Jyllandsposten har kørt en tankevækkende serie om ´Gamle Danmark´ – hvor der blandt andet blev bragt fokus på forhold på plejehjemmene.

Det vækker minder. Og ikke af de gode. Min elskede mor døde for knap fire år siden. De sidste måneder tilbragte hun på aflastning på plejehjem – og til sidst på plejehjemmet Fuglemosen i Kjellerup. Det blev på alle måder en meget pinefuld tid. Et var at vi skulle miste vores meget elskede mor, mormor og svigermor – men behandlingen var også meget ydmygende.

En dag kom jeg (måske lidt før tid) og så personalet køre væk med min mor grædende. Min mor mistede til sidst talen men bevarede forstanden, og jeg kommunikerede klart med hende til hendes sidste åndedrag. Jeg spurgte personalet, hvorfor min mor græd. Svaret var ´nå, det skal du ikke tage dig af, det gør hun hver gang bedemanden kører forbi´. Jeg var chokeret. Det vidste sig, at bedemanden regelmæssigt kørte gennem kaffestuen, hvor de ældre sad som i Dødens forgård, med de døde på sin båre eller kiste. Og så græd min mor. Jeg var rystet – og er det fortsat. De kunne bestemt ikke ændre bedemandens færdsel fik jeg fortalt med hovedrysten, men da køre min mor væk, når det skete. Jeg er fortsat fysisk utilpas med denne afstumpethed fra personalets side.

Kort tid efter spiste min mor – alene – morgenmad samme sted. Hun havde synkeproblemer og fejlsank noget mad, som førte til lungebetændelse og død. Personalet anede ikke hvad der var sket, men fik hende først indlagt, da hun udviklede høj feber få timer efter. Jeg fik talt med hende før hun døde, og det var det, der var sket. Personalet sendte hende alene af sted med en ambulance og ingen anede eller interesserede sig for, hvad der egentlig var sket. Men reelt var en svækket borger med synkebesvær blevet kvalt i deres kaffestue – mens hun spiste sin morgenmad alene.

I stedet for at klage (igen igen) til Fuglemosen, kommunen osv – valgte jeg i sidste ende at skrive ´Den sidste vilje´, som udkom for et lille år siden. I den beskriver jeg mange af de oplevelser, som vi havde – og som især min elskede mor – oplevede. Det var til dels terapeutisk at få det skrevet, men det blev ikke mindst skrevet i et håb om, at vi kan sikre, at de mennesker, som passer og plejer vores gamle medborgere og elskede familiemedlemmer, har de rette menneskekundskaber. Det vi oplevede på Fuglemosen kan ikke undskyldes med manglende ressourcer – det handlede alene om dårlige menneskekundskaber, forråelse og forvitring. Intet andet.

Læs ´Den sidste vilje ´ – du kan låne den på biblioteket – også som lydbog – eller købe den som almindelig bog eller e-bog. Men læs den.