Til alle krimier bruger jeg testlæsere – og nogle af testlæserne er at finde blandt min elskede familie. En af mine ivrige og ærlige testlæsere er Mai. Som hun også rigtigt siger i dagens udgave af IN, så kan hun (og resten af familien) genkende en del episoder, fælles oplevelser, diskussioner, glæder og også tab i bøgerne. Jeg har tidligere nævnt at tabet af min mor – og børnenes elskede mormor – var medvirkende til at jeg kastede mig over denne genre. Og man vil også kunne finde spor af dette tab i alle bøgerne. Heldigvis er der ingen episoder i bøgerne – hvor nogen i familien (eller venner) føler sig udleveret eller bør føle sig udleveret. Det er selvfølgelig meget afgørende for mig. Der kan være enkelte ikke-venner – måske ligefrem fjender – som med god ret kan følge sig ramt. Det tror jeg vil kunne genfindes i mange andre forfatterskaber. I mit tilfælde, hvor jeg er ´beriget´ med en del mandlige stalker, hvor nogle er at finde blandt kollegaer, er det såmænd ganske befriende. Men, som tidligere nævnt, forbliver langt størstedelen af indholdet i bøgerne ren fiktion med en snert af virkelighed.

“Den sidste vilje” som Mai nævner i IN er bogen før ´Hjerteløs´. Tidsmæssigt i Anna Storms liv foregår den et lille halvt år før hun drager til Indien og ´Hjerteløs´ udspiller sig. ´Den sidste vilje´ kan købes som almindelig bog, e-bog samt lydbog. Jeg har nemlig indlæst den som lydbog. Den kan også lånes på biblioteket. Som alle tre slags bøger. Så der er kort sagt ingen undskyldning i ikke lige at få den læst – før ´Hjerteløs´. Begge bøger – eller nu alle fire – kan også læses hver for sig. Du har lige nu mulighed for at købe alle tre krimier om Anna Storm – forud for Hjerteløs – som bogpakke på www.forlagetliva.dk. Kom med i Anna Storm- klubben :-).