Mads Langer kom i den forgangne uge i lidt stormvejr efter at have glædet sig over at han som barn ikke fik diagnosen ADHD. Langt hen ad vejen har Mads Langer jo ret.

ADHD forbliver en såkaldt skraldespandsdiagnose – en diagnose som er så rummelig, at rigtig mange af os kunne få den. En diagnose som primært bygger på observationer fra forældres og skolens side samt barnets egne udtalelser. Der findes som sådan ingen objektive holdepunkter – ingen undersøgelser udover disse som kan be- eller afkræfte diagnosen. Det er jo desværre i stor grad psykiatriske sygdommes præmis.

Jeg har beskæftiget mig med ADHD i mange år – og også undervist heri i mange år. Og gør det fortsat med stort engagement og indsigt. Vi må jo erkende, at det er dybt bekymrende, hvor mange der over de seneste mange år har fået ordineret fx Ritalin.

I 3. Kvartal af 2019 blev der indløst 50039 pakninger med Ritalin. Det er for vildt. Om end tallet ses lidt faldende ifht samme tid 2018 så er det jo vanvittigt. Ikke mindst taget i betragtning af at Ritalin også er blevet udbredt som misbrugsmedicin.

Af tal fra 2015 offenttliggjort via Sundhedsstyrelsen var der da 42.000 som fik Ritalin. Altså en større provinsby på Ritalin.I 2006 var tallet på cirka 8000 og nu altså udleveret over 50.000 pakninger (og 2. Kvartal 2018 var det oppe på 71.000!!) På tabellen fra Lægemiddelregistret fremgår ikke antal personer, som fik Ritalin i 2018, men uagtet at tallet ser ud til at være faldet siden 2015, er det fortsat alt for mange pakninger af Ritalin, som blev udleveret i 2019. Dette forbrug burde man interessere sig meget mere for end Mads Langers personlige overvejelser og fornuftige refleksioner.

Hvem tror du gennem tiden har udgivet gratis foldere om ADHD? Godt gættet – industrien. Hvem har en interesse i ADHD-svøben? Godt gættet – industrien. Og til dem og deres aktionærer kan vi kun sige ”Well done!”

I min nu mangeårige undervisning omkring ADHD har jeg lavet en lille, meget tankevækkende sammenligning mellem de officielle diagnostiske kriterier og almindelig uopdragenhed. Ordene dækker over det samme – men formuleringerne lidt anderledes. Tilbage sidder man og tænker ja, der er måske alligevel for en del af børnene snarere tale om uopdragenhed, manglende nærvær, ensomhed og et væld af andre ting end egentlig psykiatrisk sygdom.

Lad mig slutte med en case fra det virkelige liv. En af min kursister, en garvet pædagog, havde været i Fårup Sommerland. Hun gik langs en smal mudret sti og en dreng på cirka 5 år gik tæt bag hende og trampede hårdt i vandpytterne, så mudret gentagende gange ramte hendes bukser. Bag ham gik hans mor uden at sige en lyd. Da bukserne efter noget tid var godt sølet til, fik kvinden endelig nok og vendte sig om og kiggede vredt på moren som appel til at opdrage drengen. Måske som en start bare holde noget afstand. Moren kiggede smilende på pædagogen og sagde ´Vi kan ikke gøre for det – han har ADHD´. Netop – det er derfor du skal gøre dig særligt umage med at opdrage ham endnu bedre! Første gang han trampede hårdt i en vandpyt og ramte den fremmede dame, skulle du gribe ind og vejlede ham.

Elsk-værdige børn møder megen glæde, venlighed og imødekommenhed. Det gør uopdragne bør ikke – uagtet om de fortjener diagnosen ADHD eller ej.

ADHD-diagnosen bør kun gives i uhyre få tilfælde og da af meget kompetente psykiatere. Psykiatriske diagnoser skal man omgå med stor omhu og respekt. Og ingen børn (eller voksne) skal have en psykiatrisk diagnose de ikke fortjener. Således at forstå at psykiatriske diagnoser er stigmatiserende og giver dig en livsfortælling, som Mads Langer har helt ret i er en helt anden, end hvis du ´var en glad, aktiv og nysgerrig pige/dreng´. Hold fast i det sidste og stop diagnosejagten.

Tak til Mads Langer for at rejse en væsentlig debat – og til alle jer andre – interesser jer hellere for det vanvittige forbrug af Ritalin (methylphenidat)

https://livakurser.dk/adhd-sensitiv-eller-bare-opmarksomhedskravende-kobenhavn-129