Endnu en lille pigebaby er blevet fundet i Vanløse efter at være blevet forladt i en Nettopose. Så grufuldt at tænke på.

Siden 2009 er der fundet 11 forladte babyer i Danmark – 9 af dem var piger.

Nej, jeg tror ikke det er tilfældigt, at det var piger. Det er i sig selv en forfærdelig tragedie for barnet at være blevet født ind i verden af en mor, som ikke ønsker/magter barnet. Traumatisk for ikke mindst barnet. Og også fuldstændig uforståeligt. Jeg er sikker på, at vi er rigtig mange som tænker, lad mig tage mig af hende. Beskytte og elske hende resten af mit liv. For ingen skal eller må behandle en nyfødt på den bestialske måde. Det er så grufuldt og svært at tænke på. Men det er også et ækelt signal om, at femicide er rykket tættere på vores dagligdag i Danmark.

Der sker ting i livet, som vi ikke altid kan forstå. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der bag disse forladte babyer gemmer sig grumme historier om fortvivlede mødre. Det er bare ingen undskyldning.

Men lad os holde fast i kønsfordelingen. Jeg tror nemlig også, at der er et kulturelt islæt – og at det reelt er udtryk for, at femicide – altså det at du vælger pigebørn fra (eller behandler dem dårligere end drengebørn) er rykket tættere på. En sådan kønsfordeling er næppe tilfældig. Den er udtryk for større kulturel foragt overfor pigebørn end drengebørn. I lande med femicide som fx Indien, Mellemøsten og Kina handler det ikke alene om at man fravælger pigebørn ved abort eller slår dem ihjel/efterlader dem ved fødslen. Det handler også om mere subtil kønsforskel i fx hvor aktivt man opsøger behandling, når barnet blive sygt, køber medicin til barnet, giver det tilstrækkelig mad osv. Omfanget af en sådan kønsforskel blandt småbørn i Danmark kender vi intet til. Når jeg ser kønsfordelingen når det gælder efterladte børn, tænker jeg, at der nok burde laves en sådan undersøgelse af eventuel forskelsbehandling af babyer.

Kvindehad og foragt for kvinder er kulturelt forankret. Og den kultur tager man(d) med sig.
Som en klog indisk kvinde, nu minister i Indien, sagde til mig for en del år siden ”You have to remember that the indian population is 1 out of 7 of the worlds population. Our viws upon women does (and will) have a big influence on how you treat women and girls around the world. Not only in India!”

Hendes ord løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg ser ovenstående statistik og ikke mindst husker, hvor lille brøkdel vi i Danmark udgør af verdens samlede befolkning.

Så jeg tror, at der blandt visse grupper af ikke mindst borgere med anden etnicitet – fx fra landområder i Indien – vil kunne spores femicide. Det er en uhyggelig tanke, men den er nødvendig at tænke for at kunne beskytte ikke mindst pigebørnene.

Hvis du er interesseret i emnet – så start med at læse min bog, Hjerteløs (nummer 4 krimi i rækken med børnelægen Anna Storm)