Et spædbarn er netop slået ihjel i Jylland og en mand varetægtsfængslet. Når sådan noget sker, vidner det ikke alene om at en mand (igen) har gjort det utilgivelige. Slået et hjælpeløst spædbarn ihjel. Men det vidner ligeså meget om, at omgivelserne, kommunen, naboerne, familien osv IKKE har formået at beskytte spædbarnet. Det er jo åbenlyst.

Et sådan tragisk drab på et spædbarn bør føre til granskning i den pågældende kommune. Hvad har der ligget af underretninger fra fx sundhedsplejersken? Hvis nogen? Og hvis ikke – hvad har sundhedsplejersken så overset? Hvem har undladt at underrette de sociale myndigheder? Hvordan kender man familien? Er moren psykisk syg? Misbrugende? Er den varetægtsfængslede? Hvorfor har moren ikke formået at beskytte barnet?

Det er åbenlyst for enhver, at omgivelserne – herunder kommunen – ikke har handlet tilstrækkeligt til at det hjælpeløse spædbarn kunne blive beskyttet. Det er ikke kun morderen, som har fejlet. Omgivelserne har ikke formået at iagttage advarselssignalerne (som der helt sikkert har været) og handlet ud fra disse.

Meget meget tragisk – men andre end morderen er medansvarlige herfor.

Handling kræver mod. Mod hos de nærmeste og mod hos de professionelle. Til at turde se, når noget er rivende galt. Og til at turde handle ikke mindst!

Jeg har jo i mange år på forskellig vis beskæftiget mig med udsatte børn, ikke mindst som sociallæge, og gør det fortsat. Altsammen i et håb om at kunne sikre de bedste vilkår for børnene og ikke mindst forebygge ikke alene vold mod børn men selvfølgelig i værste konsekvens drab. Min bog “Det stille barn” skrev jeg også i et forsøg på netop at beskrive hvad der går forud, hvad vi som professionelle overser og hvad omgivelsernes ansvar er – herunder når ansvaret svigtes.

Mens vi skåler i champagne og ønsker hinanden godt nytår er én ting sikkert – det dræbte barn fik ikke chancen. Får intet nytår. Får intet liv. Fordi ikke alene en mand svigtede og slog det hjælpeløse spædbarn igen – men også fordi rigtig mange omkring barnet og svigtede.