Der er få programmer – fjernsyn som radio – som jeg synes er decideret ækle. Det ene program ´Familien på Bryggen” har vi netop fået sat godt og grundigt på plads. Det gælder for de involverede, Metronome og især TV3, som vi – Mai og JEWLSCPH – har vundet en stor sejr over, idet Ofcom (TV´s ”pressenævn” i England) har givet os ret i, at vi blev behandlet uretfærdigt og urimeligt i to af deres programmer. Det har medført, at samme programmer er taget af og ikke må vises igen. Det er aldrig sket tidligere at nogen har orket at klage over TV3 på engelsk til Ofcom i England. Men det gjorde vi så – og vandt en klokkeklar sejr.

Et andet program er radioprogrammet ´Dem vi griner af´ AKA ´Det vi taler om´. Jeg synes den type radioprogram, hvor de medvirkende bagtaler og skraldgriner af andre navngivne mennesker er så ækelt som noget kan være. Et program som om noget appellerer til den indre svinehund. Jeg har kun hørt brudstykker, fordi jeg hver gang bliver så skidt tilpas af at høre HVOR ondskabsfulde mennesker kan være mod hinanden. En helt ekstrem grov form for voksenmobning, som jeg ikke har hørt tidligere og synes er meget beskæmmende for det danske mediebillede.

På et tidspunkt sukkede Anna Thygesen over, at hun ikke fik bestyrelsesposter. Jeg mente jo så, at det kunne være en medvirkende og væsentlig årsag, at hun sidder og skraldgriner af og håner andre mennesker i programmet. Nå, den mening faldt så ikke i god jord.

Nu er der endelig i det mindste én af de medvirkende, som trækker sig. Nemlig Jim Lyngvild. Han siger i sin video ”nu skal mit liv slankes på moralfronten” og til Ekstrabladet og andre medier siger han:
”Jeg kunne mærke, at jo mere jeg lavede det her program, jo mere sur blev jeg. jeg blev sur og rasende, og folk kunne ikke genkende mig. det gav mig ikke noget godt at være med. Det gav mig kun noget negativt.”

Det er altid rart, når nogen bliver klogere. Respekt for det. Vi andre kunne have fortalt Jim Lyngvild – og programmets øvrige deltagere – det samme for lang tid siden. Netop nu på Folkemødet gik snakken også om, hvor uværdigt og vammelt programmet var. Så rigtig mange deler Jim Lyngvilds erkendelse.

Det er om noget et program, som appellerer til den indre svinehund og gør både deltagerne og lytterne til dårligere mennesker. Jeg tror næppe man behøver at være hverken menneskekender eller læge for at kunne forstå, hvad det program i hele sin ondskabsfulde essens appellerer til – nemlig den indre svinehund. Intet andet.

Måske det var en god anledning for Radio 24/7 til at genoverveje programmets berettigelse og sigte. Lyttere (og seere) er ikke altid udtryk for, at man har fat i det rigtige ej heller nødvendigvis et pejlemærke for god moral og etik.

Ps – Billedet er fra Folkemødet – og taget øverst på det gode skib Aurora, Aarhus Universitets forskningsskib. Folkemødet mindede os atter om, hvad en god demokratisk debat er og fordrer. Tak for et fantastisk arrangement.