Per Brændgaard er dømt for voldtægt. Faktuelt. Dommer og domsmænd har vurderet bevismaterialet samt forklaringerne og dømt Per Brændgaard for voldtægt. Han har så angiveligt anket – men det ændrer ikke ved den aktuelle dom.

I morges læste jeg Joan Ørtings helt bizarre forsvar for Per Brændgaard – hendes forsvar nåede nogle ekstremer, så jeg fik kaffen galt i halsen. Jeg var ganske enkelt målløs. For Joan Ørting kender Per Brændgaard og han kunne ifølge Joan Ørting bestemt ikke tænke sig at voldtage nogen. Vi skulle samtidig forstå, at det helt sikkert måtte handle om jalousi og at mange kvinder ønskede Per Brændgaard for sig selv! Are you f….kidding me? Vi taler om VOLDTÆGT. Vi taler ikke om noget skolegårdsfnidder hvor den ene ønsker den andens kæreste. Voldtægt er en meget alvorlig sag og har alle dage været med til at tryne og kue os kvinder. Det burde en sexolog om nogen kende og erkende alvoren af og jeg er fortsat rystet over Joan Ørtings fuldstændig skeløjede og naive forsvar af en voldtægtsdømt. Og helt uden hensyntagen til den krænkede kvinde.

Jeg kender også Per Brændgaard og har fulgt sagen med interesse. Ikke mindst fordi jeg er meget optaget af at vi får en samtykkelov. Mit kendskab til Per Brændgaard ændrer da heller ikke ved, at jeg godtager dommen og ser voldtægt som en meget alvorlig krænkelse af os kvinder. Nu – i fortiden og fremtiden.

Nu trækker Joan Ørting sin støtte tilbage og denne del er ligeså ejendommelig og tankevækkende – udover at hun retmæssigt erkender at retten har talt. Nu er det hende som ´bliver brændt på bålet´ – imorges var det Per Brændgaard. Der er godt gang i brændet. Men nej – hun bliver ikke brændt på noget bål men dømt for sin umådelig dårlige dømmekraft. Per Brændgaard blev dømt for voldtægt. Begge må stå på mål for hver sin dom.

For en god sexolog og underviser er jeg overbevist om, at et meget afgørende omdrejningspunkt er netop at lære ens elever om frivillig sex og voldtægt – ikke mindst at et nej er et rungende nej. Indtil i morges, hvor jeg læste Joan Ørtings vanvittige forsvar for en voldtægtsmand, bildte jeg mig naivt ind, at netop sexologer og ikke mindst Joan Ørting satte en stor ære i at lære eleverne og hinanden om retten til at sige nej og pligten til at respektere et nej!

Når Joan Ørting har så dårlig dømmekraft og offentligt går ud og tager så aggressivt en voldtægtsdømt i forsvar – så krænker hun ikke alene den forulempede og alle de andre forulempede kvinder forud for hende, men hun udviser også en elendig dømmekraft som gør, at man alvorligt må betvivle samme dømmekraft i arbejdet som sexolog. Det er selvfølgelig dybt bekymrende. Eneste håb er, at Joan Ørting har lært noget af sagen – og en anden gang tænker sig godt og grundigt om, før hun offentligt går ud og forsvarer en voldtægtsdømt uagtet at hun kender ham. Måske endda så meget mere – netop fordi hun kender ham.

Tak for et uvildigt retssystem – og netop denne sag bragte spot på hvorfor det er så vigtig at dommeren og domsmænd forbliver objektive.