Lige nu diskuteres – igen igen – om børn skal/må kysses i dagpasningerne. Visse dagpasninger har ligefrem kysseregler. Gys og genfærd!

Jeg bliver fysisk dårlig af den diskussion. Også nu. Selvfølgelig skal børnene kysses og krammes. Det er den måde at personalet trøster barnet på, giver det en tryghed, følelsen af at være værdsat og set.

Selv var jeg som barn et ´institutionsbarn´. Min mor var 60´ernes ´mor uden far´ og traf et bevidst valg om at få mig og opdrage mig alene. Det betød, at jeg tilbragte mange timer i dagpasninger. Og jeg elskede det. For der havde jeg (også) voksne, som uden tvivl gav mig noget ekstra omsorg. Ja, ligefrem kærlighed. Jeg husker fra min vuggestue, børnehave, fritidshjem og skole særlige voksne, som jeg holdte særligt meget af. Og de af mig. For sjovt nok har de ALLE opsøgt mig i mit voksenliv for at fortælle mig, at jeg var noget særligt for dem. Men som jeg kækt svarede dem alle – “Det ved jeg – for du var også noget helt helt særligt for mig. Og tak for det. Tak for at du fik mig til at føle mig værdsat. Holdt af og anerkendt.” Og en del af den anerkendelse blev vist med netop kram og kys. At sidde på skødet og mærke en varm og trøstende favn. Når savnet efter min elskede mor blev for stort. Eller en af drengene atter havde nappet min yndlingscykel lige for snuden af mig. Og til trøst hører kram og kys. Punktum! Hertil skal siges, at jeg også hjemme modtog mange knus, kys og kram, hvilket blot gjorde det ´sprog´ endnu vigtigere for netop mig.

Blev jeg krænket i min barndom? Aldrig nogensinde. INGEN overskred mine grænser. INGEN overhovedet. Heldigvis. Men en væsentlig grund til, at jeg synes min barndom var så fantastisk tryg, god og givende handler faktisk netop om de professionelle voksnes bidrag til min psykiske helse. Mit selvværd. Min hverdag. Min læring og min trivsel.

Husk så en meget væsentlig ting. De heldigvis meget meget få voksne (og da især mænd), som overskrider børnenes grænser VED at de overskrider dem. De er aldrig i tvivl. Og børn skal selvfølgelig beskyttes hermod. Det siger sig selv. I hjemmene som i det offentlige rum og dagpasninger. Men det har intet at gøre med, om helt almindelige, normale og empatiske voksne pædagoger, pædagogisk assistenter og dagplejere kysser og krammer vores børn. Tværtom.