Så er krimi 6.0 om børnelægen Anna Storm udkommet.

Denne gang foregår krimien i Aarhus – hvor Anna Storm arbejder på børneafdelingen.

Der sker atter ting og sager i Anna Storms liv. Når man skriver krimi, griber man som forfatter fat i stort og småt.

Aarhus har de seneste år været præget af skandaler i Teknik og Miljø – men det er nu ikke dem, som jeg tager udgangspunkt i. Jeg har min helt egen miljøhistorie. Herudover har jeg været meget fascineret af, hvordan min gode gymnasiekammerat, Torben Vang, som er kaptajn på forskningsskibet Aurora, har formået at hjælpe med til at finde Kim Wahls ligdele. Hans fantastiske indsigt som geolog i havstrømme, vind og vejr har gjort, at han ret præcist kunne regne ud, hvor politiet med deres lighunde skulle lede. Det synes jeg er fantastisk og dybt fascinerende. Ikke alene for at få opklaret Kim Wahl´s grufulde mord, men også fordi det jo åbner op for helt nye muligheder i fx mordsager. At man reelt kan finde en nål i et hav. Så jeg har ladet mig inspirere i krimien af ikke mindst Torben Vangs store indsigt i netop havstrømme og vind/vejrforhold.

Sidst men ikke mindst er jeg bidt af en gal havsvømmer – og du kommer som læser også lidt med ud at svømme. Bogstaveligt talt.

“Dødvande” er udkommet som såvel almindelig bog som ebog. Og jeg er i gang med at indlæse den som lydbog. Du behøver ikke at have læst de andre 5 krimier for at få glæde af nummer 6. Men du må da gerne – så kom bare igang :-).

Her er en lille intro til krimien :-)

“Lægen Anna Storm er for en tid flyttet til Aarhus, hvor hun arbejder som børnelæge på Skejby Sygehus. Hun er flyttet ind i det fashionable Lighthouse i den nye bydel i Aarhus på det gamle havneområde.

I den dejlige lejlighed ud mod vandet synes der endelig at være faldet lidt ro over Annas liv og hun har tid til at dyrke sin nye sport, havsvømning.

Men netop på en svømmetur finder hun liget af en ung kvinde. Det ligner en drukneulykke, men med Annas veludviklede sans for at tiltrække kriminelle gåder, aner hun noget lusket.

Rygtet i byen vil vide, at en nedlagt kemikaliefabrik har forurenet jorden under ejendommen, Isbjerget, hvor nye fine boliger er skudt op. Ifølge kommunens afdeling for Teknik og Miljø er den forurenede jord ikke farlig at bygge på. Spørger man derimod den lokale spritter, kan han berette om gamle kollegaer ansat på fabrikken, som fik besynderligt udseende børn. Der lurer en større giftskandale og noget virker uldent.

Anna bliver igen sat på en svær prøve, hvor hendes lægekunst atter sættes på en prøve. Denne gang er det tæt på at koste hende livet.”

Bogen kan bestilles her:

http://www.forlagetliva.dk/dodvande

Du kan også sende 149 kr. på mobilepay til 40312045 og skrive navn, adresse og tlf – og du får en signeret bog tilsendt. (normalpris 249 kr).