Som jeg også tidligere har skrevet om – er jeg meget glad for hundeloven. For den har mærkbart fået folk til at kalde deres hunde til sig.

Før var løse og arrige  hunde ved at tage overhånd. Stort set hver gang Molly og jeg bevægede os afsted på vores daglige løbetur i skoven, blev vi angrebet af en eller anden arrig hund. Oftest med ejeren råbende beroligende bagved ´rolig han bider ikke´. “Indtil nu” kunne vi så tilføje de to gange, som Molly tidligere er blevet bidt. Molly går ALDRIG til angreb på andre hunde – for hun holder sig til mig (eller min mand). Med eller uden snor. Men det betyder ikke, at hun ikke kunne finde på at forsvare sig – og har forsvaret sig – hvis hun bliver angrebet. Så det handler jo ikke alene om den arrige hund, som kommer farende med blottede tandhalse – bider. Det handler jo også om den hund, som angribes, bider fra sig. Og i værste fald risikerer at blive aflivet som resultat af et sådan forsvar.

Men nu – med hundeloven og faren for at få ens hundeven aflivet, er det meget tydeligt, at mange hundeejere kalder deres hunde til sig meget hurtigere. Og tak for det. Så er det atter blevet meget rarere at løbe med sin hund i skoven. Nyde skoven, løbeturen, naturen, lydene og ikke mindst slipper vi for arrige, uopdragne hunde. Tak og lad os holde godt fast i hundeloven.