I går indledte TV2 deres turné i Aarhus Musikhus – og jeg nød koncerten fra ende til anden. Det var endnu en stjernestund i deres selskab. Og dem har jeg – ligesom tydeligvis en stor del af publikum i går – snart gennem mange år haft rigtig mange af i deres selskab.

At være TV2 betyder også, at man skal kunne tåle anmelderhad. Men heldigvis er anmeldernes selvbestaltede ´ekspertise´ for længst blevet udvandet. For vi andre har jo også en stærk røst på de sociale medier. Heldigvis. Og selvsamme er ret afgørende for netop om publikum søger koncerterne.

Koncerten var som noget nyt delt op i et akustisk og elektrisk sæt. Det akustiske var en nyopfindelse – og Steffen Brandt er jo en herlig troubadour som om nogen mestrer den akustiske version til punkt og prikke. Han er en mester heri.

I den akustiske version spillede bandet Steffen Brandts smukke ”Go tur hjem”. En sang som jeg har et meget personligt forhold til og som handler om at stå ved sin elskedes dødsleje. Den sang beskriver så smukt og nøgent den sorg og store fortvivlelse man føler. ”Og det der er tilbage er en maske uden ansigt indeni”. Jeg finder stor genklang i sangen og den minder mig om, da jeg mistede min elskede mor for præcis 9 år siden. Sangen udkom for præcis 8 år siden. Og den har bragt mig megen trøst. Det er netop det musik kan. Bringe os glæde, trøst og sjælesorg. Da Steffen sang den smukke og sorgfulde sang, følte jeg som så mange gange før på samme tid stor sorg og stor taknemmelig over al den kærlighed livet har bragt en – og fortsat bringer.

Jeg er overbevist om, at rigtig mange af koncertens gæster i går i Musikhuset i Aarhus har sange fra TV2´s store bagkatalog, som har fulgt dem gennem livet og som ikke mindst har en helt særlig betydning. Og her fortjener TV2 og ikke mindst Steffen Brandt stor, stor taknemmelighed fra vel praktisk taget hele den danske befolkning. Netop fordi man gennem hans tekster og musik både har fundet glæde, masser af glæde, dans, flirt, kærlighed, forundring, erkendelse men også trøst og troen på det gode. Troen på at vi er der for hinanden. Når alt andet braser sammen om ørerne på os. Jeg har fundet stor trøst heri – og jeg er ikke mindst Steffen meget taknemmelig herfor. Hans musik og tekster har været en væsentlig del af min egen heling og er det fortsat.

Så glæd dig – hvis du skal ind og se koncerten. Du kan se frem til atter en stjernestund. Man kommer hele følelsesskalaen igennem fra sorg og tab til stor og dansende lykkerus. Se – det er sublim kunst. Tak til TV2 for en stor og uforglemmelig aften.