Der er netop nu fokus på det ganske overvældende antal spædbørn/babyer der indlægges de første 15 levemåneder og stigningen heraf. Det viser ny forskning ved børnelæge Lone Graff Stensballe fra Rigshospitalet.

Stigningen er selvfølgelig udtryk for mange ting – men en væsentlig årsag er i mine øjne at forældre i meget stor grad er stoppet med at læse håndbøger. Det har større konsekvens end mange umiddelbart vil tro.

Da min mor var mor i 60´erne, der lænede hun sig op af Benjamin Spock. Hver linie blev nærlæst. Kunne næsten reciteres flere år efter. Det var hendes ´støttepædagog´. Ligesom tilfældet var for rigtig mange andre forældre.

Senere blev det Bogen om barnet, hvor jeg selv skrev min udgave (nu Alt om barnet) første gang for 20 år siden. Det var en ´bibel´ for mange. Forstået således at bogen blev læst. Det vil sige, at nybagte intetanende forældre blev klædt på. Lærte symptomer. Læste om sygdomme, gode råd osv FØR barnet blev syg. De var ganske enkelt bedre forberedte, når barnet så blev syg. Og derfor var indlæggelser langt sjældnere nødvendige. Fordi forældrene ganske enkelt havde en grundviden. En almenviden som hjalp dem. Den er forsvundet.

I dag kan al viden hentes på nettet. Men det kræver at du ved, hvad du skal hente! Hvad og hvor du skal læse. Og hvad du skal læse. Eksemplet med moren der skrev om sin 2-årige datter, der nær var død af at spise en peanut, og hvor opslaget blev delt vist 40.000 gange viser netop, at det der tidligere var alle-mandsviden hos forældre der havde læst fx Bogen om barnet, er nu blevet noget, som stort set ingen ved. Før det går galt. For du sidder jo ikke som forælder foran skærmen og tænker ´bum,bum jeg læser lige om peanuts kan slå små børn ihjel´ uden at du enten får det serveret i en håndbog du læser eller som sagt bliver opmærksom på det – måske for sent.

Det vrimler med blogs. Bevares. Blogs om indretning af børneværelset, børnemoden, opdragelse osv. Fint nok. Men det giver ikke forældrene styrke og viden. Tvært om kan selvsamme sociale medier til tider forstærke bekymringerne. For når forældre lægge et eller andet ud – er der ALTID en, hvis tantes niece præcis døde af sådanne to mærkelige pletter på højre håndled. Og så spurter man selvsagt til lægen og kræver/plæderer for indlæggelse.

Det er (for) nemt at sige, at forældre skal læse håndbøger igen. Men jeg mener det faktisk. Det behøver egentlig ikke være min egen – bare en grundig håndbog. Så de atter klædes på til at være forældre. Også når det gælder sundhed og sygdom.