Indrømmet jeg har været MEGET rystet over ikke alene regeringens behandling af kulturlivet – men også hvor tavse landets kunstnere har været i coronakrisen. Fuldstændig usynlige. Som små tinsoldater der tilpassede sig regeringens luner. Om det så har skyldtes at landets kunstnere vitterlig har været mundlamme og bange for Covid19-spøgelset eller om de bare er blevet censureret som os andre kritiske røster, aner jeg ikke.

Censur er måske en del af forklaringen. Det mener jeg at Steffen Brandt og TV-2 åbenlyst var udsat for, da de i starten af juni udgav en fantastisk og meget kritisk gendigtning af “Den sidste turist i Europa”. Steffen har ALDRIG været så samfundskritisk før og trak paralleller til 2. Verdenskrig og totalitære regimer med en befolkning som gik i takt. INGEN – og jeg skriver INGEN fra de store aviser hverken omtalte den fantastiske gendigtning og videoen endsige fandt anledning til at høre Steffen om tankerne bag. INGEN! Tror aldrig at Steffen Brandt tidligere har oplevet at blive tiet væk. Jeg har kun et ord, som passer hertil, og det er censur. Steffen Brandts fortælling og kritik passede da ikke ind i mediebilledet og mediernes leflen for regeringen og coronamonstret. Den forretning skulle ikke ødelægges.

NU håber jeg at tiden er mere moden og at Michael Falch får lov til at komme til orde. Jeg kan i hvertfald se, at hans opslag er delt 1,3 tusinde gange efter blot 11 timer på Facebook. Det vidner om befolkningens opbakning. Kunst kan rigtigt meget – det kan samle en befolkning, det kan tolke en tid og tidsånd og så kan musik og kunst både glæde og hele. Helingen kan være ganske stor. Af rigtig rigtig mange grunde har det da også være fuldstændig vanvittigt at regeringen ikke har haft øje for netop kunstens betydning for heling af en befolkning. Men jeg fornemmer, at man snarere har været bekymret for kunstnernes røst og så er et godt middel at udsulte dem. Og udsultet er de blevet!

Vi VIL have koncertlivet tilbage. Vi VIL have forstanden tilbage. Vi VIL have livet tilbage. Selv med Covid19 som en af de vira vi kan blive smittet med – plus hundredevis af andre vira, bakterier og svampe.

Og til pressen – lev op til jeres opgave som magtens udfordrer og IKKE magtens lemminger! Lad andre stemmer komme til end klapsalverne.

Her kan du læse Michael Falchs åbne brev til statsminister Mette Frederiksen:

ÅBENT BREV TIL STATSMINISTEREN
Kære MetteMon du har tid til lige at høre nogle af de tanker, vi gør os rundt omkring i musikbranchen, nu hvor I skal til at forhandle fase 4 af genåbningen på plads? Vi er selvfølgelig fuldt ud klar over, at tiden ikke er inde til at åbne op for tætpakkede sale og ukontrolleret publikumsadfærd, men ligesom andre af mine kolleger beder jeg jer mindeligt om at droppe idéen om, at kulturhuse og spillesteder kan rubriceres under etiketten ‘natteliv’ sammen med diskoteker, barer og natklubber. Det er simpelthen en forkert paraply, I har slået op!

Koncerter og forestillinger i Danmark er dybt kontrollerede ift. sikkerhedsanbefalinger. De fleste af dem slutter ved 22-23-tiden, hvor det altså slet ikke er nat endnu, og hvor publikums opførsel end ikke tangerer corona-risikabel, nærgående, grænseoverskridende adfærd. Kulturliv er ikke bare ‘natteliv’, og spillestederne er i øvrigt virkelig dygtige i denne omstilling og meget omhyggelige ift. sikkerhed med god brug af frivilligkorps.
Hvis vi ikke skal vågne op til et 2021/2022, der er kulturelt forarmet med den ene krakkede kulturbastion efter den anden, må kulturhuse og spillesteder nu have helt klare retningslinjer og arbejdsrammer for det kommende efterår – ligesom de i dén grad må sikres yderligere økonomisk hjælp til overlevelse, både til drift og honorering af indhold.

Jeg håber, at I nu vil lytte til en kollektiv musikbranche – arrangører, bookingbureauer, teknikere, transportfolk, scene- og salspersonale, musikere, sangere og andre slags artister – og vores bøn om at få lidt af det spotlys, I hidtil under corona-krisen ikke ligefrem har ruttet med på os. Det har virkelig været underligt at registrere, så få gange du selv og dine kolleger konkret har omtalt kulturlivet og dets betydning for identitet og bevidsthed i vores samfund. Som om kultur bare er et luksusgode, vi sådan set sagtens kan gemme til under punktet ‘Eventuelt’.

Personligt tager jeg ikke ud på scenerne foreløbig. Men jeg har udsigt til en corona-udsat reunion-turné med MALURT i 2021, og det vil simpelthen ikke være til at bære, hvis vi skal ud at synge ‘Mød mig i Mørket’ i en nation, hvor mange af vores alle sammens elskede koncertsteder – på grund af en delvist forfejlet corona-strategi overfor kulturlivet – risikerer at være lukkede eller lukningstruede, inden vi kommer ud på landevejen igen.

Tak for din tid, og god arbejdslyst. Vi krydser fingre.

Kærlig hilsen fra
Michael Falch,
sanger og sangskriver

Statsministeriet Mette Frederiksen
Kulturministeriet