Kan et mord på et barn være ´pænere´ end et andet mord. Forestil dig, at Peter Lundin valgte at lave en film om de drab, som han begik. Ville du kalde det kunst? Tale om tilgivelse? Hvor stor kærlighed kan være? Næppe. Hvorfor så, når talen falder på ´Sorg og glæde´? Kan du forklare mig forskellen? Var Lundin´s mord mere beskidte? Liv er liv.

Jeg forbliver målløs over, at INGEN synes at tage barnets parti. Og meldinger fra dem, som har set filmen, handler fortsat om ´åhhh tilgivelsen´. Øh, hvem tilgiver hvem? I mine øjne var Nils Malmros medskyldig. Han er læge og var om ikke læge, da hans barn blev dræbt, så i hvertfald under uddannelse hertil. Og al snak omkring filmen har også afspejlet, at Nils Malmros var pinligt bevidst om, at moren til barnet, konen, udgjorde en trussel mod barnet. Alligevel opholdte hun sig alene med barnet. Ergo undlod eller formåede Nils Malmros ikke at beskytte barnet mod mordet.

I dag underviste jeg en flok engagerede pædagoger i vold og andre overgreb mod børn, herunder hvordan samfundet forsøger at beskytte børnene takket være forskellige love og indsatser. Jeg føler mig ganske enkelt til grin og at dette vigtige arbejde hånes, når man samtidig kan se aviser og blade flyde over med lovprisning af en mands film om mordet på hans eget barn. Jeg væmmes. Ganske enkelt.

1 ud af 100 børn udsættes for vold fra forældres eller stedforældres side det første leveår. Risikoen for at et barn under 1 år dør som følge af vold er tre gange større end hvis barnet er 1-4 år. Og cirka 6 gange større, end hvis barnet er 4-12 år. Hvorfor? Fordi det ikke kan flygte. Det er hjælpeløst i ordets rette forstand. Det kan hverken flygte, råbe om hjælp eller sige det til nogen, at det føler sig truet. Derfor er det så vanvittigt vigtigt, at omgivelserne formår at beskytte de små børn, når deres mødre, fædre eller stedfædre bliver farlige. Jeg græmmes da også over, at der i aktuelle ´falden på halen´ ikke har været et eneste pip til forsvar på barnet. At Nils Malmros formår at tilgive sig selv og sin kone, interesserer mig egentlig ikke. Selvfølgelig er det traumatisk at slå et barn ihjel. Selvfølgelig er det traumatisk at være medskyldig heri. Uanset om man er sigtet eller ej – må man jo konkludere, at han ikke formåede at beskytte barnet. Og har indrømmet dette. Men skulle en sådan film have gjort en forskel – så skulle der netop have været fokus på barnet og dets rettigheder. Nu bliver det en patetisk omgang – ´nej, hvor er tilgivelse stor – når vi tilgiver os selv og vores egne ugerninger´. Ingen husker på – at det kostede et barn livet! Ingen diskuterer, hvordan man kan undgå det sker igen. Hvordan vi bedst beskytter udsatte børn mod forældres ugerninger. Til gengæld vil jeg tro, at Nils Malmros tilgiver sig selv hele vejen ned til banken! Nej – jeg vil ikke se filmen. Jeg nægter! Du burde gøre det samme – hvis du har børns liv kært.