Godt nytår til jer alle! Håber I fik fejret det på præcis den måde, som I selv synes er sjovest. Det gjorde jeg – og det blev en dejlig aften med tanker og samtaler om året (og årene) der gik og forventninger om det nye år. Iblandet det bedste selskab og dejlig mad. En perfekt nytårsaften i mine øjne. Toppet af lige at lade TV2 træde ind i stuen for at give nummeret ´Fald min engel´- som er mit ultimative Steffen Brandt – nummer, og som har fået en hel særlig betydning efter tabet af min mor.
Da jeg vågnede i morges og fik læst nattens mails, trak den første mail jeg læste tårer til kind. Det var nemlig en tak fra en af Rasmus´ mors kollegaer. En kollega som savner en god kollega og var taknemmelig for, at jeg havde gjort opmærksom på netop at mønten har to sider. Så behøver jeg egentlig ikke mere.
Jeg er glad for og meget tilfreds med, at jeg kunne bidrage til at få nuanceret billedet. At dette enfoldige og ensidige had mod en fortvivlet og nedbrudt mor kunne blive bremset op. Det har jeg åbenlyst været medvirkende til. Selv om den nuancering noget ufrivilligt fik mig ud i stormvejr. Jeg ønsker ikke at fortsætte debatten. Helst så jeg, at både mor, far og øvrige familie fik lov at sørge i fred over dette ubeskrivelige store tab – og et tab som man aldrig kommer over. Samt at resten vil blive overladt til retsvæsenet at dømme og vurdere. Og ikke folkedomstolen.
Skulle det ikke være tilfældet, håber jeg, at pressen nu også har erkendt, at mønten HAR to sider og at de såvel i denne som i andre lignende sager kan gøre sig bare lidt mere umage, når så komplicerede og tragiske sager skal belyses. Det er min største anke og kritik i denne sag. Ikke at en far gerne vil fremstille sin egen rolle og situation på en særlig måde, men at pressen så ensidigt går med på en særlig vinkling. Hertil må pressen gerne sætte sig et sobert forsæt for 2014 – nemlig at belyse sagerne seriøst, alsidigt og lade begge parter kommer til orde. Direkte som indirekte. Ikke mindst når vi har med sårbare mennesker at gøre. Jeg formoder at der sidder nogle journalister og redaktionschefer tilbage med røde ører og fortrydelse, såfremt selvfølgelig, at deres hjerter ikke for mange år siden forstenede.
Jeg er fortsat i mit gavmilde hjørne. Sender du mig en mail på vibeke@vibekemanniche.dk – sender jeg dig som e-bog denne gang den første bog om Anna Storm, nemlig ´Skrøbelige hjerter´. Der findes fire bøger og den sidste i rækken, Hjerteløs, udkom i november 2013.