Sammen med en dygtig statistiker – har jeg haft forsøgt at få dette læserbrev bragt i hhv Berlingske, Politiken, Information og JP. Det tog Berlingske 1/2 time at vurdere, at de desværre havde for meget til debatsiderne. Politiken tog det retfærdigvis 3 timer, Information bad os om at tilføje noget mere for så 6 dage efter at sende en lakonisk mail om manglende plads bla bla bla bla – og JP har end ikke gjort sig umage for at svare.

Ingen har selvfølgelig uddybet afslaget. Det siger sig selv. Samme transparens som pressen selv efterlyser fra myndigheder osv, behøver pressen “selvfølgelig” ikke selv levere. Men det ER faktisk interessant, hvorfor et væsentligt debatindlæg ikke bringes!

Jeg synes du som læser fortjener at læse debatindlægget – som i mine øjne IKKE kan være mere højaktuelt netop disse “mundbinds-dage”. Det er væsentlige fund, væsentlige tal og væsentlige pointer. Men ikke for en ufri presse.

Mine erfaringer med pressen generelt de sidste 7 måneder har været, at de har været uhyggelig lidt kritisk overfor magthaverne. Leflende faktisk. Talblinde og enfoldige. Om det skyldes angsten for at miste mediestøtte, uforstand, frygt eller en uskøn blanding aner jeg ikke. Men sikkert er det, at pressen IKKE har levet op til sin rolle som den 4. statsmagt – ej heller udfordret regeringen. Hverken tidligere eller nu.

Når en debatredaktion, som vel netop skal understøtte den frie debat, afviser et så vigtigt læserbrev, så afslører det en gennemgribende sygdom i pressen. Censur. Og censur er en smitsom sygdom!

Herudover synes jeg det er interessant med Morten Østergaard og pressens angreb på ham. Ikke at det ikke synes relevant – men jeg undrer mig over, hvorfor man samtidig skåner en udenrigsminister, som endda har kunnet været straffet efter straffeloven med op til 4 års fængsel! Plus dækkes over af landets regerende statsminister. Måske gør pressen det  af samme ovennævnte grunde.

Men hvad tænker du?

Afviste debatindlæg:

Kurven over smitte-indikatorer fra Statens Serum Instituts daglige opgørelser viser, at regeringens krav om masker i offentlig transport, der indførtes fra den 22. august, ikke medførte et fald i smittetallene. Tværtimod steg de. Man må forvente at et sådant tiltag – hvis det altså virker – vil påvirke smittespredningen med det samme og give udslag i testresultaterne efter 1-2 uger. Da COVID-19 har en inkubationstid på cirka 5 dage, ville et effektivt redskab, såfremt det var effektivt, slå igennem i løbet af max 10 dage. Det gjorde det ikke, men tallene steg. I bedste fald havde og har det ingen effekt og i værste fald får det smittetallene ligefrem til at stige!

Der findes ikke solid videnskabelig dokumentation for, at brug af masker i det offentlige rum mindsker smitte med SARS-CoV-2 (COVID-19). Samtidig viser erfaringen, at mange genbruger deres engangsmasker eller bruger dem forkert, hvilket i værste fald kan bidrage til øget smittespredning af bl.a. COVID-19. Når maskepåbuddet ikke har haft nogen målbar positiv effekt på antallet af positive tests eller på andre smitteindikatorer, må man nødvendigvis spørge hvad succeskriteriet så er. Regeringen har flere gange givet udtryk for, at når en restriktion efterfølges af faldende smittetal, så er det restriktionen vi skal takke. Men bør den samme målestok ikke gælde for en restriktion som efterfølges af en stigning i smittetallene? Det nytter ikke at regeringen kun henholder sig til smittetallene, når disse støtter regeringens ønskede konklusion. Man hører nogle gange at smittetallene ville være steget endnu mere, hvis det ikke havde været for den og den restriktion. Men det kan aldrig hverken be- eller afkræftes, og med den type argumenter accepterer befolkningen, at vi famler i blinde, når vi skal vurdere effekten af de corona-politiske tiltag.

Det er på tide, at vigtige beslutninger som påvirker danskernes hverdag, træffes på baggrund af fakta, objektive kriterier og gennemsigtighed, frem for frygt og skræmmescenarier. En frygt som allerede har haft voldsomme omkostninger, ikke kun for samfundets økonomi, men også for alvorligt syge, psykisk sårbare, udsatte børn, og hele befolkningen generelt.

Ps. Hvorfor mon ikke den randomiserede undersøgelse af brug af mundbind fra Rigshospitalet fortsat ikke er publiceret? Man må sige, at de data haster at få  offentliggjort. Det er næppe fordi den forskningsmæssige lødighed ikke er tilstrækkelig. Det er rutinerede forskere som står bag. Mit gæt er, at der er gået international politik i sagen, at studiet viser mundbind IKKE har effekt og at forskerne oplever selvsamme censur, som jeg har oplevet de sidste 7 måneder. Mit håb er så, at de finder andre veje til at dele de værdifulde data med befolkningen på. På en uafhængig blog eller platform.