I dag var dagen, hvor Ekstrabladet valgte at smække et dødt barns ansigt på forsiden af bladet. Det døde barns ansigt fyldte hele spisesedlen. Det bør bemærkes, at det hverken var chefredaktørens, redaktørens eller journalistens eget døde barn – det var et dødt syrisk barn. Og dets forældre har vel næppe været der for at tale barnets rettigheder. Måske er de også dræbt. Et er dog sikkert, barnets rettigheder er blevet groft, groft krænket og jeg væmmes. Ikke alene ved Ekstrabladet (det er sket mange gange før og sker helt sikkert igen) – men ligeså meget ved alle de passive vidner. Ikke en eneste af alle mine sociale kontakter – hverken IRL eller på facebook har omtalt dette rædselsfulde og ydmygende overgreb på barnet, dets eftermæle og familie, mens alle har talt om en skide lakridspibe mange havde glemt eksisterer og et EU-forbud som alligevel ikke er et EU-forbud. En ikke-historie. Jeg er vældig foruroliget over, at det er dertil vi er nået i vores forråelse. Det døde barns ansigt rører os ikke, vi ser det måske dårligt, mens en skide lakridspibe får hele landet op på stikkerne.
Ikke alene skulle Ekstrabladet skamme sig ind i helvede – men det lever de af – men det skulle alle os, som gik forbi stort set uden at fortrække en mine og i stedet lod vores hjerter og hoveder fylde af en lakridspibe.
Jeg kan sagtens forstå, at der pågår en grum krig i Syrien uden at se et dødt barns ansigt – og jeg vil gerne minde pressen om og ikke alene Ekstrabladet – at døde mennesker (herunder børn) også har rettigheder. Selv om det ikke er chefredaktørens eget døde barn!