Tidligere prostitueret, Helene, skriver om sin tid som prostitueret og tager afstand fra sin rolle i medierne som ´lykkelig luder´. En rolle hun også indtog i en af Klovn-filmene. Allerede den gang var det jo åbenlyst, at der var tale om en kvinde med store såvel psykiske som misbrugsproblemer. Alligevel blev hun misbrugt – og lod sig misbruge – i debatten om forbud mod købesex. Det er altid godt, når nogen bliver klogere – men det bekræfter jo desværre blot hvad masser af andre ex-ludere har sagt – og hvad talrige undersøgelser har vist. Nemlig at prostitution forbliver et overgreb og resultat af kvinders usle vilkår, herunder ofte cocktail af psykisk sygdom, misbrug af stoffer/alkohol samt manglende alternativer. Samme undersøgelser har også vist, hvor farligt det er for kvinderne – når vi tænker på kønssygdomme, skader, vold, drab for slet ikke at tale om de psykiske konsekvenser.
Debatten har jeg selv taget del i i nu uhyggelig mange år – vel de sidste ti år. Hver gang dukker de samme luderkunder og alfonser op og kommer med det ene elendige argument efter det andet. Det er næsten altid kun mænd, som blander sig, og så enkelte navngivne ludere. Resten af mænd. I bund og grund burde mænd jo holde sig ude af debatten. Det er jo lidt som at debattere lovgivning med gerningsmænd, som gerne vil have lov at slå!
Men rart, at der nu er én mere, som er for forbud mod købesex. Det må da være muligt snart at få samlet et flertal.
Jeg vil citere Helene for det vigtigste i hendes læseværdige kronik:
“Lad os følge Sverige og Frankrigs eksempel og forbyde købesex og give høje og skamfulde bøder til de mænd, der udnytter de unge og forvirrede sjæle og deres tilhørende kroppe.¨
Lad os fortælle dem, at de må finde klør 5 frem i stedet for at bruge kvindekroppen som et hylster, vi kan sætte en pris på og tømme vores frustrationer udi.”
Jeps!