Hvem tænker på barnet?

Aktuelt følger jeg fra sidelinjen mange anmelderes og biografgængeres begejstring for Nils Malmros` film, Sorg & Glæde. Jeg er rystet over den fuldstændig manglende refleksion i forhold til det faktum, at et hjælpeløst barn blev slået ihjel.

Ingen synes at fundere over endsige interessere sig for det barn på ni måneder, som blev slået ihjel. Uden chancen for at flygte, forsvare sig eller råbe om hjælp. Den ultimative farligste alder for et barn at blive slået ihjel i.

Udfra hvad Malmros selv har delt med offentligheden, var hustruen angiveligt psykotisk og fik en behandlingsdom. Nils Malmros, som er læge, vidste, at hustruen ikke tog sin medicin. En i mine øjne skærpende omstændighed. Alligevel var hustruen alene med barnet og formåede at slå det ihjel. Det forbliver uklart, om Nils Malmros blev sigtet som medskyldig. Var det i dag, har jeg en forventning om, at det ville være tilfældet.

Mit hjerte græder for det barn, som blev slået ihjel og som ingen åbenlyst tænker på i dag. Som var det en bagatel. At moderen, der slog barnet ihjel, og faderen der lod hende gøre det, tilgiver hinanden, burde i mine øjne være forblevet en privatsag. Et drab på et hjælpeløst barn forbliver et drab. Også selv om det blev begået af et forældrepar. Selvsamme som om nogen burde have beskyttet barnet. Værnet om det. Ikke mindst faderen med sin faglige indsigt og uden at være psykotisk.

I stedet har Nils Malmros skamridt tragedien og gør et ihærdigt forsøg på ligefrem at høste roser på denne uigenkaldelige ugerning. At Niels Malmros savner en sådan ærekærhed og anstændighed er tankevækkende, men at offentligheden på ingen måde reflekterer over drabet på et hjælpeløst barn er dybt beskæmmende og deprimerende. Eneste trøst er, at jeg kender til mange, som jeg selv, der nægter at se filmen. Men stille protest gør det ikke alene.