Lige nu diskuteres – ikke mindst i Sverige – om kønsmærkning af film skal finde sted. Man kalder det Bechdel-testen. Fordi at kvinder ofte slet ikke indgår i filmen – og gør de er det som staffage (og gerne luder eller madonna). Mange mænd synes – surprise – at det er en elendig idé. Og filmindustrien er præget af mænd – hvor 80% er mænd.
Men jeg synes det er en skøn idé. Jeg har ikke tal på det antal gange, hvor jeg har set en film og taget mig i at tænke ´hvor f…. er kvinderne?´ Udover luderne. Ringenes herre er et godt eksempel, hvor det var medvirkende til, at jeg synes filmene blevet MEGET lange. Også på trods af smukke scener, sjove små hobitter, gollum osv. Og jo – jeg elskede Tolkiens bøger. Sproget, eventyret, universet. Men det ændrer alligevel ikke ved, at jeg savnede kvinder i filmene men også bøgerne.
Faktisk minder det på mange måder om mine rejser til Indien – hvor man også kan færdes flere steder på gader og markeder, hvor det vrimler med mænd og man får tanken, at de har udryddet kvinderne. Det har de ikke (for det meste) – bare gemt os af vejen! Ligesom i mange film. Det er ikke rimeligt. Hverken i samfundet eller på film.
Så jo tak – giv os gerne en kønsmærkning – og så kan vi selv vælge derefter. Jeg vil helt sikkert fravælge mange film, hvis jeg på forhånd vidste, at de ikke bestod testen. Hvorfor dog spilde sin tid? Vi er immervæk halvdelen af befolkningen. Og jo – kvinder og mænd er IKKE ens. Tænker ikke ens.
Cirka 90% af mine læsere af Anna Storm- krimierne er kvinder. På trods af at der er mange mænd med i bøgerne. Hvorfor? Det er meget simpelt – det er et kvindeunivers og bøgerne tager primært udgangspunkt i ting, som særligt interesserer os kvinder. Sådan er det – og det vedkender jeg mig gerne. Måske mange mandlige forfattere skulle gøre det samme.
http://politiken.dk/kultur/film/ECE2126334/biografchef-god-id-at-koensmaerke-film/