Der er fokus på lægers adfærd på FB – og den lukkede lægegruppe med 11.000 medlemmer. Så lukket er jo et relativt begreb.

Jeg er ikke med i gruppen. Det er flere år siden jeg meldte mig ud af gruppen efter at en mandlig kollega havde lagt et billede op af en nøgen kvinde på et operationsleje, hvor hun på den ene balde havde aftegningen af en hånd, som havde hun fået et hårdt klask. Det billede fandt mange rigtigt sjovt. Jeg fandt det intimiderende og udtryk for kvindehad samt legitimering af vold mod kvinder. Den dag i dag er jeg både rystet over at billedet blev lagt op men også at det fik lov til at blive stående og det var mig, som åbenlyst var ´hysterisk´ for nu at holde fast i mange mænds retorik.

Debatten er vigtig og den kaster desværre en mørk skygge hen over os læger. For det ER uanstændigt at drøfte patienter i en sådan gruppe. Det ER uanstændigt at tale grimt om andre – også kollegaer.

Det er en klassisk sag om god net-opførsel. Eller manglen på samme.

Det der bekymrer mig mest er den dårlige selvjustits. Et er at enkelte læger føler sig kaldet til at opføre sig respektløst ifht patienter og kollegaer – men det burde få ikke mindst administrator til at gribe ind. Omgående. Og til at kollegaer tager afstand og buh´er vedkommende ud.

Det var desværre ikke mine egne erfaringer – men jeg håber diskussionen får rusket op i gruppen og sat anstændigheden i højsæde. Plus jeg forventer, at Styrelsen for Patientsikkerhed går ind i sagen ifht disse alvorlige brist omkring lægers tavshedspligt.

I dagens satireprogram ”Den korte radioavis” tog vi lidt gas på sagen og Dr. Manniche havde skrevet om Kisser. Jeg var selv ved at flække af grin – og husk det var satire og det ER en meget alvorlig sag.