Disclaimer – jeg bruger ikke selv fitness-centre. Jeg holder mig til tennis, havsvømning og løb.
800.000 andre er tilmeldt landets fitnesscentre. Og de lider! Altså medlemmerne (helt sikkert også fitnesscentrene).
Den anden dag talte jeg med en 68-årig normalt veltrænet mand, som jeg godt kunne se var blevet lidt mindre muskuløs. Mere spinkel at se på. Vi var ikke 2 minutter henne i samtalen, før han klagede over, hvordan han de sidste 10 uger var kommet til at føle sig gammel. “Hvorfor?”, spurgte jeg, hvortil han svarede, at det skyldtes hans manglende fitness 3 gange ugentligt. Nu knagede hans led og musklerne svandt ind.
Jeg rystede opgivende på hovedet. Det er jo en skændsel. Tilsvarende historie har jeg hørt nu fra rigtig, rigtig mange. Mennesker med dårlige knæ, dårlige rygge, forhøjet blodtryk. Mennesker som gør det vi læger har tudet dem ørerne fulde med – nemlig passer på sig selv, motionerer og holder sig aktiv. Så BUM – en coronafrygt og det er fuldstændig glemt. Ja nu må de intet. Det er jo vanvittigt. Jeg må atter knibe mig i armen for at forsikre mig selv om, at det her ikke er et mareridt vi alle kan vågne op fra.
Findes der så videnskabelig dokumentation for at netop fitnesscentre skal holde lukket? Og forblive lukket nu udbruddet for praktiske gøremål er væk? NEJ – nej og atter nej. Der findes IKKE en sådan videnskabelig dokumentation. Fitness-centrene kan iøvrigt uden problemer steppe op på hygiejnen, hvad de også har tilbudt mange gange at gøre, plus skabe lidt større afstand mellem maskinerne. Hvis det endelig var det. Uden problemer.
Kan de så ikke bare lave anden motion?, spørger nogen om. Øhhh – nej da. Hvis jeg ikke kunne svømme i havet eller spille tennis, sidstnævnte har jeg gjort i størstedelen af mit liv (fra jeg var 11 år), ja, så kan jeg da ikke bare på få uger skifte over til en helt anden sport. Og endnu mindre når alt som nu er lukket og har været lukket.
Nedlukning af fitnesscentrene – og manglende vilje til at åbne dem straks – har alvorlige konsekvenser for folkesundheden og rigtig mange menneskers livskvalitet, bevægelighed, håndtering af fx ryg- og skuldersmerter osv. Så nedlukningen har direkte og meget stor negativ indvirkning på folks helbred og ikke mindst arbejdsevne (og arbejdsglæde).
Manglende åbning af fitness-centrene er del af samme kontrol-syndrom som landets statsminister er præget af. Helt uden sundhedsfaglig belæg – og da slet ikke nu hvor praktisk talt ingen er smittet og ej heller bliver smittet nu. Og nej – 2. bølger kommer IKKE nu. Af alle de grunde jeg tidligere nævnt – og mest af alt foråret og sæsonen.
Ps. – næste gang vi får et Covid19-udbrud SKAL det håndteres helt anderledes og selvfølgelig uden nedlukning af landet – herunder fitnesscentrene.