Dagligt taler jeg jo med mange af mine kollegaer. Nogle tilhører mit “corona-netværk” og andre taler jeg mere sporadisk med.
Igår talte jeg med en lægekollega, som har en stor praksis og tilser to plejehjem. “Må ældre slet ikke dø mere?” var hans lakoniske spørgsmål.
Min kollega fortalte, at cirka 80% af de ældre på hans to plejehjem ikke ønskede genoplivning eller indlæggelse ved sygdom. De er ved at tage afsked med livet.
Hans vurdering og kommentar ramte en nerve hos mig.
Det er 11 år siden, at min elskede mor døde i en alder af 81 år. De sidste måneder blev hun tiltagende dårlig og den sidste tid var hun på aflastningsplads. Hun hang fast i livet med næb og klør, selv om hun for hver dag der gik blev dårligere og dårligere. Til sidst var livet ikke værdigt længere, men for ikke mindst mig var tabet så stort, at min mor kæmpede og reelt ikke fik lov til at give slip. Før det var uundgåeligt. Men det var ikke for hendes egen skyld, at hun ikke tidligere gav slip. Det var for min og vores skyld. Fordi både hun og jeg vidste, at min verden ville bryde sammen ved tabet af hende. Hvad den også gjorde. Men det ændrer jo desværre ikke ved, at det VAR tid for hende til at tage afsked med livet. Tid til at drage afsted. Der var ikke mere at gøre.
Jeg kan fortsat ikke se billeder af min mor uden at bryde sammen i gråd. Jeg begynder også at græde, når jeg hører om ældre, som dør alene på plejehjemmene og ikke må se deres børn, børnebørn osv. Det er så grufuldt og umenneskeligt. Havde det været nu, at min mor gennemgik den sidste levetid, havde jeg kæmpet mig vej frem til hende og det var endt i håndgemæng, hvis jeg var blevet holdt fysisk væk fra hende. Såvel i plejen som på sygehuset. Den sorg og belastning slap jeg heldigvis for og min mor slap for at være ensom og føle sig forladt den sidste levetid. Men så heldig har mange plejehjemsbeboere IKKE været og er det fortsat ikke. Det er så tragisk at tænke på og jeg bliver utilpas ved tanken.
Når vi falder bagover ved opgørelser over, at plejehjemsbeboere dør (MED corona) – så skal vi lige stoppe op og fjerne os fra skrivebordet. De ældre er nemlig ikke bare tal eller som Mette Frederiksen siger “Et dødsfald er et for mange”. Det er jo løgn! Det er jo bluf og farlig snak. For der er mennesker, som er et sted i livet, hvor de gerne vil herfra. Hvor de har smerter, er dødeligt syge, er ældgamle osv – og ligefrem ønsker at få fred! De er mæt af dage!
Sådan er virkeligheden og har intet med Mette Frederiksens ignorante corona-gyser at gøre.
De mennesker – og typisk ældre og meget alvorligt syge – de har krav på at kunne være sammen med deres kære den sidste tid. Dem ALLESAMMEN. De har krav på at få en værdig afsked med livet. At blive holdt i hånden. Få knus og kys. Blive sunget, talt og læst til. Alt det som gør en afsked med livet værdigt.
Jeg er glad for mine kloge kollegaer – omend jeg ville ønske, at flere af dem stod frem med deres vigtige pointer. Og jeg ved, at rigtig mange (af dem som har sat sig ind i fakta) er enig i mine betragtninger. De tør bare ikke stå offentligt frem, fordi de frygter sanktioner. Og det med rette.
Hvis mange lægekollegaer mente det modsatte af mig og læste fakta anderledes, så ville de ikke holde sig tilbage med at fortælle det offentligt. Så ville de jo bakke regeringens frygt-narrativ op. Men det gør de IKKE. Fraset de “tosser” som agerer regeringens lakajer og alarmister. Dem gider vi ikke forholde os til. De er udenfor rækkevidde. Bogstaveligt talt.
https://forlagetliva.dk/de-sidste-levedogn.html?SID=pqguskubs9ub96853qkhhu2req
