Maske – eller mundbindsstudiet – fra Rigshospitalet afventer ifølge en af forskerne, Thomas Lars Benfield, et modigt tidsskrift. Se billedet som stammer fra Alex Brensons twitter. Det betyder uden tvivl, at studiet viser at mundbind IKKE har nogen beskyttende effekt ifht COVID-19. Det regnede jeg også med blev resultatet. På trods af at landet – og store dele af verden – går rundt med et tåbeligt engangs-mundbind fuld af skidt, skrammel og lortebakterier (ja, det hedder coli-bakterier på godt dansk).

Det er decideret skræmmende. Nemlig at mindst fire af verdens førende medicinske tidsskrifter IKKE har fuldt almindelig god forskningspraksis, men i stedet ladet politik styre deres afgørelser. Intet andet. Jeg vil meget gerne se korrespondancen med NEJM (New England Journal of Medicine), JAMA, Lancet og BMJ. Bare for at starte et sted. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at afslagene har været useriøse og intet har at gøre med forskningens lødighed. Men alene politik og censur.

Havde det randomiserede forsøg med 6000 mennesker mod forventning vist, at mundbind beskyttede mod COVID-19, ja, så havde forskerne også været tvunget til ud fra forskningsetiske regler at kontakte dem, som ikke brugte mundbind. For at sige, at de skulle bruge mundbind. Men de er selvfølgelig ikke blevet kontaktet. For det virker nemlig ikke!

Det er uhyggelig censur – også i den “uafhængige” forskningsverden. Men det undrer mig ikke. Jeg har selv savnet samme mod fra danske medier og mærket en voldsom censur de sidste 8 måneder – og gør det fortsat. Så jeg kender censurens væsen. Hvad angår masker forsøgte en dygtig statistiker og jeg for nylig at få et læserbrev bragt i alle landets store aviser, hvor vi med tallene meget tydeligt viser, at smitten steg EFTER at mundbind blev indført. Ingen af de danske aviser var modige nok til at bringe vores læserbrev.

Det må være årets citat ” As soon as a journal is brave enough to accept the paper”.

Det er ikke kun danske medier – men også medicinske tidsskrifter – som savner det nødvendige mod og skal skamme sig over den voldsomme censur, som er og bliver udøvet overfor COVID-19 kritiske røster. Det må snart høre op.