En mand har på bestialsk vis dræbt sine to børn. Igen igen må man sige, hvor fædre (og retfærdigvis enkelte gange mødre) dræber deres børn. Det er så grufuldt og hæsligt en gerning som der ikke findes nogen undskyldning for. Ganske enkelt.

Jeg er træt af mediernes eufemismer med ´familietragedie´ osv. Ja, det er en tragedie men det er mest af alt overlagt massemord. På to hjælpeløse børn. Intet mindre. Og det skal ses som overlagt massemord. Reel nedslagtning. Disse ord kunne pressen på passende vis bruge. For det er reelt hvad det er.

Hvad der dernæst er interessant (og skræmmende) er, hvad der er gået forud. Hvor mange, som har været bekendt med at børnene var i en overhængende fare? Og sidder nu og skammer sig? Udover selvfølgelig moren, som jeg er helt sikker på frygtede det værste.

Men der må være pædagoger, sagsbehandlere, læger, sundhedsplejersker osv – som har kendt til den tikkende bombe. Manden har efter al sandsynlighed også tidligere udøvet voldelige handlinger – som tævet exkonen. Måske også børnene. Kort sagt der har været en masse faresignaler, som blev overhørt. Havde hver især turdet se disse faresignaler og ikke mindst fulgt deres udvidede underretningspligt er jeg 200% sikker på, at det aldrig var sket.

Betvivler du mine ord? Så vis mig hele sagen – og jeg skal fortælle hvor det IGEN gik galt og hvor man skulle have handlet helt anderledes. Og to stakkels, stakkels, små og uskyldige børn kunne have været i live idag og set frem til et langt, godt liv.

Det er slet ikke til at bære.