Som jeg skrev (og sagde) da debatten om nethad og netpoliti rasede, så bevæger nethads-tsunamien sig videre. Den ene dag går det ud over mig, den anden dig og den tredje den unge afdøde politimands eftermæle og hans pårørende.

Så at Ekstrabladet den anden dag gjorde det, som jeg truede med – offentliggjorde nogle navne på nogle af de hadske mænd, som på en lige så hadsk FB-gruppe havde svinet en ung afdød politibetjent til. Det er så ækelt som noget kan være. Dels selve dette gyselige nethad, som da helt tilfældigt rammer en tilfældig afdød politimand og ikke mindst hans sørgende efterladte. Det er så grumt og grimt. Men det er også ækelt, at der tilsyneladende findes flere FB-grupper, hvis eneste formål er at chikanere og hate fx politiet (og mange andre).

Tak til Ekstrabladet for at udstille de onde mænd, som havde skrevet så grimt og skændet den døde politimand. Disse mænd har jo nogle navne, som de højst sandsynligt er alene om at have – så hvad mon deres koner, kollegaer, venner, naboer og familie mon tænker om dem? Nu de er blevet udstillet for os alle. Det er præcis den sociale kontrol vi skal have på banen (udover netpoliti). Et netværk som IKKE påskønner nethadet. Et netværk som retmæssigt spørger “hvad f…. har du gang i?” Et netværk hvor arbejdsgiveren trækker i nødbremsen. Konen gør, moren gør osv.

Min opfordring er at politikere fortsat kigger på et netpoliti – og at vi andre imens kommenterer og tager afstand til hadske kommentarer, anmelder til administratoren på den enkelte fb-gruppe/tråd samt anmelder til FB for chikane. Vi har alle et ansvar for at få luget nettet og ikke mindst FB ud for hadske, nedsættende og injurierende kommentarer. Og det kan sagtens lade sig gøre! Og så stop med at like andres hadske kommentarer. For så er du rigtig, rigtig tarvelig (husk også at vi andre ser hvor tarvelig du er).

Skriv om og til andre – som du gerne vil have de skal skrive om og til dig (eller dine).