Jeg har mange titler – og nogle af dem er blevet givet mig gennem årene efter grov grov netchikane. De er ikke værd at gentage – men jeg må desværre erkende, at nethadet gennem de seneste år har nået helt nye højder og jeg er i dag blot en af tusinde som udsættes for netop netchikane. Det er en ringe trøst, at vi nu er mange, som udsættes herfor. Og umådelig ækelt og tarveligt.

Helt almindelige mennesker sidder bag deres helt almindelige computere og spyr omkring sig med giftigheder, chikane, trusler og alt muligt PIS. Ekstrem hadefuld retorik. Helt uden konsekvenser. Sidstnævtne er vi nødt til at få ændret. NU!

Vi har netop været vidne til Fie Laursens selvmordsbrev på instagram. Det har fået ikke mindst den nye børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil til at efterlyse klarere regler ifht presseetiske regler ved fx instagram. Og det er helt fint. Men det fjerner jo ikke årsagen til selvmordsforsøget.

Så lad os lige dvæle ved nethadet. For det at blive lagt for had i den grad, som ikke mindst Fie Laursen er blevet gennem mange år, sætter sine tydelige spor. Mejsler sig fast i sjælen på den angrebne. Digital chikane og digital mobning har uden tvivl et medansvar ved selvmord og selvmordsønsker. Ikke mindst hvis man i forvejen er sårbar.

Så lad os kigge på årsagerne til selvmordsforsøg og selvmord når unge (og gamle) influencers begår selvmord eller forsøger. Og lad os kigge på nethadet.

Nethad skal have konsekvenser. Jeg så gerne et netpoliti – så hvis (og når) nogen sendte en hadefuld/truende/chikanerende kommentar til en anden person, så var der omgående afregning. Fx 100 kr til den forulempede og 20 kr til netpolitiet. Omgående. Og ved flere forseelser strafferetslig forfølgelse. Gerne med mulig fængsel i sværere og gentagne tilfælde.

Vi er simpelthen nødt til at få stoppet nethadet – vi er nødt til at få stoppet den digitale chikane og grove mobning. Selvmord er selvfølgelig yderpunktet – men defamering, chikane og mobning har også betydning for livskvalitet, humør, fysisk og psykisk trivsel samt ansættelsesmæssige forhold. Netchikanen fører et slimspor med sig af dårligdomme, rædsler og mulig død.

Det SKAL stoppes! Lad os få et netpoliti. Hvad venter politikerne på?

Alle jer der fortsat sender hadefulde beskeder – jeres navne (email og IP-adresser) gemmes – men I kommer ikke til orde her. Men glæd jer til at se jeres navne blive offentliggjort – for jeg har fået nok af jeres perfide, ondskabsfulde og til tider truende beskeder. Nok er nok!