Der er mange måder at få ´nye venner´ på eller for den sags skyld blive mindet om ´gamle fjender´. Det sidste kan man hurtigt blive træt af.
Lige nu bruger ikke mindst – eller næsten udelukkende – en del mænd krudt på at diskutere mit tidligere indlæg om forholdene i Indien. Nu er det som mangeårig kvindelig (!) blogger ikke nyt for mig, at nogle diskussioner gør mænd særligt aggressive og ubehagelige. Jeg havde så kortvarigt glemt, hvad kritik af pornoen kan medføre af hån,trusler, had og chikane. Ikke alene fra hashvrag og forsmåede komikere, men også fra andre mænd. Det bliver så umådeligt trættende! Også selv om man som mig kan de fleste frække ord uden at rødme
Læs mit blogindlæg igen. At det er farligt for kvinder at opholde sig visse steder i Indien (som mange andre steder i verden) er der ikke noget nyt i. Det nye er, at vi internationalt begynder at forholde os til det. Tage vores forholdsregler og ikke mindst analysere kvinders forhold i Indien. Altsammen i håbet om at kunne bedre deres vilkår. Kvinders vilkår i det hele taget.
I sagen om Indien skal man særligt forstå kvinders vilkår i Indien. Og de er ringe. Har man ikke forståelse for den del, er man nødt til at sætte sig ind i sagen. Læse om Indien. Rejse til Indien. Det er en meget væsentlig del af problemet og dermed også, at man udsætter kvinder for de krænkelser vi de seneste år har været vidne til – men også at det overhovedet kan lade sig gøre, uden at politiet griber ind i tilstrækkelig grad. Så kvinders vilkår er hele omdrejningspunktet.
At en cocktail med primitive mænd, fri porno og ikke mindst stadig stigende grænsesøgende porno (hvor et knald tilsyneladende ikke længere er ophidsende nok, men nu skal være i alle ledige huller og fortsat mere og mere ekstremt), alkohol/rusmidler, motorcykel fremfor gåben samt ikke mindst kniv/revolver fremfor kæp, er farlig for kvinder i mørke stræder og gyder er vel ikke nyt for ret mange. Til dem det måtte være nyt for – må jeg komme med et godt råd – ryg lidt mindre hash, sæt dig ind i samfundsmæssige forhold og ja, tør jeg sige det, brug mindre tid på porno samt find en kvinde (eller mand) der gider at have sex med dig i stedet for. Og jo – surprise – sidstnævnte kræver venlighed, empati, høflighed og hensyntagen. Det er åbenlyst store krav at stille. Når jeg læser nogle af de beskeder jeg får fra udelukkende mænd – og også nogle af dem der poster alt muligt chikane i eget navn – kan jeg godt blive meget bekymret for hvilken retning kvinders vilkår også herhjemme går. Magen til aggressioner og offentlig mobning fra mænd, skal man lede længe efter – og det synes jeg er uhyggeligt bekymrende for ikke alene de kvinder som selvsamme mænd omgives af, deres døtre, søstre, koner osv – men også for os kvinder og samfundet i det hele taget. Det er lige før, at jeg tænker, at vi også her i landet med fordel kunne begrænse adgangen til porno. Men det nøjes jeg med at tænke :-).