Selvfølgelig spiller kosten en rolle – også ved psoriasis

Den første, som rækker poten i vejret og siger kosten IKKE betyder noget ved psoriasis er næsten dummere end loven tillader… Helt ærligt. Er der nogen, som IKKE har erkendt, at kosten spiller en væsentlig rolle ved rigtig mange sygdomme – ikke mindst hudsygdomme? Faktisk bliver jeg rystet over, at det overhovedet står til diskussion.

Vores datter, Mai, har psoriasis. Min mand, som er professor og hjertelæge, har i mange år forsket i psoriasis, så vi har af gode grunde fulgt forskningen på dette område i mange år. Samt ikke mindst holdt vældig øje med Mai´s psoriasis. Hvad der forværrer den – og hvad der gør den bedre. Vi er meget glade for, at hun holder sig sund og slank, motionerer dagligt, helt undgår alkohol, ikke ryger, tager D-vitamintilskud samt undgår gluten og sukker.

Jeg vil nedenfor gennemgå et lille udsnit af forskningen – for lægfok. Fagfolk ville jeg forvente, at man satte sig godt ind i litteraturen, inden at man udtalte sig så bastant (og ignorant). Men måske kræver en sådan særlig interesse for kosten (som industrien ikke financierer forskning i særligt ofte), at man ikke alene er fag-m/k, men at man også har det personlige drive, fx et ønske om at ens barn er så lidt generet af sin hudsygdom som muligt!

Det er velbeskrevet i forskningen, at ikke mindst alkohol forværrer psoriasis. Det forværrer i det hele taget stort set alle hudsygdomme. Men mange studier peger på det samme ifht. en del andre ting i kosten, fx D-vitamintilskud og fiskeolie (1). Nyere forskning peger desuden på, at glutenfri diæt kan have betydning (2) – hvilket også er vores erfaringer med Mai. At der er en klar sammenhæng mellem overvægt og sværhedsgrad af psoriasis er også velkendt viden (3), ligesom vægttab ser ud til at kunne forbedre psoriasis (4).

Senest har forskning i dyremodeller vist at syntetisk vanilie (vanillin) kan have positiv virkning på psoriasis (5), at saltindtagelse kan stimulere den del af immunsystemet, som er involveret i psoriasis (6), samt at fedtrig kost ændrer på hudens fedtindhold og bakterierne på huden (7) – altsammen noget som antages at spille en rolle ved psoriasis. I det hele taget er der i disse år kommet øget fokus på betydningen af kosten, samt kostens samspil med bakterier i mave-tarmkanalen, for en lang række sygdomme, også fx åreforkalkning og sukkersyge, aldringsprocesser mv.

Så jo – der er god grund til at udvælge sig særlige fødevarer, når man har psoriasis, samt ikke mindst at undgå alkohol og holde sig slank. Og til dem der sætter spørgsmålstegn hertil, må jeg sige – spørg dog patienterne og sæt dig ind i den videnskabelige dokumentation. Nu har jeg forhåbentlig hjulpet dig lidt på vej ☺.

1. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28526915
2. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29343966
3. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29252076
4. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23752669
5. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29073354
6. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/?term=salt-responsive+gut+commensal
7. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29248545

Fik du noget ud af artiklen? Jeg bruger med vilje ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur. Så glæder dig til at læse flere indlæg så støt gerne med et mindre beløb fx 5 kr med mobilepay til 40312045 og skriv vib. Tak.