E-reolen – som er bibliotekernes tjeneste med gratis downloads af ebøger og lydbøger bringer netop nu et interview med mig om min indtaling af mine lydbøger – herunder den seneste “Dødvande”

Det har medført, at flere har spurgt til rækkefølgen. Derfor nævner jeg den lige her.

1) Skrøbelige hjerter

2) Det stille barn

3) Den sidste vilje

4) Hjerteløs

5) Udenfor sæsonen

6) Dødvande

 

Man kan sagtens både lytte og læse bøgerne helt uafhængig af hinanden.

Til tider bliver jeg spurgt om hvilken der er min favorit. Den sidste er vel altid den, som er mest present. Men reelt holder jeg lige meget af dem alle.

Hver især repræsenterer bøgerne nogle problemstillinger, som jeg er optaget af – og jeg synes hver enkelt har sit helt eget ´liv´ og bidrag. Udover at være krimier. Så elsker jeg selv figuren Anna Storm – og det gør det jo så meget lettere som forfatter. Jeg elsker at have hende i mit liv. Hun har sine fejl og mangler – men grundkernen er god. Så kæmper hun med kærligheden – men sådan er livet jo.

Jeg har selv indtalt mine krimier – fordi jeg synes det giver mine bøger et personligt touch. Min stemme er karakteristisk og forholdsvis dyb, så den passer fint til lydbøger. Herudover har jeg det sådan, at hvis man vil læse mine bøger, ja, så vil rigtig mange også gerne høre min stemme. Nogen falder ligefrem i søvn til min stemme. Hvis man IKKE vil høre min stemme, vil man nok heller ikke læse mine bøger. Så det går fint hånd i hånd. Jeg glæder mig over alle jer – som meget gerne vil høre min stemme og de mange mails jeg får med spørgsmålet om ´hvornår kommer den næste Anna Storm- krimi?”.

Krimi 7.0 om Anna Storm er i gang – men der er lige to bøger, som skal skrives færdig og står foran krimien i køen. Plottet er på plads – og det er meget spændende! Nu skal bogen så skrives færdig og det kan tage lidt tid endnu. Du kan jo så bruge ventetiden på at få læst eller lyttet til de andre 6 krimier :-).

God  læse- eller lyttelyst <3. Og tak for jeres mails og mange fine input og tilbagemeldinger.