Synnøve Søe er her ikke mere. Jeg ville gerne skrive at hun fik fred – men reelt ved jeg ikke, hvordan Synnøve har haft det de sidste to år. Jeg ved til gengæld en hel del om, hvordan hun havde det i mange år forud herfor. Og der var hun på mange måder en martret sjæl. Af så mange grunde – og jeg deler ingen patienthemmeligheder, for Synnøve har selv beskrevet meget præcist hvordan hun har haft det gennem sine bøger og interviews gennem tiden.

Synnøve Søe mestrede en skrivekunst, som jeg kun har mødt hos ganske få danske forfattere (indrømmet lige nu kan jeg ikke nævne andre). Hun skrev så hudflettende og ærligt, at det nogle gange var næsten umuligt at læse. Så pinefulde tanker, så pinefulde liv at man til tider blev fysisk utilpas. Fordi hun skrev med en ærlighed og autencitet, som var nøgen og meget gribende.

Selv udgav jeg Synnøves novellesamling “Når mågerne flyver baglæns´ i 2013. En lille, smuk novellesamling om netop psykisk sygdom. Noveller, hvor Synnøve skrev 18 fine noveller baseret på mennesker, som hun havde mødt – svært psykisk syge – og deres fortællinger. Iblandet en hel del af Synnøves egne fortællinger. Egne dæmoner, sorg, angst, frygt og dystre, dystre tanker.

Jeg var stolt af at udgive hendes novellesamling, fordi hun formåede at beskrive den psykisk syges situation, tanker og liv ikke alene medrivende, men mest af alt med stor indsigt, empati og kærlighed. Selv om flere af novellerne var grufuld læsning, sad jeg også med følelsen af, at det var en bog, som kun Synnøve kunne skrive. Med alt det stof Synnøve nu engang var gjort af og den kundskab hun besad.

Jeg ville ønske, at nogen ikke alene havde hørt Synnøves nødråb men også reageret herpå. Det piner mig at læse, at hun atter var nede i et sort hul, uden at hun fik den hjælp, som hun så desperat havde brug for.

Æret være Synnøves minde. Mine tanker går til Synnøves elskede søn Romeo.