Det engelske prinsepar – William og Kate – har netop fået en søn på 3800 gram. Det er indtil videre det vi kender til den lille fyr. Udover at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at forældrene føler sig lige så lettede, rundtossede, lykkelige, forvirrede, trætte, bekymrede, glade og alt muligt andet, som millioner af nybagte forældre har følt før dem og også i dag selv sidder og føler med deres nyfødte barn i armen. Den følelse er helt ens uanset om man er royal eller ikke-royal. Jeg er heller ikke i tvivl om, at populariteten og opmærksomheden netop afspejler, at mange af os tænker tilbage til, da vi selv var nybagte forældre. Graviditeten, fødslen, den første tid med en lille ny verdensborger og alt det som fulgte.
Hvad er så det bedste råd, at man kan give nybagte forældre? Royale eller ikke royale. Det forbliver i mine øjne meget simpelt – kærlighed. Kærlighed til barnet og kærlighed til hinanden samt familien og nære venner. For kærlighed skal være den redde, som barnet skal ligge i og det som skal sikre barnet op gennem barndommen. Kærlighed og nærvær. Både når livet er let – men også de stunder, hvor det IKKE er let. Så er kærlighed, omsorg og nærvær det som redder barnet igennem. Det er simpelt – og heldigvis noget, som alle forældre har mulighed for at give barnet – uanset deres økonomiske formåen og de rammer, som barnet fødes ind i. Lavpraktisk vil jeg særlig anbefale babytegn. Babytegn kan introduceres gradvist, når barnet er 4-6 måneder gammelt – og dernæst går der ikke lang tid, før barnet selv bruger babytegn og fortæller mor, far og dem omkring det, hvad det har af ønsker.

Hjertelig tillykke til William og Kate – samt alle andre nybagte forældre. Nu begynder et helt nyt liv – og fødslen af et barn er en milepæl, hvor livet aldrig bliver helt det samme men noget helt, helt andet og meget bedre samt rigere. Tillykke!