“Nå, lægen siger til mig, at jeg skal tænke på noget positivt. Andre ville have bedt hende holde mund. Men jeg forsøger at gøre, som hun siger.”

Sådan har Carl Holst udtalt sig om den læge, som hjalp ham ved en bilulykke for 15 år siden. En læge som tilfældigt kom kørende forbi ulykken, holdt ind til siden og hjalp såvel Carl Holst som Falckredderne. Lægen var mig og jeg synes det er en krænkende kommentar.

Jeg har beskrevet en opførsel hos Carl Holst tidligere her på bloggen, som jeg indtil videre har inaktiveret, da jeg er blevet gjort opmærksom på, at det måske kan overskride min tavshedspligt.

Det mener jeg ikke, idet jeg INTET gengiver af de lægelige forhold som jeg var involveret i, men alene anfægter Carl Holsts efterfølgende opførsel, og det er alene denne, som jeg har haft beskrevet.

Men jeg er selvfølgelig nødt til at undersøge, såfremt man mener, at jeg overskrider min tavshedspligt. Det skal jeg i givet fald beklage. Den har jeg ingen interesse i at overskride og mener heller ikke at have gjort.

Jeg var frivillig forbipasserende som hjalp et menneske i nød. Jeg har som sagt intet gengivet vedrørende de lægelige forhold, men alene Carl Holsts opførsel efterfølgende, og hvor min egen involvering var overstået. Således beskrev jeg det som privatperson.

Jeg har valgt at inaktivere indlægget, indtil jeg er 100% sikker på, hvad jeg kan udtale mig om og ikke kan. Det er som sagt alene Carl Holst opførsel, som jeg anfægter. De lægelige forhold forbliver indenfor tavshedspligten og dem deler jeg selvfølgelig ikke med nogen.