Nedenfor kan I læse en kvindes ærlige fortælling. Hun har bedt mig bringe hendes indlæg – og det gør jeg – anonymt. Jeg ved hvem kvinden er – men synes fortællingen er så stærk og sigende, at jeg vælger at bringe den. Jeg får rigtig mange lignende fortællinger og historier. Denne er anonym og det passer fint. Læs og tænk. Er det det Danmark, som du ønsker? Er det solidaritet med de svageste? Mit svar er et rungende NEJ!
Uden mundbind
Om lidt vil jeg dele det dybeste uhyggeligste i mit liv med dig. Jeg vil fortælle sandheden.
Det er ved er være mange uger siden, at nervøsiteten omkring tvungen mundbind, sparkede min dør ind, og satte sig som en ufrivillig gæst i mit sind. Kun med hensigt på at formørke min dag.
Første tur i SuperBrugsen uden mundbind.
Længe inden vi overhovedet er kørt hjemmefra, svinger mit humør så meget, at jeg kan høre min kæreste gentage. Det er okay, jeg elsker dig. Du behøver ikke tage med.
På vej ud af bilen hamrer mit hjerte. Jeg er bange. Fordi lige om lidt, så skal jeg forsvare mig selv.
Hvorfor blev jeg ikke bare hjemme?
Fordi hverken min fortid eller nogle regler, skal bestemme, om jeg skal leve helt hjemme isoleret de næste mange måneder.
Jeg har kørt 100 scenarier igennem mit hoved. Og det jeg ender på er, at jeg siger sandheden, hvis nogen spørger.
Jeg føler mig som jaget vildt allerede på vej ind i Brugsen. Alle kigger.
Jeg har glemt alt hvad jeg skulle handle.
Så jeg tager bare  hvad mine hænder mener de plejer.
Så kommer der en dame. I skal lige komme med mig siger hun. Troskyldigt følger jeg efter. Hvorfor har du ikke mundbind på. Jeg overvejer at fortælle hende sandheden. Men i stedet bliver jeg bange og siger vredt, om det virkelig kan være meningen, at jeg skal stå og dele det mest private i mit liv her mit i Brugsen.
Hun fastholder tavsheden og jeg begynder at græde. Folk kigger.
Har du dokumentation? spørger hun.
Og nej det har jeg ikke. For der er ventetid ved psykologen, så jeg lyver og siger ja.
Resten af handleturen var præget af hjertebanken og ubehag, og mange forfærdede blikke. Og jeg er meget nervøs for at tage afsted igen.
Nu hvor jeg ved, at ingen ved hvem jer er, så skal jeg fortælle dig sandheden.
Igennem mine barndomsår blev jeg igennem sexuelle overgreb fikseret med hovedet. Og meget berørte mit ansigt, særligt omkring min mund, som aldrig skulle have gjort det. Og så meget luft jeg ikke fik i lungerne, da jeg havde brug for det.
Idag panikker jeg, hvis noget dækker mit ansigt, eller min vejrtrækning bliver det mindste besværet. Og det er ikke kun mens det står på. Hvis jeg tager mundbind på, og jeg har prøvet, så er det ikke kun imens. Men bagefter føler jeg mig krænket igen, som om det hele lige er foregået igen. Og det tager ikke kun resten af dagen, før jeg holder op med at ryste indeni.
Det kan godt tage dage, før jeg lander igen.
Og du skal vide, at jeg er ikke den eneste. Vi er mange der har lidt overgreb, som slet ikke kan klare at gå med visir eller mundbind.
Så vil du ikke godt være sød, at lade være med at udskamme nogen. Og lad være med at sige: Tag nu bare det mundbind på! Ingen ved jo hvad der ligger bag. Det er svært nok i forvejen, at skulle gå ind og lade alle se, at der er noget galt med en. At bevæge sig i mistroiske blikke og grimme ord, gør det kun værre.
Vil i ikke nok bare lade os være? Hvis noget, så smil blot. Vi gør jo ikke det her i en ond mening.
Nu har jeg delt et lille fragment, af mit inderste med dig. Vær sød at tænke på det, næste gang du ser en uden mundbind. Og lad være med at udskamme dem. Hverken til deres ansigt eller online. Vi er også helt almindelige mennesker.