Hvem tror du egentlig jeg er? Det spørgsmål rummer både en retmæssig vrede overfor den censur som mailen fra Lars Bach Jørgensen fra TV2 Nyhederne afslører, men det rummer også en reel undren.

Det er nok lettest, at jeg selv fortæller dig det :-).

Jeg har været læge i over 30 år! I stort set hele min lægelige karriere har jeg arbejdet med forebyggelse – både ifht børn, den brede befolkning, ifht raske og ifht allerede syge (forebyggelse af forværring og udvikling). I mange år arbejdede jeg med også sjældne sygdomme, handicap og genetik, og sad da med som ekspert om samme i EU-regi.

Min Ph.d. omhandler en sjælden sygdom (NF1) – og heri har jeg fokus på livsvilkår, sygelighed og risiko herfor. De seneste år har jeg (sammen med min mand som er professor i hjertemedicin) indgået i fodboldstudier af børn med netop fokus på forebyggelsen af livsstilssygdomme.

Så har jeg skrevet vel 35 bøger – primært om netop forebyggende tiltag ifht børn og voksne (herunder søvn). Udover 6 krimier.

I mange år har jeg beskæftiget mig med sygefravær, sygelighed, handicap – og gør det fortsat. Ligesom jeg i stort set hele min lægelige karriere har undervist i mange lægeligt relevante områder – og gør det fortsat.

I mange år har jeg undervist og rådgivet bl.a. dagplejer og dagpasninger i forebyggelsen af smitsomme sygdomme – og gør det fortsat. Det har gjort, jeg helt naturligt har fulgt netop smitsomme sygdommes “liv”, forekomst og udvikling især herhjemme nøje. Plus kender til hudløshed hvad der skal til, for at minimere smitsomme sygdomme, som jo i nogle tilfælde kan koste det lille barn livet!

Således har jeg gennem hele min lægelige karriere været og er afhængig af kunne læse videnskabelig litteratur og tolke denne – for derved at kunne navigere, rådgive, undervise, skrive og formidle disse fund. Det er mange års træning og erfaring.

I mange år har jeg haft tæt og godt samarbejde med pressen – lige indtil 17. marts 2020 – hvorefter jeg blev groft censureret (se anden blog).

Kort sagt – forholdene omkring COVID-19 og håndteringen heraf ifht befolkningen, forebyggelse, kommunikation, nudging osv er præcist det som jeg kan. Det er min kernekompetance. Intet mindre. Det er jo af samme grund, at jeg havde ret fra starten og har haft det hele tiden! Om man vil det eller ej. Af samme grund, at ikke mindst pressen i stedet for at censurere mig, skulle have lyttet til mig for derved at udfordre magthaverne.

Herudover har jeg i hele forløbet haft tæt samspil med ikke alene mit hjertes dygtige professor men også andre dygtige fagfolk og læger med forskellige kompetancer for netop a sikre rette kurs og tolkning. Rigtig mange er dog hunderæd for at stå frem. Jeg forstår dem godt.

Åhh jo – glemte lige – så har jeg i flere år haft en lillebitte rolle som Dr. Manniche i Den korte Radioavis. Fordi jeg ikke alene elsker satire, men også elsker selvironi. Jeg elsker, elsker, elsker et godt grin. Plus jeg kan crawle fra de fleste i åbent hav, men er dårlig til at lave mad…

Så fik vi vist det på plads 🙂