Vibeke Manniche

Vibeke Manniche

“Vibeke Manniche, som er læge, phd, kendes af mange via bøger, TV, aviser, blade og radio…”

Vibeke Manniche blev uddannet som læge januar 1990 ved Københavns Universitet. Hun gennemførte sin turnus på Rigshospitalet. Hun fik derefter ansættelse på Center for Små Handicapgrupper, hvor hun forestod mange beskrivelser af sjældne sygdomme, gennemførte sin Ph.d. samt deltog som ekspert i EU´s udvalg for sjældne sygdomme og var med til at få etableret The Orphan Drug act. Samtidig var Vibeke Manniche formand for flere tekniske arbejdsgrupper under Sundhedsstyrelsen, hvor varetagelsen af behandling og diagnostik af særlige sjældne sygdomme blev aftalt. I samme arbejde blev Klinik for Sjældne Sygdomme på Skejby og Klinik for Sjældne sygdomme på Rigshospitalet etableret.

Dernæst arbejdede Vibeke Manniche i mange år som kommunallæge og var i denne sammenhæng involveret i bl.a. det kommunale beredskab omkring fugleinfluenza og SARS, de lokale sundhedsprofiler, ligesom hun sad med i Det nationale Hygiejneråd under Sundhedsstyrelsen samt arbejdsgrupper omkring “Forebyggende helbredsundersøgelser af børn”. I samme periode deltog Vibeke Manniche som ekspert i arbejdet med Barnets Reform under Socialministeriet. Vibeke Manniche stod i flere år i spidsen for efteruddannelsen af landets kommunallæger, ligesom hun var formand for FAKL (under Lægeforeningen).

Vibeke Manniche var med til at starte sundhed.dk og var lægefaglig rådgiver i hjemmesidens opstartsfase og før den blev overtaget af regionerne. Sundhed.dk blev præcist hvad forventningen var fra starten.

De sidste mange år har Vibeke Manniche arbejdet som lægefaglig konsulent for såvel kommunerne som forsikringsselskaber. Altsammen sager, hvor lægefaglige vurderinger er nødvendige, for at sikre, at borgerens/familiens/kundens sag belyses lægeligt korrekt. En sikring af borgerens/kundens retssikkerhed.

Vibeke Manniche har i stort set hele sin nu over 30-årige karriere undervist,  holdt foredrag og været konferencier. Og gør det fortsat. Altsammen indenfor hendes arbejdsområde, når det gælder fx forebyggelse, folkesundhed, børns sundhed, sygefravær, epidemiologi, smitsomme sygdomme, hygiejne, søvn, fedme, angst, ensomhed, sundhed.dk, digital chikane og meget andet.

Vibeke Manniche har bl.a. skrevet klassikeren Alt om barnet (LIVA), Børns søvn – din lille sovetryne (LIVA), og krimierne om Anna Storm. I slutningen af november 2015 udkom den søvndyssende godnatlæsningsbog “Anna drømmer” både som almindelig bog, e-bog og lydbog. Siden udkom “Emil drømmer” som lydbog – ligesom “Sov godt med Dr.Manniche”

Vibeke Manniche har også skrevet den første emailroman udgivet i Danmark, nemlig “Kære @rvid” (LIVA), romanen “En særlig dag” (LIVA) samt krimierne om Anna Storm ” Skrøbelige hjerter” (2011), ” Det stille barn” (2011), “Den sidste vilje” (2012), “Hjerteløs” (2013), “Udenfor sæsonen” (2015) og “Dødvande” (2018). Krimierne er udkommet som almindelige bøger, e-bøger og lydbøger.

I 2021 udkom “CoROpå – en samtalebog om COVID-19” samt “Sov godt – din vej til bedre søvn”. Begge på LIVA.

Vibeke Manniche kan kontaktes på vibeke@vibekemanniche.dk eller tlf 40312045.

Download pressefoto her