Netop nu er vi tilskuer til, at Nils Malmros deler et mord i familien med offentligheden i hans nye film “Sorg og glæde”. Nemlig hans kones mord på deres fælles barn – et sagsløst 9 måneder gammelt barn. Allerede inden filmen er blevet vist, er den udråbt som et kunstværk. Men hvor er Nils Malmros eget ansvar? For han må da betragtes som værende medansvarlig på mordet på hans eget barn. Ikke mindst hvis man bemærker, hvad han også selv siger i diverse interviews.
Jeg deler ikke begejstringen. Der er tale om et mord i familien. Jeg synes det er respektløst i forhold til det myrdede barn, ligesom jeg savner konens røst. Hende der slog ihjel. Men mest af alt føler jeg, at Malmros slår plat på ikke alene en tragedie men også meget grov ugerning, som involverer ikke alene kvinden, som dræbte et barn, men da bestemt også det barn, som blev slået ihjel.
Jeg er mere end ambivalent over al den ´falden- på- halen´ der er lige nu ifht et ´kunstværk´ osv – hold nu fast – et barn blev slået ihjel! Hans eget! Af hans kone! Børn på netop 9 måneder er sagesløse og den alder, hvor vold mod børn oftest fører til drab. Ganske enkelt fordi at barnet ikke kan beskytte sig. Råbe om hjælp. Løbe væk. Sige det til nogen. Det er meget, meget alvorligt – dybt tragisk ikke mindst for det barn, som fik frarøvet livet – og ja, jeg væmmes her ved og at der ikke er en eneste, som forholder sig kritisk hertil. Desværre. Men det gør jeg så. Jeg tager vold mod børn og ikke mindst drab af børn meget alvorligt. Og gyser ved tanken om, at et mord gøres til ´kunst´ – og endda et levebrød. For det skal vi jo også huske – Malmros tjener reelt på ugerningen, mens han nærmest foretager offentlig skrifte uden at nogen tilsyneladende rynker på panden heraf. Udover mig selv – som så rynker alene.
Hvor er Nils Malmros eget ansvar for mordet? Blev han sigtet som medskyldig. For det må han vel betragtes som at være? Medskyldig. Han vidste jo, at konen var psykotisk. Han burde om nogen have formået at beskytte barnet. Det forbliver uklart om han blev sigtet som medskyldig. Hvilket han jo kan ifølge straffeloven efter undladelsesparagraffen. Og i mine øjne burde være blevet i sin tid.
Jeg er i øvrigt pinligt bevidst om, at denne film kommer til og SKAL skabe debat. Jeg tager barnets røst. Ingen andens. De voksne kan udmærket forsvare sig selv – nu som altid. Ikke mindst de levende! Det kan barnet ikke. Endnu mindre det døde barn! Jeg har også forstået, at konen var psykotisk på daværende tidspunkt. Det gør blot omgivelsernes medansvar endnu større. Herunder farens osv. Nils Malmros har selv valgt at få fokus på denne personlige sag – og derfor skal den også kunne tåle at man diskutere den. Faktum er – hvordan vi vender og drejer det – at et barn på 9 måneder fik frarøvet sit liv. Af den person, som om nogen skulle have beskyttet barnet mod alskens ondskab og ugerninger. Og netop den nærmeste familie, mor, far, stedfar og stedmor ER den største trussel mod børn på 9 måneder, når det gælder vold og mord. Jeg kan i det hele taget være meget chokeret over, at så få rent faktisk tager barnets røst. Det er nu som tidligere ofte en ganske ensom post.
Sidst men ikke mindst – lad mig minde om kravene til debat på denne side. Tag del i debatten og hold jer til emnet. Debatten er uhyre vigtig og jeg håber, at den kan forebygge, at andre børn slås ihjel. At vi tager ansvaret på os – som familie og ikke mindst som samfund.
Bloggen er jo blevet flyttet og i den forbindelse var det desværre ikke muligt at tage kommentarerne med. Det er jeg meget ked af – ikke mindst i denne tråd, da der var mange fine indlæg. Også nogle hvor vi bestemt ikke er enige. Jeg håber, at I tager jer tid til at skrive igen. Vi må gerne være uenige – bare I forholder jer til emnet (og ikke mig). Så vend meget gerne tilbage med jeres kommentarer!
Når jeg læser denne artikkel, http://politiken.dk/ibyen/nyheder/film/ECE2120670/nils-malmros-her-og-nu-var-der-ikke-andet-i-verden-end-at-redde-mariannes-liv/ , så mener jeg helt sikkert Malmros svigter sit ansvar.
Han ved han har en syg kone, som for første gang var hjemme i en weekend.
Han ved at han har en datter som tager afstand fra sin mor og han er ikke helt rolig ved at tage af sted.
Han tænker sågar tanken, at hun ikke må slå datteren ihjel og fjerner en økse, så den er ude af syne.
Det er da fuldstændig uansvarligt at tage væk, og forlede sig på at sviger moderen kommer, og så endda uden at have talt med hende om sine bekymringer, så hun ikke tager hjem igen.
Er det filmen, du har oplysningerne fra?
Helle Thorsted. I et interview for nylig fortæller Nile Malmroes om konens jaloux personlighed. Mon det er jalousi mod datteren, hun blev indlagt for, og endte med at slå ihjel for?
Hvordan ville omgivelserne have reageret dengang, hvis Malmros ikke var berømt instruktør?
Jeg synes, at det er meget påfaldende, at naboer og forældre fra skolen blot et par dage efter mordet på den lille kønne pige, kom til hjemmet og bifaldt barnemorderen og hendes handling.
Jeg bemærker flere ting fra artiklen, der er linket til. At Malmros siger, at datteren ikke var blevet til “nogen” endnu, da hun kun var 9 mdr., Det udsagn forstår jeg ikke, da jeg oplever at et barn er “nogen” lige fra starten af, men det er givet også en måde at trøste sig selv på. Ligesom vi jo også på en måde bilder os selv ind, at når vi som samfund giver tilladelse til en abort helt hen til uge 11+6, at det så ikke er “nogen”, men blot et hylster – et tomt foster, men det embryologiske faktum er vel, at et foster på knap 12 mdr. er fuldt færdig dannet og blot skal vokse sig stort…Men vi danner nogle myter og forestillinger om små fostre og børn, der gør os i stand til at bære en virkelighed, der ellers er for barsk? Altså nu er det ikke fordi jeg vil diskutere fri abort, for det er jo en meget kompleks diskussion, men jeg synes, det er interessant at debattere vores syn på små børn – i fostertilstanden og som spæde. Om vi har brug for at se dem som nogle “ikke-mennesker” endnu – der først bliver til rigtige mennesker, når de bliver “store nok”. Og der hvor jeg vil hen med det er, at der i denne ulykkelige tragedie synes at være så ufatteligt mange serielle svigt, som hver især bidrager til og medfører den totale katastrofe. Der er ikke tale om et enkelt svigt fra en enkeltperson, men om en lang række at bevidste valg og handlinger, der når de lægges sammen kan udløse denne ubærlige tragedie. Der er stort set ingen i barnets omgivelser, som formår at træffe det rigtige valg – for hvis bare en person havde haft det mod eller den indsigt, så ville barnet kunne være reddet. Så hvis man skal drage en konstruktiv pointe ud fra denne films autenicitet, så kunne det jo være, at vi overfører Malmros´ ord om det spæde barn, som ikke endnu værende “nogen” til vores samtids syn på børn – såvel som fostre osv. Ser vi stadig i nogen grad på små børn som nogle ikke helt udfyldte hylstre, hvor personligheden indeni først anerkendes når barnet når nogle variable milepæle – som f.eks. når barnet kan kommunikere via tale, via skrift, via selvkontrol osv?….Jeg tænker bare på, at da Malmros oplever, at nu er hustruens liv i fare, så virker det ud fra artiklen som om, at så reagerer han. Så handler han og indser alvoren og får handlekraft. Men hans bevidsthed har jo også hele tiden på tragisk vis og på en meget spændende vis på et eller andet plan været vidende om den fare som spædbarnet svævede i…men hans handlekraft er minimal. Så ja man kan godt spørge sig selv, om dette så skal ramme familien Malmros som en individuel skyld og skam eller om der også er tale om en kollektiv skyld og en samfundsmæssigt kollektiv mangel på respekt for det hele lille barns ret til at blive betragtet som en “nogen” – som en person der skal tages lige så seriøst som et større barn eller en voksen? Vi udfører både såkaldt tidlige og sene aborter med relativ god samvittighed – føler vi har ret til at standse det tidlige liv, fordi det på en eller anden måde ikke passede ind i en arbitrær kontekst, fordi vi givet har en kollektiv opfattelse af at helt små børn -dvs fostre er tomme hylstre, som vi kan disponere over som vi vil. Ved nogle sene aborter fødes børnene i live – og på nogle sygehuse placeres de i et skyllerum, hvor de så kan ligge alene indtil de til sidst dør af mangle på omsorg – for at undgå at traumatisere forældrene har man nu foreslået at indføre at det store og til dels levedygtige foster i stedet får en sprøjte i hjertet intrauterint, så det med sikkerhed er dødt når den provokerede abort via fødselskanalen er gennemført…Jeg er ikke hverken for eller imod provokeret abort, da emnet er så komplekst og der er så mange gråzoner – moderens rettigheder frem for barnets osv. så det er ikke muligt for mig at hengive mig til et sort- hvidt standpunkt uden at være overfladisk. Men jeg tænker bare på, at når omsorgen for barnet i dette tilfælde svigtede og barnet døde måske fordi det var så lille og forsarsløst – hvad siger det så egentlig om den måde som hele samfundet forholder sig til små børn på – små fostre – som vi relativt ofte aborterer via helt bevidste handlinger – fordi vi tillader os at se på dem som ikke værende “nogen”. Min pointe er, at børn mangler rettigheder i vores samfund – og det gør de forrtsat her i 2013. I dettet tilfælde, hvor barnet dør tragisk via meget alvorlig psykisk sygdom svigter alle – man glemmer barnet. Men hvor ofte sker dette ikke stadig væk i situationer i samfundet, som vi i dag betragter som lovlige, naturlige, tilladte?….
Vil lige tilføje dette: det man kan læse ud fra artiklen foroven er jo, at Malmros fokus netop ikke ligger hos barnet og barnets signaler. Barnet signaler med al tydelighed, at der er noget helt galt, at det er meget utrygt sammen med sin mor, at det kan mærke, at hun ikke kan passe på det. Det registrerer Malmros, men han handler ikke. Han er ikke i stand til at sætte barnets kommunikation i centrum, at se barnets tidlige men faktisk ret tydelige sprog som værende ligeværdigt med et verbalt udsagn fra et ældre barn eller en voksen. Han beskriver et 9 mdrs. barn som i en umoden tilstand af ikke at være “nogen” endnu. Det kan man så tæske ham for, men spørgsmålet er jo, om det ikke blot er ganske almindeligt i vores samfund -stadig væk. At man negligerer små børns udsagn som værende ikke helt valide? Mange moderne familier oplever f.eks. at deres helt små børn protesterer meget voldsomt, når de skal køres ind i en daginstituiton. Barnet siger med hele sit kropssprog og hele sit tidlige sprog, sin gråd, sin mimik, at det ikke er trygt ved at blive forladt hos fremmede, at det ikke føler nok tryghed, men alligevel siger alle eksperter jo faktisk, at det skal forældrene ikke lytte til. De skal IKKE lytte til barnets kommunikation. Den skal overhøres og forældrene skal bruge deres fornuft og selvdisciplin og gå væk. Jeg mener bare, at den forestilling – at man ikke skal tage små børn seriøst – at man ikke skal handle på deres signaler -fordi de voksnes præmisser og scenarier er vigtigst er noget der gennemsyrer hele vores samfund, hele vores forestillingsverden – det er noget fælles og kollektivt selv her 30 år senere. Havde Malmros i stedet haft en forestilling om, at det her spæde barn er en “nogen” og det barnet så tydeligt siger/råber med sit tidlige sprog er noget, der er validt og som fortjener at der lyttes, så var han blevet hjemme og havde givet barnet den tryghed det råbte på – og katastrofen var undgået. Barnet bad om hjælp men blev ikke hørt eller mødt. Men er Malmros ene person skyldig? Eller findes der en fortsat kollektiv skyld i den manglende bevidsthed omkring små børn, deres udsagn og disses validitet?
Jeg har det meget svært ved, at den lille pige bare kan slås ihjel og morderen forgudes og elskes for det.
Jeg synes, at det er kuldegysende, at se en så perfid opførsel.
Der er mig bekendt INTET, der støtter, at manio-depressive slår andre ihjel, p.g.a. deres psykose.
Ja hun har virkelig glorien på hende Vibeke, og får udråbt sig selv til den eneste der tager “vold mod børn alvorligt”. Som om dem der har lavet eller synes filmen er modig, personlig og dybt rørende ikke tager vold mod børn alvorligt! Æh jo! Hun har tydeligvis ikke forstået, eller slet og ret valgt at ignorere, at tragedier og ulykker kan ske i et menneskeliv, som vi ikke selv er herre over! Det er jo ikke sådan at Nils Malmros kone med fuldt overlæg har begået vold og dræbt sit barn ved sine fulde fem. Og Nils Malmros tager skam ansvar, ved blandt andet at have sagt, at hans kone ikke var parat til at være alene med deres datter på det tidspunkt, men han har jo ikke vidst eller troet at noget så frygteligt ville ske! Så var det jo aldrig sket! Der er en dyb respekt både for barnet, deres sorg og skæbne hele vejen rundt! Derudover har de aldrig fået børn siden, de har været for berørte til at ville. Så nej, det kan ikke med rimelighed konkluderes at der ikke er respekt for deres datter eller at “mord gøres til kunst”. De foræller en personlig historie, som berører mange, der ved at livet ikke er så sort og hvidt, som det tydeligvis er i dit univers.
“Malmros og mig”
http://blogs.bt.dk/sorenhoy/2013/11/14/malmros-og-mig/
“Det er jo ikke sådan at Nils Malmros kone med fuldt overlæg har begået vold og dræbt sit barn ved sine fulde fem”,
Hvorfor tror du ikke, hun har det, Majbritt Knudsen?
En så jaloux personage, som han beskriver hende og Nils Malmros bliver med hende efter mordet?
For mig at se, tegner der sig et billede, der kan tangere mistanken om en psykopatisk personlighed og hendes magt over den Stockholmsyndromske Malmros.
Deres sorg??. Blive sammen med en barnemorder? Hun føler ingen skyld. Han siger, han har hele skylden. Hun er en engel. Hun er køn, siger han.
Stockholm syndrom i en ultimativ grad i en perfid relation.
Jeg er meget overbevist om, at den leflen for ham/hende og deres perfide forhold skyldes ene og alene, at han er berømt. Holdningsløst, at sleske sig til stjernestøv.
Det var nok ikke sådan, hvis det var et kontanthjælpspar på Lolland.
Forhåbentlig ikke, vil jeg sige. For det er da skræmmende for børn, hvis omgivelserne synes sådan om børns voldsmænd.
Min oprigtige menig er, at det er dybt perfidt, og en modbydelighed overfor deres lille offer, at have nogen som helst sympati for det par afskyelige personager og deres uhyggelige medløbere.
Jeg synes det er dybt dybt tragisk.
Har netop googlet en masse og fandt så frem til denne blog. Netop fordi jeg undrede mig over manglen på reaktion. Undrede mig over de bare kan det her og hun overhovedet ville bryde sig om, at få alt det frem på lærred. Bryde sig om at mange flere mennesker, nu ville få viden om den tragiske ulykke.
Måske det er deres måde at lette sindet på.
Jeg kan slet ikke holde ud, når jeg læser eller hører om overgreb, vold og mord på børn. Jeg bliver fuldstændig ramt i lang tid efter. Det bringer følelser op, der på ingen måde kan sammenlignes.
Jeg tror ikke jeg vil kunne se denne film her.
Kunst eller ej. Det ville være for hård en oplevelse for mig, at komme igennem. Netop fordi jeg jo bliver mindet om, at den slags forfærdelige ting sker – og nej, det betyder ikke jeg hellere vil se den anden vej. Bestemt ikke. Ville bare naivt ønske verden ikke var sådan.
Det er måske det eneste sted, hvor jeg kan se filmen med et godt budskab; det sætter fokus. Skaber opmærksomhed. Vi mennesker er jo blandt hinanden. Ofte er det jo det der gør, at folk opdager når noget er galt. At nogen ikke har det godt. Netop dette kan måske redde børn fra så tragiske slutninger.
Det håber jeg filmen vil skabe – opmærksomhed. For nu er den her!
Men jeg har svært ved at han ville skabe den ud fra en kærlighedshistorie. Jeg synes det er ulykkeligt.
“There but for the grace of God go I”. Forfærdelig familietragedie. Synes det er svært at fordømme den ene eller den anden, men selvfølgelig er hjertet knuget for barnet, som ikke havde en chance. Tænker også at familien blev svigtet. Ville de mon ikke have været bedre stillet, hvis de havde været en socialt belastet familie i en forstad til Århus? Så er det ikke sikkert moderen havde fået lov til at komme på weekend. Nu er det en familie fra den bedre middelklasse, og så er det måske som om hendes psykose ikke er så alvorlig? Ved det ikke, og vil ikke kaste nogen sten.
Anette Jensen, jeg tror slet ikke på, at hun var psykotisk. Hun var fuldt bevidst om sin handling og beskriver den jo og også hvorfor. Hendes bevæggrund var hendes sygelige jalousi.
Jeg synes, at han er enormt perfid og foragtelig at blive sammen med sådan en afskyelig personage.
Og omgivelsernes leflen for et morderpar er kvalmende og skræmmende.
Lad os lige høre:
http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2011/08/15/140559.htm
Ville I ikke sige, at både far og mor er psykopater, hvis mor bliver sammen med den far og ÆÆÆÆLSKER ham og laver en KÆRLIGHEDSFILM om HAM og mordet.
Har nogle folk mistet besindelsen??
Kan der virkelig være een eneste person i Danmark, der ikke hader det perverse morderpar og forbander dem langt ned i helvede og tager 1000 % afstand fra deres svinske handlinger og modbydelige personligheder??
Så må jeg advare ordentlige mennesker, at ikke opholde sig i Danmark.
Der er noget galt i hovedet på nogen i Danmark, når det drejer sig om en forælders rå og brutale vold og ondskab imod små børn.
http://www.tv2oj.dk/artikel/190766:Oestjylland–Dokumentar–Det-Hemmelige-Netvaerk
Monica, jeg ser motivet er, at immunisere. Vænne folk til det grove og uacceptable. Afstumpe. Manipulere vold og mord ind i underbevidstheden, og glorificere det, så der gøres mere og mere plads til at begå grovere og grovere forbrydelser med andres støtte og forsvar og endda medvirken.
Det er en psykopatisk bevidst måde at begå en kollektiv nedbrydning af folks sind.
Som psykopater jo gør og opnår deres målgruppes Stockholmsyndrom.
http://www.bt.dk/danmark/malmros-mirakel-elever-oenskede-hustru-tilbage-efter-barnedrab
Og hjernevasken fortsætter. Massiv hypnose fremstød. De har virkelig et politisk motiv med det her. Gøre børn til ting, som man kan skænde, som mænd kan slæbe grædende væk fra sin mor til weekend bol, og myrde og lokalområdet skal bifalde og applauderer.
Herre milde, hvor er det på tide, at slå i bordet, så folk vågner af trancen!!
Han har INGEN tøj PÅ!!! Ham Malmros. Han er en foragtelig perfid satan, der arbejder målrettet på at sætte en epidemi igang imod børns retssikkerhed og sikkerhed.
1.deres forhold er bundet af fælles skyld, 2 han nævner selv sublimering, 3. Han har fundet sit livs lolitafigur!
Måske er det svinsk, måske er det tilgiveligt, måske er det spekulation, at lave filmen?! Jeg synes ikke filmen er god. Jeg så ingen fantastiske spillepræstationer, alt virkede krampagtigt og dermed ligegyldigt! Og det er sq da frygteligt,
Kritikken af Malmros og hans film med Johannes som sit alter ego har faktisk rystet mig. Filmen er efter min overbevisning et stort kunstværk med et almentgyldigt emne om kærlighedens store udfordring med hjerteskærende skuespilpræstationer. Stor ros til Malmros, som er så modig at formidle en personlig tragedie gennem en film, hvorved han bryder det nok mest tabuerede emne at slå sit barn ihjel. Forstår ikke rigtig Manniches fordømmelse af handlingen… Det er jo ikke en sund og rask mor, der står sit barn ihjel, men en depressiv kvinde, der i et øjebliks sindssyge kommer til at begå en forbrydelse med fatale konsekvenser for barnets, sit eget og sin mands liv. Derfor mener jeg som Malmros, at kvinden ingen skyld har… På lignende vis kommer en kvinde ramt af fødselsdepression også til at svigte sit barn mentalt i den tidlige tilknytningsperiode… endda med mulighed for alvorlige konsekvenser, hvis der ikke er en nærværende far eller anden person til at tage over.
Stor respekt for at Malmros står frem i offentligheden og har givet så mange interviews, hvor han forsøger at svare på Johannes´ vegne, men alligevel bliver afkrævet en personlig stillingtagen. Det er stort og modigt gjort. Han risikerer kritik som her på siden, men bidrager i høj grad til at nedbryde tabuer ift. psykisk sygdom.
Med hensyn til Malmros´ medansvar for tragedien, så mener jeg, han i høj grad påpeger dette i filmen. Johannes bruger tid på både film og foredrag, for at overleve og ikke synke ned i hustruens depression. Han tager væk i tillid til, at svigermoderen ser efter hustruen og barnet og viser dem den tillid i en god hensigt. Psykisk sygdom er ganske uforudsigelig, og vi kan alle gå rundt med bange anelser og kan umuligt handle på dem alle. Psykiatrisk Hospital i Risskov tillader Signe at tage på weekend, også i tillid til, at hun langsomt er på vej tilbage til livet igen…
Malmros fik opbakning af både forældre og ledelse på hustruens skole. Som andre her på siden mener jeg ikke, at denne forstående og menneskekærlige handling har noget som helst med hans identitet som kendt filminstruktør at gøre. Vi mennesker kan sagtens se igennem titler og offentlig anerkendelse og bedømme mennesker på deres menneskelige kvaliteter. Derfor tror jeg, de begge fik den fortjente opbakning.
“En depressiv (f eks forsmået), der i et øjebliks sindssyge KOMMER TIL at begå en forbrydelse, er uskyldig.”
Husk det, næste gang I læser om en mand/kæreste, der har skåret halsen over på sin kæreste, kone eller sine børn.
Tænk at så mange mennesker stadig ikke er kommet til Oplysningstiden ang. orientering om sindslidelser.
At en sindslidende er psykotisk i gerningsøjeblikket er vel noget ganske andet end en normal rask person, der i affekt slår et andet menneske ihjel. Malmros hustru eller filmens Signe var og er stadig manio-depressiv og derfor i livslang behandling for at have en sund stabililitet følelsesmæssigt. Det er da en himmelråbende anderledes tilstand end at være lettere depressiv, lidt nede eller forsmået…
“en depressiv kvinde, der i et øjebliks sindssyge kommer til at begå en forbrydelse med fatale konsekvenser for barnets, sit eget og sin mands liv. Derfor mener jeg som Malmros, at kvinden ingen skyld har.”,
er hvad du selv skriver, Lisbeth Jeberg.
Det skulle ikke være anderledes end:
“en (manio) depressiv mand, der i et øjebliks sindsyge KOMMER TIL at begå en forbrydelse (drab på familiemedlem), er uskyldig.
Heldigvis er det ikke alle manio-depressive, der slår ihjel, hvis de ikke får medicin og er i en spidsbelastning. En – af mange – spidsbelastninger kunne være at være begrundet forsmået/jalousi.
Uhyggeligt tanke at sindslidende pr definition er uskyldige.
Potientelle mordere hvor det er medicinen, som er årsagen til, der ikke sker mord, og sygdommen der er årsagen, når det sker. Mennesker med fripas til at slå ihjel Livslang behandling for at være stabiliseret følelsesmæssigt lyder meget alvorligt, og også uhyggeligt, når der er mulighed for mord inde i billedet.
Et mord er et mord, lige meget hvem der har begået det. Den der har ført kniven er skyldig, lige meget hvilken tilstand vedkommende var i.
Ellers skulle døddrukne mennesker eller mennesker stærkt påvirkede af stoffer, der KOMMER TIL at begå en forbrydelse, også være uskyldige. De har indtaget stoffer, som kan indvirket uheldigt på karakteren. Den sindsyge havde undladt at indtage stoffer, der skulle virke positivt på karakteren. Sjovt nok nogle gange de samme stoffer. Gerningsmændene/kvinderne har det til fælles, at nogen bliver dræbt. Forskellen er, at den sindsyge der begår drab, har muligheden for at slå ihjel i sig uden medicinering, mens den påvirkede har fået tilstanden kunstigt påført. Er nogle mindre skyldige end andre? De er alle årsag, SKYLDIGE, i at et andet menneske har mistet livet.
Malmros kone fandt, kort efter Malmros havde forladt hjemmet, en kniv i køkkenskuffen. Hun snittede og skar i barnets hals med kniven, med det resultat at barnet til sidst døde. Det er ikke noget, man lige KOMMER TIL at gøre, lige meget hvilken tilstand man end er i. En døddrukken, der senere kan sige, jeg husker intet, er lige så skyldig i et andet menneskes død, som Malmros kone er det.
Hele fremlægningen af Malmros kones uskyld er forsøg på at tegne et glansbillede af et stakkels barns fuldstændig dramatiske død. De folk, der er ved at falde på halen over “denne skønne kærlighedshistorie” og forældrenes umådelige uskyld, må huske samme overbærenhed og kærlighedsbegejstring mod eksmpelvis en familie på Lolland, hvor et barn får skåret halsen over af faren eller moren. F eks ved at sende faren, hvis det er ham der er syg og har dræbt datteren, en buket blomster med tak.
Hvis Malmros og kone havde intakte sunde følelser, måtte de væmmes ved de blomster, der bliver dem tilsendt.
Kære Mette
Kan sagtens se dine argumenter, men jeg kommer simpelthen til kort her, fordi jeg som humanistisk filolog slet slet ikke ved nok om bevæggrundene i andre tilfælde, hvor en psykisk syg person har slået en af sine kære ihjel. Det er simpelhen et lægeetisk spørgsmål, som kun en (rets)psykiater kan afgøre og tage stilling til, vi andre kan vel kun komme med vores naive hypoteser om sagen. Men at det er en blid kvinde, der slår et helt lille barn ihjel virker alt andet lige mere “uskyldigt”, end en mand, der slår et større/voksent barn ihjel i et psykotisk øjeblik. Men resultatet er jo som du siger det samme, et liv man tager…. Uh ha, vi er da godt nok på dybt vand i dette forum… noget ekspertviden ind over ville gøre godt. Men det rokker ikke ved min sympati eller opbakning til Malmros parret…
Vh. Lisbeth
Tilbage til spørgsmålet om skyld eller ej. Sagen gik jo sin rettergang helt tilbage i 1984, og Malmros´ hustru blev idømt 1 1/2 års behandlingsdom på Risskov Psykiatrisk Hospital. Afgørelsen bygger vel på en retspsykiaters undersøgelse og udlægning af sagen, som juraen i kraft af en advokat og en dommer efterfølgende har taget stilling til. Så i juridisk forstand er en kvinde, der slår sit barn ihjel i en psykose vel skyldig juridisk set, eftersom hun får en dom. Jeg forstår det så som Malmros udlægning, at hun ikke er skyldig, fordi psykosen fratager hende ansvaret… Det er vel mere en etisk betragtning.
Hustruen har modtaget sin behandlingsdom for næsten 30 år siden og lever stadig med den dybe sorg over tabet af barnet, så hun skal vel ikke tvinges igennem en “folkedomstol”…, fordi vi ikke tager retssystemets behandlingsdom seriøst…
Arrrh…, så kán folk altså godt lade være med at sleske og lefle for en barnemorder?
https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=152754
Præcedens fra Malmros-sagen er at: Rasmus´ mor skal ikke mærke nogen ulemper, tværtimod skal hun jo hyldes og Rasmus’ legekammeraters forældre skal komme med blomster til hende og bede hende om at komme tilbage til deres børn.
Nå ikke?!
Så se at få dømt Malmros barnets morder. Og gerne også hendes meddelagtige, Niel. Mord forældes ikke.
Lisbeth Jeberg du skriver “lever stadig med den dybe sorg over tabet af barnet”, og det er også sådan, Malmros selv fremstiller det. (F eks forældrenes fælles sorg over at skulle gå glip af muligheden for børnebørn.)
Der er forskel på at leve med sorg over, hvad man selv har mistet, og sorg over hvad barnet har mistet, og sorgen i bevidstheden om, hvad barnet har måtte lide i sit korte liv.
Inden drabet havde barnet allerede taget afstand fra sin mor, som er en meget alvorlig situation at være i for et lille barn. At sørge over sit eget tab i denne forbindelse er egoisme, som tillige bekræfter, at barnet stadig kun spiller en birolle som gidsel i forældrenes drama og senere som årsag til den filmiske “kærlighedsforsoning” mellem forældrene.
En forsoning som kræver livslang medicinering. For at undgå nye dramaer med mulige nye drab på familiemedlemmer, sig selv eller ægtefælle? Et mennesker, der uskyldigt kan begå drab, og som uden medicin kan optræde som psykotisk morder, er en alvorlig sag Fru Malmros har aldrig været i tvivl om sin egen uskyld, bliver vi fortalt.
Nej, fru Malmros skal ikke for nogen “folkedomstol”, som du skriver. Jeg tillader mig at reagere, når nogen (Malmros) forsøger at stikke mig blår i øjnene med sin belærende “kærligshistorie”. Jeg væmmes ligefrem.
De der sender blomster til fru Malmros, som vi stolt får fortalt, at folk gør, kunne i stedet få dem bragt til den lille piges grav.
Et anonymt gravsted uden sten eller navn, som kun har været besøgt af forældrene en enkelt gang eller 2, i den tid tid der er gået siden begravelsen. (Hvad Malmros selv fortæller på spørgsmål om graven).
Kære Mette
Det at Malmros parret lever med sorgen over barnetabet udelukker på ingen måde, at der også må være en stor sorg over selve barnets afbrudte liv og lidelser forud for det. Det har Malmros ikke berørt, og det valg bliver vi nødt til at respektere, idet han allerede har fremstillet mange smertepunkter fra tragedien. Dette barns lidelser er en direkte konsekvens af moderens alvorlige psykiske sygdom.
Det er en meget ulykkelig hændelse for hele familien, og i livet sker der ting, som vi som mennesker ikke selv er herre over… Ulykker med børn, hvor forældrene skulle have beskyttet dem og bebrejder sig det selv resten af livet. Men moderen er jo psykisk syg, en situation hun ikke selv er herre over… Andre kunne have beskyttet barnet, men de kunne blot ikke forudse, hvad der ville hænde…
Ja, vi kan læse om moderens følelse af uskyld, men Malmros har selv udtalt, at hun umiddelbart efter følte skyld. Men medierne er heldigvis ikke gået ind i at udlægge hustruens efterfølgende følelsesliv, så det hverken kan eller skal vi forholde os til. Der må være så meget diskretion og medmenneskelighed til, at den ulykkelige moder skal have ro omkring sig og prøve at genvinde livet i al fremtid.
Malmros har efter min mening med stort mod fortalt os alle en smuk kærlighedshistorie.
Hvor meget parret besøger graven fortæller intet om, hvor stor sorgen på såvel parrets som barnets vegne er.
Ligefrem at ANTAGE at ingen af mødrene eller Malmros føler sorg, er for mig en fuldstændig vanvittig antagelse. INGEN ved, hvad andre mennesker føler indeni!
Man kan ikke blot antage, at fordi Malmros-parret måske kun har besøgt datterens gravsted et par gange, fordi hun ligger i en anonym grav uden gravsted, så føler de ingen sorg over den tragedie, det ramte dem. Hvem i alverden ved noget som helst om, hvad de føler? Mon ikke, det er noget, de tænker på hver evig eneste dag? Måske blot et tankestrejf fulgt af en foragt for sig selv?! Det må være meget hårdt at leve med skammen.
At Malmros laver en film om tragedien, kan diskuteres. Der er jeg selv lidt ambivalent, men hvis det er deres måde at tackle det på? Deres måde at fortælle samfundet om, hvad der kan overgå ens familie, og hvordan man kommer videre? Deres måde at bearbejde en del af sorgen? Forstår simpelthen ikke, hvorfor folk skal gøre sig til dommere over sådanne ting?!
Filmen er meget barsk, men hvor er det flot, at man kan dele den slags tragedie med omverdenen. At udlede, at han ‘misbruger’ deres tragedie for egen vindings skyld, synes jeg er en meget grim udledning. Vi aner INTET om, hvorfor han lavede den film…
Mette- “Hvis Malmros og kone havde intakte sunde følelser, måtte de væmmes ved de blomster, der bliver dem tilsendt.”
Hvordan ved DU, at de ikke væmmes over blomster, der bliver tilsendt?
Hvordan kan DU vide, hvad der foregår bag hjemmets fire vægge? Det er mig en kæmpe undren?!
“Hun snittede og skar i barnets hals med kniven, med det resultat at barnet til sidst døde. Det er ikke noget, man lige KOMMER TIL at gøre, lige meget hvilken tilstand man end er i.” – Du aner tydeligvis ikke, hvad diverse psykiske tilstande, herunder en psykose kan gøre ved folk!? En psykose, ændrer fuldstændig karakteren på den person, der nu bærer diagnosen. Den kan medføre, at al rationel tænkning udebliver, at man handler uden at vide, hvad men egentlig foretager sig – og ja, man aner vitterligt IKKE, at det man har gang i er forkert – på nogen måde! Jeg gentager; AL rationel tænkning udebliver, uanset hvor meget eller hvor lidt man føler for vedkommende, det nu engang går ud over. Skræmmende, at nogle mennesker ikke er i stand til at forstå det. Og nej, de er på INGEN måde uskyldige, det er vi fuldstændig enige om, men en strafnedsættelse kan jeg godt forstå. Især fordi de skal leve med skammen resten af livet og kigge sig selv i spejlet hver dag, hvilket er den hårdeste straf et menneske kan få. Samt sørge over tabet af et barn, man fratog livet og aldrig lærte at kende, pga. En handling man selv udførte, dog uden at være bevidst om, at handlingen var forkert. Folk med psykiater kan måske føle, at de handler rationelt, og endda være overbeviste om diverse mørke tanker, såsom at man ikke selv fortjener barnet, og derfor skal det lade livet. Når man kommer til sig selv igen, ved man jo udemærket godt, at disse mørke, underlige og utrolig grimme tanker slet slet ikke var rationelle, men da er det jo for sent. Handlingen kan ikke trækkes tilbage, lige meget hvor meget man ønsker det, og sådan må man gå ud fra, at både Marianne og moderen fra Aalborg måtte føle, den dag, det gik/går op for dem, hvad det egentlig er de har gjort. Hvor megen skade de har forvoldt, hvor uretfærdige de har været, både overfor pårørende men da i den grad også overfor det barn, de fratog retten til at leve!
Carina vil du have mig til at synes, det er synd for de mennesker, der slår deres børn ihjel? Der er rigtig mange mennesker, det er synd for i verden og psykotiske mordere står ikke i den øverste halvdel. Det er meget kedeligt for dem, der er så syge, de ind i mellem ikke aner, hvad de gør. Jeg kan dog ikke græde over deres fortrydelse bagefter. Derimod kan jeg græde over de børn, det går ud over. Desværre kan potentielle psykotiske mordere ikke altid spottes på forhånd men heldigvis er det de færreste psykisk syge, der dræber andre menesker.
“Der må være så meget diskretion og medmenneskelighed til, at den ulykkelige moder skal have ro omkring sig og prøve at genvinde livet i al fremtid.”
Så skulle de have holdt historien for sig selv!
Det går ikke, at forsøge at lave en offentlig “go film”, der stiler mod Hollywood, (fru Malmros vil stille op, hvis filmen kommer til Hollywood, er der også blevet fortalt), om sig selv og sine personlige oplevelser, promovere filmen på samtlige medier, så det er svært ikke at få Malmros udlægning tvunget påduttet, – og samtidig forvente ro og diskretion omkring sig angående indholdet.
Udenlandske kritikere mener, manuskriptet burde være blevet i skrivebordsskuffen. Det giver jeg dem ret i. Det er meget lidt reflekterende debat, filmen har skabt. En s k ø n kærlighedsfilm, er hvad nogle folk i Danmark ser, og det er også formålet med filmen. Resten af verden kan ikke holde ud at se filmen. Det kan jeg heller ikke. Jeg ser løgn, fortrængning og forstillelse, nedtonet og glaseret i pæn borgerskab, der forventer “medmenneskelig diskretion”.
Mordet var et uheldig hændelse, som må omgåes med dansk diskretion, af hensyn til forudlempende og ægtefælle, en kendt dansk filmskaber fra Højbjerg. Tal ikke kritisk om hændelsen, lad som ingen ting. Giv de involverede ro.
Jeg håber, filmen viser sig at være hurtigt glemt, jeg vil nemlig også gerne have ro, og være fri for at være tvangsindlagt til at se overskrifter om “Malmros mesterværk”..
Carina jeg ved at Malmrosparret glæder sig over de blomster, der bliver sendt til fru Malmros, fordi Malmros har fortalt om det. Datteren ligger ikke i en anonym grav men har eget gravsted, der fremstår anonymt. Jeg ser ingen – INGEN – steder, hvor der i det fortalte udtrykkes følelse for barnet. Der fortælles om sorg over, hvad parret har mistet, som jeg allerede har beskrevet. “Det er også ærgerligt, at hun er død.” Jeg skal ikke sige, om Malmros ikke tør se på og åbne for sorg over barnets smertelige liv. Hele historiefremstillingen virker fortrængt med meget, der ikke er blevet gået i dybden med, så slutproduktet er et glansbillede af et mord.
Jeg læste i dag at Netflix nu streamer Malmros filmen Sorg og Glæde og var meget forbavset over at den er bygget på hans eget liv. Jeg må sige at jeg er rystet, også over at det dengang blev holdt hemmeligt. Fordi han var en kendt, beundret instruktør? Almindelige mennesker ville have fået deres navn i avisen er jeg ret sikker på. Han skulle aldrig have ladt konen alene eet sekund med deres datter. Og hun skulle aldrig være sendt hjem på weekendorlov uden overvågning, det er rystende. Barnet var fuldstændigt forsvarsløst. Meget, meget trist.
Er i klar over hvor mange mord og selvmord der bliver begået pga. psykofarmaka:
http://ssristories.net/archive/indexb6a1.html?sort=date
Jeg har læst og hørt mange historier fra folk der fortæller hvordan de pludselig fik ekstremt voldelige tanker eller selvmordstanker efter at have indtaget enten stimulanser eller SSRI (antidepressiva).
Der findes mange videoer om dette.
For eksempel er næsten alle skoleskyderier i USA begået af folk der var på disse stoffer