Netop nu er vi tilskuer til, at Nils Malmros deler et mord i familien med offentligheden i hans nye film “Sorg og glæde”. Nemlig hans kones mord på deres fælles barn – et sagsløst 9 måneder gammelt barn. Allerede inden filmen er blevet vist, er den udråbt som et kunstværk. Men hvor er Nils Malmros eget ansvar? For han må da betragtes som værende medansvarlig på mordet på hans eget barn. Ikke mindst hvis man bemærker, hvad han også selv siger i diverse interviews.
Jeg deler ikke begejstringen. Der er tale om et mord i familien. Jeg synes det er respektløst i forhold til det myrdede barn, ligesom jeg savner konens røst. Hende der slog ihjel. Men mest af alt føler jeg, at Malmros slår plat på ikke alene en tragedie men også meget grov ugerning, som involverer ikke alene kvinden, som dræbte et barn, men da bestemt også det barn, som blev slået ihjel.

Jeg er mere end ambivalent over al den ´falden- på- halen´ der er lige nu ifht et ´kunstværk´ osv – hold nu fast – et barn blev slået ihjel! Hans eget! Af hans kone! Børn på netop 9 måneder er sagesløse og den alder, hvor vold mod børn oftest fører til drab. Ganske enkelt fordi at barnet ikke kan beskytte sig. Råbe om hjælp. Løbe væk. Sige det til nogen. Det er meget, meget alvorligt – dybt tragisk ikke mindst for det barn, som fik frarøvet livet – og ja, jeg væmmes her ved og at der ikke er en eneste, som forholder sig kritisk hertil. Desværre. Men det gør jeg så. Jeg tager vold mod børn og ikke mindst drab af børn meget alvorligt. Og gyser ved tanken om, at et mord gøres til ´kunst´ – og endda et levebrød. For det skal vi jo også huske – Malmros tjener reelt på ugerningen, mens han nærmest foretager offentlig skrifte uden at nogen tilsyneladende rynker på panden heraf. Udover mig selv – som så rynker alene.

Hvor er Nils Malmros eget ansvar for mordet? Blev han sigtet som medskyldig. For det må han vel betragtes som at være? Medskyldig. Han vidste jo, at konen var psykotisk. Han burde om nogen have formået at beskytte barnet. Det forbliver uklart om han blev sigtet som medskyldig. Hvilket han jo kan ifølge straffeloven efter undladelsesparagraffen. Og i mine øjne burde være blevet i sin tid.

Jeg er i øvrigt pinligt bevidst om, at denne film kommer til og SKAL skabe debat. Jeg tager barnets røst. Ingen andens. De voksne kan udmærket forsvare sig selv – nu som altid. Ikke mindst de levende! Det kan barnet ikke. Endnu mindre det døde barn! Jeg har også forstået, at konen var psykotisk på daværende tidspunkt. Det gør blot omgivelsernes medansvar endnu større. Herunder farens osv. Nils Malmros har selv valgt at få fokus på denne personlige sag – og derfor skal den også kunne tåle at man diskutere den. Faktum er – hvordan vi vender og drejer det – at et barn på 9 måneder fik frarøvet sit liv. Af den person, som om nogen skulle have beskyttet barnet mod alskens ondskab og ugerninger. Og netop den nærmeste familie, mor, far, stedfar og stedmor ER den største trussel mod børn på 9 måneder, når det gælder vold og mord. Jeg kan i det hele taget være meget chokeret over, at så få rent faktisk tager barnets røst. Det er nu som tidligere ofte en ganske ensom post.

Sidst men ikke mindst – lad mig minde om kravene til debat på denne side. Tag del i debatten og hold jer til emnet. Debatten er uhyre vigtig og jeg håber, at den kan forebygge, at andre børn slås ihjel. At vi tager ansvaret på os – som familie og ikke mindst som samfund.

Bloggen er jo blevet flyttet og i den forbindelse var det desværre ikke muligt at tage kommentarerne med. Det er jeg meget ked af – ikke mindst i denne tråd, da der var mange fine indlæg. Også nogle hvor vi bestemt ikke er enige. Jeg håber, at I tager jer tid til at skrive igen. Vi må gerne være uenige – bare I forholder jer til emnet (og ikke mig). Så vend meget gerne tilbage med jeres kommentarer!