Hjertelig velkommen til min nye blog. Håber du er bare tilnærmelsesvis så begejstret som mig selv – for så er du MEGET begejstret. Bloggen er i den grad blevet upgraderet og jeg synes selv den er blevet så utrolig flot og fin. Farverig ikke mindst. Det er min søn, David, som står bag udviklingen af bloggen.
En del af de tidligere blogindlæg er flyttet med over – men primært dem fra i år. Desværre var det ikke muligt at flytte alle jeres kommentarer med – og det er jeg rigtig ærgerlig over. Så jeg håber, at mange af jer vil gøre jer den ulejlighed at skrive igen. Jeg beklager ulejligheden.
Reglerne på bloggen er som de altid har været. Jeg skal vide hvem I er – men I må gerne optræde anonyme. Man må hverken svine mig (eller andre) til og man skal kunne stå ved sine udtalelser. Skulle du fristes til at dele din ikke så venlige mening om mig på bloggen – skal du lade vær´ med at spilde din egen men mest min tid. For dit indlæg bringes ikke. Trusler og lignende politianmeldes.
Men til alle jer andre – og heldigvis langt de fleste – vil jeg fortsat sige hjertelig velkommen. Uenighed er en dyd i et land med ytringsfrihed og demokrati. Det værner jeg meget om – og det er en kunst at være uenige. En stor gave. Ofte er det ligefrem gennem netop uenigheden, at vi selv flytter os. Så hjertelig velkommen – jeg håber på fortsat rigtig mange fine diskussioner og debatter.
Til Vibeke,
Jeg faldt lige over sin udtalelse til ekstra bladet, og måtte lige kommentere det. Kan virkelig ikke se hvad du eller resten af befolkningen kan bruge morens version af den sag til, hun har kvalt, kvalt sit eget barn med hendes hænder. Ikke en ulykke, men en gal magtesløs kvindes handling. Intet i verden burde kunne få mennesker til at gøre deres børn ondt, så hun burde fratages enhvert ret til at styre noget omkring hendes afdøde søns begravelse. Hun traf det valg at dræbe sin søn og derved synes jeg at hun automatiske afskrev sin ret til at skulle bestemme noget som helst.
Og hvis hun føler lidt i sit kolde hjerte, hvorfor så ikke lade Rasmus blive begravet i København? Hun kommer ikke til at besøge gravstedet de næste mange år, det eneste hun kommer til at se, er en lille celle.