I går blev jeg ringet op af en journalist fra Kristeligt Dagblad. Først troede jeg naivt, at avisen i sit forsøg på at klarlægge hvad der fik en fortvivlet mor til at dræbe sit barn ville have en kommentar. Nej – børns tarv er åbenbart ikke så interessant. I stedet ville man problematisere når læger og psykologer stiller fjerndiagnoser. Og her mente Kristeligt Daglbad åbenbart at jeg var at finde blandt flokken.
Her må jeg sige nej! Jeg stiller IKKE fjerndiagnoser. Har aldrig gjort det. Men jeg tager til gengæld de lægeetiske regler alvorligt og følger mig forpligtet til at dele min viden og indsigt med offentligheden, når denne viden skønnes at have betydning for den generelle folkesundhed, herunder ikke mindst udsatte børns vilkår. Og et barn der slås ihjel må siges at hidrøre denne kategori. Det samme gælder børn der udsættes for vold, krænkes, krænker andre osv.
Jeg har både en ret og en pligt!
§ 12. Ret/pligt til deltagelse i den sundhedspolitiske debat
En læge, der bliver opmærksom på forhold, som lægen opfatter som sundhedsfagligt uforsvarlige, bør tilkendegive sin mening herom ved underretning af tilsynsmyndigheden samt ved deltagelse i den offentlige debat.
Når jeg blander mig i offentlige debatter har det stort set altid børn som omdrejningspunkt og ikke mindst udsatte børn. Og der er og har i mange år været rigelig plads til andre, som tager samme ansvar på sig som læge. Faktisk uhyggelig god plads. Jeg føler mig meget ofte alene i debatten og undrer mig over, at der ikke er flere, som tør stå frem. Som interesserer og bekymrer sig for børns vilkår.
Så når enkelte kollegaer indbildsk og hoverende gør sig til herre over os andre – vil jeg sige ´Zip it, kammerat! Hvornår har du sidst selv sat noget som helst på spil for børns tarv? Eller udsatte medmennesker?´ Og man sætter noget på spil. Jeg sætter noget på spil. For nok får jeg mange venlige mails – og tak for dem – men guderne skal vide, at jeg også får mange hæslige mails og beskeder. Og selvsamme chikane holder uden tvivl rigtig mange fra at debattere offentligt – ikke mindst kvinder. Selv om det egentlig burde være det mest naturlige og noget langt flere læger gjorde og så som et væsentligt ansvar. Men når man skammer sig over ikke selv at gøre en forskel, er det jo for enkelte fristende at vende skytset mod os få der gør. Men hertil er jeg nok med årene blevet for bredskuldret (nogle vil sige bredrumpetet) – og nøjes med at gentage mig selv ´zip it´. Tal i stedet børnenes sag…så er vi da to :-).
Til jer der har læst ´Det stille barn´ og vendt tilbage med venlige ord siger jeg også tak. Jeg uddeler fortsat ´Det stille barn´ som e-bog gratis. Send mig da en mail på vibeke@davidm1754.sg-host.com.
Dette indlæg er illustreret med forsiden til min første krimi om børnelægen Anna Storm, nemlig Skrøbelige hjerter. Den kan lånes på biblioteket, købes som hardcopy eller købes (og lånes) som e-bog. Jeg elsker jo e-bøger – så jeg vil anbefale dig at læse (også den) som e-bog.
