Det er grundlovsdag – og vi fejrer ikke alene Grundloven men også at vi kvinder har haft stemmeret i 100 år.
Skal jeg le eller græde? Det er jo egentlig dybt tragisk. KUN 100 år! Jeg husker stadig hvor chokeret jeg blev i folkeskolen, da det gik op for mig, hvor få år, at vi havde haft stemmeret. Fattede det ikke. Jeg levede et godt liv med min mor – en mor som ikke alene badede mig i kærlighed og nærvær, men var en intelligent ingeniør, som selv passede vores hus og senere sikrede mig min universitetsuddannelse. Her betalte hun bøgerne ved hvert semesterstart – og det var en formue – samt tog aktiv del i opdragelsen af mine to dejlige børn. Det var også de skoleår, at jeg vel fik min fortsatte næsten afsky for bøger skrevet af mænd (politisk ukorrekt I know), da vi læste Panduro og Rifbjerg i 2. Real, og vores mandlige dansklærer, Jørgensen, med alt for meget brylcreme betroede os, at enlige mødre var og blev letsindige kvinder, som alle var let på tråden. Vi var vel 2-3 børn i klassen af enlige mødre og jeg var dybt rystet. Siden fik min mor og jeg en undskyldning – men jeg hadede ham og desværre nok også mandlige forfatters bøger siden (fraset Tolkien). Det gælder ikke mindst for den ekstreme narcissist Knausgård, hvis bøger jeg har kæmpet mig vrangvilligt igennem.
Hvor skal vi hen? Til herretoiletterne og Lægeforeningen. Jeg læste i går Berlingskes ikke overraskende fund blandt kvindelige politikere, hvor 1 ud af 4 har oplevet sexchikane og blive sat bagud politisk grundet kønnet. Plus flere gav udtryk for, at alt for mange beslutninger træffes på herretoiletterne. Netop. Det samme oplevede jeg, da jeg stillede op til posten som forkvinde for Lægeforeningen. En post jeg på forhånd vidste, at jeg aldrig ville komme i nærheden af, da Lægeforeningens formand/kvinde på ingen måde vælges blandt alle medlemmerne. Tværtom. Det er delforeningernes pompøse mænd, som klarer den sag. Hvor? På herretoilettet. Det var også tilfældet ved valget i 2010. Jeg er fortsat målløs over, at vi nu skriver 2015, og man fortsat ikke formår i en forening – hvis frontfigur er så vigtig en sundhedspolitisk stemme – at leve op til almindelige demokratiske spilleregler, og sikre valg blandt alle medlemmerne. Det er ikke teknikken, som er problemet.
Desværre kan jeg så berette, at ingen har klasket mig i bagdelen – udover hvor jeg også selv klaskede ;-). På trods af min dog ganske i øjenfaldende bagdel. Hertil må jeg tro, at det handler om, at nogle mænd føler, at de har mødt deres over-Kisser, når jeg kommer trillende. Jeg har så til gengæld min portion af mandlige stalkere.
Netop i dag griber jeg fat i den powerkæde – som jeg bærer hver dag – og giver den et ekstra klem. Kæden og det stærke symbol –er for mig grundessensen af powerkvinden. Hvem hun end er. Jeg sender min kærlighed til alle de kvinder, som dette øjeblik verden over kæmper for et værdigt liv. En stemme. En identitet. Et liv uden vold og seksuelle krænkelser. Et liv med kørekort og frihed. Ja, ligefrem et liv. Taget omfanget af drabet på ufødte piger eller manglende behandling af nyfødte, syge pigebørn i betragtning.
Kvinder ER kvinder BEDST! Giv din datter, mor, kæreste, veninde eller kvindelige kollega et særligt stort knus i dag. Vi fortjener det.
Ps. Smykker med powertegnet kan købes via www.jewlscph.com og bruger du rabatkoden power får du disse dage 25%. Vi skal have endnu flere med i power-logen :-).