Yahya Hassans digte er let læst. Rent sprogligt. Havde forfatteren heddet Brian tvivler jeg på, at Gyldendal havde udgivet dem. Indholdsmæssigt gør de stort indtryk selvfølgelig – ikke mindst fordi de bekræfter, hvad jeg allerede ved som mangeårig sociallæge. Og hvad mange har talt om i mange år uden at blive udråbt som stor kunstner – men en del som racister, fremmedfjendske osv. Men det er et paradigmeskifte, at en ung mand med muslimsk baggrund SELV fortæller sin kummerlige historie og den grove omsorgssvigt hans barndom har været præget af.

Jeg kender ikke Hassan – men jeg kender andre som ham. Måske har de ikke alle slået en kvinde i ansigtet, som 18-årige Hassan tidligere har, eller er blevet pusher som ham, men de har haft den samme lorte-barndom. For at sige det lige ud. Og ikke mindst, at professionelle har vendt det blinde øje til. Ignoreret det. Skyndt sig væk.

Jeg indgik som ekspert da Barnets Reform kom til verden. Takket være daværende socialminister Karen Jespersen. Hun sagde allerede da, at loven ER farveblind og havde tanker om, at der skulle køres kampagner herom. Desværre stoppede den gode intention, da en ny socialminister satte sig i stolen. Men det lå og ligger mig fortsat meget på sinde, at få netop det budskab ud til pædagoger, lærere, sagsbehandlere osv. Så når jeg underviser i emnet omsorgssvigt og udsatte børn, er det en væsentlig del af øvelsen. At smide ´racisme-skrækken´ af sig, det politisk korrekte helvede med alvorlige konsekvenser, og turde se når ALLE børn lider. Ikke kun børn med dansk etnicitet. Ikke mindst turde leve op til sit professionelle ansvar og ens udvidede underretningspligt som pædagog, dagplejer, lærer, sundhedsplejerske, læge osv. Et væld af mennesker er jo trods alt i berøring med børnene (og deres ofte gennemtævede mødre).

Vi har haft uhyggelig mange år at øve os i – og det er fortsat langt fra godt nok. Hvorfor gør vi ikke noget langt mere aktivt for at sikre, at også børn med muslimsk baggrund kan blive beskyttet mod fx vold og overgreb? For sandheden er jo, at man dette øjeblik fortsat lader stå til. Svaret er enkelt – det handler om en blanding af berøringsangst, bekymring for at blive kaldt racist (og måske endda fyret) samt vel også ligegyldighed. Noget man alligevel ikke forstår. ´I deres kultur slår man børnene´ – som jeg et utal gange er blevet belært om. Nej – ALLE børn i dette land har og skal have de samme rettigheder. ALLE børn skal beskyttes mod vold og overgreb og omsorgssvigt. UANSET hvilken Gud deres forældre be´r til eller måske på ingen måde be´r til. Det er sagen ganske uvedkommende. Det samme er børnenes hudfarve!

Hvad angår Yahya Hassan håber jeg, at han formår at slippe fri fra såvel den grove kriminelle løbebane og sit hashmisbrug. Det kræver ikke alene en digtsamling, men støtte fra gode folk og en helhjertet indsats. Også fra Hassan´s egen side. Kun tiden kan vise om litteraturen alene kan hjælpe ham videre og væk fra den trøstesløse kriminalitet, åndeligt armod og misbrug.

Jeg nægter at vise billed af en digtsamlings grimme forside – alene sort. Nok er det sparetider på forlagene, men den forside er så lidt kreativ som man kan tænke sig. Så i stedet viser jeg et smukt foto af en rød dør med et hjerte – som symbol på at jeg håber godheden, hjerteligheden og kærligheden også nu vil sejre. På trods.