En smuk og lidt tåget afsked

Fredag d. 26.januar kl. 12.30 blev Synnøve Søe bisat. Grundet forvirring omkring hvem der var velkommen, havde en del desværre valgt IKKE at komme. Og det gør mig ondt. Både for dem selv og på såvel Synnøves som ikke mindst Romeos vegne. Når det er sagt, kan alle trøste sig med, at kapellet var fyldt til randen og bisættelsen blev meget smuk. Synnøve blev sendt afsted omgivet af stor kærlighed fra mange af de gode folk, som Synnøve gennem årene havde været tæt på. Familien gav udtryk for stor taknemmelighed for fremmødet og ikke mindst forløbet af dagen.

Vi var dog nogle stykker (8) , som hang i luften, da Synnøve blev bisat. Bogstaveligt talt. Grundet tåge kom ingen fly til Rønne før kl. 14. Hvor vi landede.

Vi kørte straks ud til kapellet og fik set det smukke, smukke blomsterhav, som var lagt ud på gravhøjen. Synnøves aske skal spredes ud i havet, hvilket er helt perfekt for Synnøve som ikke alene elskede havet, men hvis følelser og liv var som havet – brusende, stille, dragende, farligt, vitalt, larmende og altfavnende.

Vi nåede stakåndet frem til gravøllet og der fik vi sammen med mange af dem, som havde været til bisættelsen, nogle rigtig fine timer, hvor der blev holdt taler, læst digt af Tove Ditlevsen, Ib Laugesen læste selv et smukt digt til Synnøve op ligesom Annegrethe Rasmussen holdt en meget smuk tale. Og så blev der ellers udvekslet et hav af annekdoter om Synnøve. Det var en skøn stund og en skøn afsked med Synnøve. Synnøve har gennem tiden berørt rigtig mange mennesker og rigtig mange mennesker har været og er berørt over tabet af Synnøve. Det var tydeligt at mærke i går i Rønne.

Jeg er helt sikker på, at Synnøve fulgte glad med fra sin sky og blev varm om hjertet.

Selv om vejen til Synnøves bisættelse på mange måder blev tåget – så afspejlede alle vores skærmydsler for at nå frem nok meget godt det tågede forløb omkring Synnøves død og bisættelse. Plus også det tågede forhold, som en meget stor del af os havde til Synnøve. En del har uden tvivl valgt at blive væk fra bisættelsen, fordi de troede de ikke var velkomne, var triste over ikke længere at have haft kontakt med Synnøve (som jeg tror rigtig mange af os ved bisættelsen IKKE havde haft den sidste tid) eller fordi man ikke ville prioritere det. Det var ret ejendommeligt at møde Flemming Pless i lufthavnen, hvor han også var på vej til Bornholm, dog ikke for at deltage i bisættelsen men grundet et møde derovre. På trods af at han efter Synnøves død har fortalt offentligt om deres venskab. Måske afspejler det, hvordan en hel del har haft det.

Jeg talte kort med Synnøves mor ved bisættelsen og hun undrede sig som jeg over, at den fine bog, Når mågerne flyver baglæns (som Synnøve udgav på mit lille forlag i 2013) ikke havde fået større opmærksomhed nu. Den omhandler psykisk sygdom og er også i mine øjne et sandt mesterværk. Har du ikke læst den, så lån den på biblioteket! Synnøve beskriver i bogens noveller psykisk sygdom med stor kærlighed, indsigt, nærvær og hudløshed.

Det er vidunderligt, at bisættelsen blev så smuk, at så mange havde sendt så flotte blomster og at vi – flyholdet – nåede frem til gravøllet og jeg er taknemmelig for al den kærlighed, som strømmede Synnøves vej.

Tak til Synnøves søde familie for en fin dag og fin afsked med Synnøve.