Kan et mord på et barn være ´pænere´ end et andet mord. Forestil dig, at Peter Lundin valgte at lave en film om de drab, som han begik. Ville du kalde det kunst? Tale om tilgivelse? Hvor stor kærlighed kan være? Næppe. Hvorfor så, når talen falder på ´Sorg og glæde´? Kan du forklare mig forskellen? Var Lundin´s mord mere beskidte? Liv er liv.
Jeg forbliver målløs over, at INGEN synes at tage barnets parti. Og meldinger fra dem, som har set filmen, handler fortsat om ´åhhh tilgivelsen´. Øh, hvem tilgiver hvem? I mine øjne var Nils Malmros medskyldig. Han er læge og var om ikke læge, da hans barn blev dræbt, så i hvertfald under uddannelse hertil. Og al snak omkring filmen har også afspejlet, at Nils Malmros var pinligt bevidst om, at moren til barnet, konen, udgjorde en trussel mod barnet. Alligevel opholdte hun sig alene med barnet. Ergo undlod eller formåede Nils Malmros ikke at beskytte barnet mod mordet.
I dag underviste jeg en flok engagerede pædagoger i vold og andre overgreb mod børn, herunder hvordan samfundet forsøger at beskytte børnene takket være forskellige love og indsatser. Jeg føler mig ganske enkelt til grin og at dette vigtige arbejde hånes, når man samtidig kan se aviser og blade flyde over med lovprisning af en mands film om mordet på hans eget barn. Jeg væmmes. Ganske enkelt.
1 ud af 100 børn udsættes for vold fra forældres eller stedforældres side det første leveår. Risikoen for at et barn under 1 år dør som følge af vold er tre gange større end hvis barnet er 1-4 år. Og cirka 6 gange større, end hvis barnet er 4-12 år. Hvorfor? Fordi det ikke kan flygte. Det er hjælpeløst i ordets rette forstand. Det kan hverken flygte, råbe om hjælp eller sige det til nogen, at det føler sig truet. Derfor er det så vanvittigt vigtigt, at omgivelserne formår at beskytte de små børn, når deres mødre, fædre eller stedfædre bliver farlige. Jeg græmmes da også over, at der i aktuelle ´falden på halen´ ikke har været et eneste pip til forsvar på barnet. At Nils Malmros formår at tilgive sig selv og sin kone, interesserer mig egentlig ikke. Selvfølgelig er det traumatisk at slå et barn ihjel. Selvfølgelig er det traumatisk at være medskyldig heri. Uanset om man er sigtet eller ej – må man jo konkludere, at han ikke formåede at beskytte barnet. Og har indrømmet dette. Men skulle en sådan film have gjort en forskel – så skulle der netop have været fokus på barnet og dets rettigheder. Nu bliver det en patetisk omgang – ´nej, hvor er tilgivelse stor – når vi tilgiver os selv og vores egne ugerninger´. Ingen husker på – at det kostede et barn livet! Ingen diskuterer, hvordan man kan undgå det sker igen. Hvordan vi bedst beskytter udsatte børn mod forældres ugerninger. Til gengæld vil jeg tro, at Nils Malmros tilgiver sig selv hele vejen ned til banken! Nej – jeg vil ikke se filmen. Jeg nægter! Du burde gøre det samme – hvis du har børns liv kært.
Hvor er det godt, at du tager dette emne op.
Nemlig Malmros’ medskyldighed.
Hvordan i alverden kunne han tage afsted, da han i indkörslen ser, at Anne tager afstand fra sin mor. Bare det, at han kan berette om situationen i interviews, viser jo, at han er sig situationen bevidst.
At siden göre sin egen syndsforladelse til et kommercielt stunt, tyder på , at der noget rivende galt.
1000 % enig med dig Vibeke Manniche.
Jeg er forfærdet over pøblens tankegang.
Sådan som filmen “Stjålne kroppe” agtigt.
Og jeg synes, at det skal have konsekvenser. Den trend kan vi ikke bare lade være.
Det er for skræmmende.
Jeg har desværre ikke lige nu tid til nærlæsning her, den kommer senere. Vil blot hurtigt sige, at lige netop hvad der nævnes her, har jeg ledt på nettet efter, da jeg ikke forstår at filmen skulle være en kærligheds film, Hvor er kærligheden til barnet? Hvor er følelser for det, barnet har måtte gennemgå? At dø ved blodtab (uden trøst?) må være pinefuldt. At ens barn dør, må være en sorg, man må leve med resten af livet. Kunne dødsfaldet have været undgået, må det være ubærligt at leve med. Man kan overleve men barnets smerte glemmes ikke.
Fra det øjeblik et barn fødes er barnet nogen med sin egen personlighed, det ses tydeligt, når der ses med kærlighed, og ikke hvis barnet opfattes som en ting.
Det hele virker som en sygt drama mellem 2 voksne mennesker, hvor barnet blot er en statist som skrider i svinget og giver skrammer i lakken, der derefter må bruges tid på at udbedre.
vender tilbage, med venlig hilsen Mette
At Nils Malmros formår at tilgive sig selv og sin kone, interesserer heller ikke mig. Han siger dog, der ikke er noget at tilgive, da en psykotisk er uskyldig, og en der begår mord altid er psykotisk på gerningstidspunktet.(?) Jeg ved kun om Malmros kone, hvad han fortæller, og det fortæller ikke meget.
Der er noget, som er skingrende galt i hele denne historie. Også anmeldernes og publikums begejstring er ganske foruroligende at være vidne til.
Det handler om et barn, der er blevet dræbt! Et barn der ikke er blevet passet på og taget vare på, som allerede har vist afstandstagen til sin mor, hvad der er en katastrofe for et barn. Historien udlægges som en katastrofe for forældrene, men handler for dem om årsag og virkning. Historien undlader fuldstændig barnets katastrofe, dets smerte, hvad det har gennemgået. Anmelderne, det begejstrede publikum, fortælleren (Niels Malmros), må være afstumpede og følelsesløse af dimensioner. Barnet spiller ingen rolle i den fortalte historie, kun den forstyrrelse drabet har bragt i det anstændige hele liv.
Hvordan kunne Risskov Hospital sende en psykotisk mor på weekend med et barn, som tager afstand fra sin mor. Hvem var ansvarlig for barnet?
Konen skal blive “et helt menneske igen”. Er det muligt at ”bliver er helt menneske igen” med følelse for sit barns afsavn, smerte og død. Livet kan leves, men barnets smerte ændres ikke, alting kan ikke derefter været andet end ændret. Denne historien handler kun om, hvad parret har mistet, og hvilke forstyrrelser det har bragt for Malmros. Jeg ser ingen kærlighed til barnet. At forældrene finder kærlighed til hinanden er mig i denne forbindelse ligegyldig.
Det hele virker som en sygt drama mellem 2 voksne mennesker, hvor barnet blot er en statist, som skrider i svinget og giver skrammer i lakken, der derefter må bruges tid på at udbedre.
Brevet, Malmros kone skriver efter drabet, tror jeg på. Havde Malmros accepteret brevet med bruddet, og startet nyt liv med en anden, var skyld lagt over på ham. Han vælger at blive.
“Skal vi ikke snuppe et barn til, mens vi er ved det.” (Efter første barns fødsel).
“Barnet var kun 9 måneder, og endnu ikke “nogen””, Malmroes forklaring på at sorgen ikke var så stor, som den kunne have været, hvis barnet var ældre.
“Jeg kunne jo ikke tilfredsstille guderne ved at stikke mine øjne ud, så hvorfor skulle jeg det.” (Sorg handler ikke om at tilfredsstille nogen.)
Malmros bliver spurgt om hans reaktion på drabet, og han fortæller, at han græd hos forældrene lige efter drabet. Få dage efter kaster han med en kop men indser, at “det er for dumt det her”.
14 dage efter drabet tager Malmroes til filmfestival i Berlin med teenagerskuespiller, som han har en flirt kørende med.
At forældrene til børnene i skolen kort efter drabet meddeler, de gerne vil have Malmros kone tilbage som lærer, er svært at forstå. Mener de, Malmros kone er en uskyldig, der er blevet presset til drabet, for en psykotisk med utilregnelige handlinger, som Malmros udlægger sin kone, kan vel ingen ansvarlig forældre overlade sine børn til? (Som Malmros selv gjorde.)
»Når jeg kan mærke, at det kommer for tæt på at tale om begivenhederne, bringer jeg det på afstand fra mig, ved at bruge de navne som min films karakterer har,«
“Jeg fik min fortjeneste, jeg har en kone, der aldrig nogensinde er forurettet”.
Hvad betyder det? (Jeg kommer umiddelbart til at tænke på ordene: tilrettet, afrettet.)
Da Malmros kone ser filmen: »Hun græd alle de rigtige steder og sagde, at det var en stor sejr for os begge to,«
Græd “de rigtige steder”, hvad vil det sige? Hvori består “sejren”?
Overskrift i medierne: MALMROS TRAGEDIE BEGEJSTRER ANMELDERNE!
ps, jeg har ikke set filmen, forholder mig her kun til, hvad der fortælles af Malmros i medierne.
Endnu noget der skurer i mine ører er, når Malmros flere steder fortæller, at hans kone aldrig har følt skyld, “en psykotisk er altid uskyldig”, og hvis hun havde følt skyld, kunne han ikke være blevet i ægteskabet.
Vil en sorg ikke altid indbefatte tanker om mulighed for skyld. Lige meget hvor tydeligt det måtte være, at man intet kunne have gjort for at undgå et dødsfald, vil tanker opstå, om man kunne have gjort noget, elle gjort noget andet, for at undgå hændelser for den døde, eller om noget man har gjort, direkte eller indiekte har ført til dødsfaldet. Det kan tage mange år i en sorgproces at få tanker om mulig skyld på plads. Her er der, ud over, at det er et dødsfald, tillige tale om mord. At fortælle om et moder, der har mistet sit barn, at moderen aldrig har følt skyld, vælger jeg ikke at tro på, ellers bliver det ganske for uhyggeligt. Filmen er udlagt som en kærlighedsfilm, ikke en gyser. Er det Malmros selv, der ikke klarer at stå overfor skyldbetyngelse?
Det siges at filmen er lavet 1:1. Det må være facaden, der menes. Facaden hvor der kommer ridser i lakken, som skal heles. Et udstyrsstykke. Her skete det, sådan så det ud, her stod møblerne, så køn var/er konen, det tøj havde vi på. Nej det er ikke kunst. Hvad det så er, det undrer mig. Noget rivende galt er der ihvertfald.
(Tilføjelse til forrige: det er 5 (fem) dage efter mordet, forældrene til børnene i skolen møder op hos Malmros og orienterer om, de stadig ønsker deres lærer tilbage.)
http://variety.com/2013/film/reviews/film-review-sorrow-and-joy-1200838602/
Niels Malmros har usendt sin film for hele verden at kunne blive underholdt og lære noget om kærlighed. Det kan næppe være, for kun selv at måtte udtale sig, og resten af verden at blande sig uden om, eller kun at måtte kommentere hændelser høfligt nedtonet og begejstret. Han må acceptere de tanker, der kan opstår, om det han fortæller, til alle der hører det fortalte, som overhovedet gør sig nogle tanker.
Tanker går på, hvorfor måtte det barn myrdes. Myrdet blev det, liget meget hvordan det vendes og drejes. At moderen var syg, og ikke vidste hvad hun gjorde, kan ikke bortforklare, at barnet fik halsen skåret over. Barnet ikke bare græd, det skreg!
“Jeg tænkte, at nu bliver Niels sur. Og så måtte jeg blive ved.”, Fortæller moderen senere om sin handling. Umiddelbart et totalt uforståelig udsagn. Efterhånden som udtalelser og beretninger kommer til, er det ikke længere uforståeligt. Der er ikke nogen kode, ordene kan tages for pålydende, de betyder det, der bliver sagt, klart og tydigt. Handlingen (at skære halsen over på barnet), har ikke opmærksomhed på barnet. Det er en handling rettet mod ægtemanden. Med udspring i straf, jalousi, vrede, hævn. Drabet sker mindre end en time, efter ægtemanden har forladt hjemmet, for at være væk resten af dagen, den første weekend moderen er hjemme fra hospitalet. Forude er rækker af episoder, der har skabt jalousi. Ægtemanden fortæller ikke, hvor han skal hen. Da ingen ved, hvor han er, kan han først blive underrettet om drabet, da han vender hjem om aftenen.
Brevet fra moderen om drabet, med et brud til ægtemanden, fortsætter i samme tråd: »Du har på det kærligste tyranniseret alt i vores hjem. Domineret ud over det tilladelige. Det her var den eneste måde, jeg kunne frigøre mig på«.
Barnet var en brik i et spil mellem forældrene. Derfor sidder nogle tilbage i fortællingen af Malmros voksenliv, og undres og spørger, hvor er barnet i denne historie, hvor er kærligheden til barnet.
Ægtemanden følger ikke barnemoderens brud men ser nu som sin opgave at “redde” moderen, havde nær skrevet morderen. Det lykkes så godt, at moderen er helt uden tvivl om egen uskyld, og ikke på noget tidspunkt har tvivlet om sin egen uskyld. Ægtemanden har reddet konens liv, og konen står i evig taknemlighedsgæld. Hans fortjeneste er, fortæller han, at han nu har fået en kone, der aldrig er forurettet.
Mordet må siges at have være en stærkt forurettets handling.
Nærmest en ikke verbal studehandel indgåes efter mordet . Bytte, bytte købmand, var der en, der skrev.
Det er fint, mennesker gerne vil fortælle om deres liv, meget fint, med lad venligt på det kraftigste være med samtidig at se jeres fortælling som en belæring til mig og andre om, hvad kærlighed er!! Det er en provokation. Samtidig med tanker for den lille pige, som har været med i forældrenes spil, og som kun udlægges som årsag til en katastrofe i forældrenes liv. Det var en katastrofe for den lille pige, at hun blev født med disse forældre. (Billede af den lille pige, kan ses på nettet.)
Jeg vil nu løsrive mig fra denne historie men jeg håber virkelig, at andre vil tage over. Denne “kærligheds” fortælling må ikke få lov at stå ukommenteret.“Anmeldernes begejstring” er pinlig og svær at klare. Hvilket forløjet samfund!
http://www.bt.dk/film-og-tv/nils-malmros-folk-sender-min-hustru-blomster
Det er sygt og det er skræmmende, at der er nogen, der synes, at det ikke er det.
Vibeke – du kan ikke sammenligne Marianne og Peter Lundin!
De to lider/led af vidt forskellige psykiske sygdomme, der på ingen måde kan sammenlignes.
Jeg siger ikke, at Malmros’ film, er en smuk beretning om, hvad der overgik dem, og hvor flot de kom videre, men det forekommer mig SÅ underligt, at du mener, at hun skal sidestilles med en voldspsykopat med hang til at dræbe.
Det er dybt tragisk, at hun slog deres barn ihjel, men hun var ikke bevidst om, at handlingen var forkert, fuldstændig forkastelig og irrationel, hvor Peter Lundin tværtimod var fuldt ud bevidst om, hvad han gjorde, og den dag i dag stadig ikke vil fortælle, hvor ligene er gemt – Dét er en hån mod de to børn og moderen.
Men kan ikke forstå, at du mener, at Malmros’ film er en hån mod barnet?
Det er blot en fortælling om, hvad det overgik dem, og hvordan de kom videre…
To vidt forskellige scenarier – to vidt forskellige diagnoser!
Måske mener Malmros, at han ligefrem ‘ærer’ deres barn, ved at fortælle BARNETS historie også… Men en hån?! Det kan jeg ikke se.
“Nej – jeg vil ikke se filmen. Jeg nægter! Du burde gøre det samme – hvis du har børns liv kært.”
Vibeke, hvordan i alverden kan du mene, at os, der har set filmen, ikke har børns liv kært?
Det er da en mærkværdige anskuelse!
Så fordi jeg har set filmen, er jeg skide ligeglad med lille ‘Maria’s’ liv? Så er jeg ligeglad med ALLE børn, der dagligt er udsat for vold? Så er jeg ligeglad med alle de børn, der dagligt bliver slået ihjel rundt om i verden?
Jeg har rejst i meget af verden i forbindelse med humanitært arbejde, og har talt og leget med børn, der kommer var voldelige hjem, hvor de dagligt blev voldtaget af både fædre og onkler, børn, der har mistes deres søskende pga. Vold i hjemmet!
Jeg har alle børns liv kært, men derfor kan jeg da sagtens tillade mig, at se hans film om en tragedie, der slet ikke kan beskrives med ord! Samt faktisk have sympati med både ham og hans kone, selvom om hun slog deres barn ihjel.
Du kommer med nogle meget mærkværdige anskuelser og antagelser, jeg godt kunne tænke mig en uddybende forklaring på?
Jeg har set filmen på Netflix i aften. Det er den mest sterile, kolde film jeg længe har set. En film om en næsten ubegribelig tragedie som ovenikøbet kunne være undgået. Skuespillerne er som robotter der taler unaturligt og stift Skuespillerskole sprog, instruktionen er ligeså middelmådig. Jeg er en kvinde som tudede dengang jeg så Sophie´s Choice med Meryl Streep og mange andre film. Men her var mine øjne helt tørre. Istedet følte jeg vrede mod moderen, faderen og deres forældre, samt mod hospitalet som sender moderen hjem inden hun er klar til det. Et barn er totalt forsvarsløst og vold og mord mod et barn er utilgiveligt. Der er mange kvinder med fødselsdepression f.eks. som ikke myrder deres barn. Eller kvinder som dårligt har sovet og ikke myrder deres barn. Og kvinder som lider af depression og angst og ikke myrder deres barn. Jeg køber ikke at Malmros´ kone ikke vidste hvad hun gjorde. Hun var jaloux, med lavt selvværd, med en arrogant mand og et kompliceret forhold til sine egne forældre. Hun lod det gå ud over sit eget sagesløse barn, en lille pige på bare 9 måneder som i dag ville være 33 år.