Der er lige nu fokus på, at bl.a. 724 psykologer mener, at Gyldendal bør trække “Godnat og sov godt” tilbage. Jeg vil ikke blande mig i et andet forlags dispositioner. Den tandpine roder Gyldendal selv med. De må jo kunne stå på mål for de bøger, som de udgiver. Det er deres beslutning og deres værdier som kommer i spil. Vi andre står jo også på mål for vores udgivelser.

Til gengæld kan jeg forholde mig til, om børn skal græde sig i søvn. Det skal de IKKE. Det slår jeg også meget klart fast i min bog “Børns søvn – din lille sovetryne”, hvor jeg ikke mindst bringer mange effektive søvnråd – så netop barnet (og forældrene) kan sove bedst muligt.

Et barn der græder kalder. Så simpelt er det. Men kalder et barn længe nok – og bliver det ikke hørt – stopper det med at kalde. Altså stopper det med at græde. Som jeg også skriver i min bog, gør selvsamme at der (desværre) er en vis evidens for at ´The Cry solution´ virker. Omend på en ulykkelig baggrund.

Så mit råd – og den opdragelse jeg selv har fulgt – har alle dage været, at man selvfølgelig trøster det grædende barn. Vugger det, aer det, ammer det osv. Giver barnet den ultimative tryghed hos en tryg forælder. Husk at barnet er fuldstændig hjælpeløs UDEN en sådan trøst. Tænk på hvor skræmmende det er for barnet. Hvor utrygt det er for et grædende og fortvivlet barn, at være overladt til sig selv. Ingen kommer og hjælper én. Hvilken grufuld tanke.

Der er i den forbindelse lige kommet et andet interessant studie, som netop viser, at det at berolige det grædende barn – både hos en forælder og med mekanisk vugge – hjælper. Barnet falder til ro og stopper med at græde. Det er der egentlig ikke noget mystisk i – og jo egentlig næsten skræmmende at sådanne studier skal være nødvendige.

Tilbage til “Godnat og sov godt” – jeg håber, at så få børn som muligt græder sig i søvn. At forstandige og kærlige forældre selvfølgelig trøster det grædende barn. Den relation, den tryghed og det nærvær som det bibringer forholdet vil uden tvivl sætte sine spor på en nær og kærlig relation mellem barnet og moren/faren resten af livet. Så trøst dit grædende barn – selvfølgelig <3.