Benny Andersen er død. Det er ikke fordi at han er død, at jeg så lovpriser ham nu. Det har jeg reelt og faktuelt gjort i rigtig mange år. Ved stort set ALLE mine mange foredrag for forældre, har jeg altid sluttet af med hans vidunderlige digt Tiden – som jeg kan recitere i søvne. Et digt – som jeg ikke mindst selv har brugt som ledetråd i mit eget forældreskab og erkendt i mit eget liv bærer så umådelig megen sandhed.

Herudover har jeg sunget vil jeg tro 2000 gange – nok meget mere – Barndommens land med mine kursister, foredragstilhørere, kollegaer osv. Jeg elsker den sang og kan den selvfølgelig også udenad. Den rummer stor kærlighed til børnene – og er den ydmyge forælders kærlighedserklæring til barnet. Benny Andersen kunne også få mig til at le. Han har et vidunderligt digt om hotelværelset der brænder, som er vel det eneste digt som nogensinde har fået mig til at grine så tårerne sprang. Det digt gav mig også følelsen af, at der var andre end min mor, som kunne få mig til at skraldgrine i timevis – der var andre som var på samme ´linie´. Hvilket jo giver en kæmpe tryghed.

Jeg mødte aldrig Benny Andersen privat – men jeg elskede ham som lyriker. I mine øjne overgås han kun af min gode ven Steffen Brandt. Sov min ven <3.

Tiden

Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til.
Man går ud i sit køkken
henter kakaomælk til sin spinkle søn
men når man vender tilbage
er han blevet for gammel til kakaomælk
kræver øl, piger og revolution
Man må udnytte tiden, mens man har den
Ens datter kommer hjem fra skole
går ud for at hinke
kommer ind lidt efter
og spør om man vil passe den lille
mens hun og manden går i teatret
og mens de er i teatret
rykker den lille med noget besvær
op i 3. G.
Man må udnytte tiden, mens man har den
Man fotograferer sin hidtil unge hustru
med blodrigt sigøjnertørklæde,
men næppe er billedet fremkaldt
før hun forkynder at det så småt
er hendes tur til at få folkepension
så sagte vågner enken i hende
Man vil gerne udnytte tiden,
men den blir væk hele tiden
hvor blir den af
har den nogensinde været der
har man brugt for megen tid
på at trække tiden ud
Man må benytte tiden i tide
flakke om en tid uden tid og sted
og når tiden er inde
ringe hjem og høre
“De har kaldt 95949392?
Der er ingen abonnent på det nummer”
Klik

Sangen – Barndommens Land

Barndommens land.
Tidens mælketand.
Verden er ny for dit øje.
Folk er to-tre meter høje
så de må bøje sig
ned til dig.

Fluen er blå.
Kilder på min tå.
Og et par myrer du kender
hygger sig på dine hænder.
Skrubtudsen tisser en tår
før den går.

Solen er varm.
Stikker på din arm
ligesom hvepse og bier.
De er så gale. De svier.
Regnormen føles så blød.
Den er sød.

Slog du dit ben
på en kampesten?
Kom – lad mig puste på skrammen.
Vi skal ha lappet dig sammen.
Du må vist hellere få
plaster på.

Verden er stor.
Kaldes ‘Moder Jord’.
Der findes børn der må flygte,
men du har intet at frygte.
Ingen skal mishandle dig ¬-
håber jeg.

Græsset er højt
som et fuglefløjt.
Solen er ude af syne.
Putter sig under sin dyne.
Gaber måske – lissom du –
sover nu.

Barndommens land.
Nu er jeg en mand.
Tit har jeg lyst til at love
solskin og dejlige skove.
Men der er lang vej igen.
Sov, min ven.