Det er blevet alt alt for let at hade hinanden. Ikke mindst på facebook. Hvor nethad florerer – både blandt dem med og uden kultur.
Den anden dag var det digteren Asta Olivia Nordenhof, som fik fortalt sine mange fb-venner, hvor stort hendes had er til psykiater Henrik Day Poulsen. Og han er meget in at hade, skal jeg hilse at sige. Så er man ligesom en del af ´det gode fællesskab´. Asta´s had blev ikke begrundet – udover at hun lod os forstå, at han var værd at hade og hun havde hadet ham i mange år. I hvilken anledning hun kendte ham fremgik ikke. Asta´s had affødte 187 likes. Og så gik folk ellers igang med at være med- hadere. Det vrimlede med hadefulde kommentarer. Jeg kiggede lidt på hvem der egentlig synes en sådan hadefuld kommentar var værd at like. Der var flere, som jeg er ret overbevist om selv ser sig blandt ´kultureliten´. En af dem var Josefine Klougart. Da jeg så spagfærdigt spurgte lidt ind til hvorfra hadet stammede, fik jeg at vide, at jeg såmænd også var en klovn.
Så langt så godt. Et enkelt klik, og jeg behøver ikke at læse Asta´s hadefulde updates mere. Men det bekymrer mig alligevel. Ikke alene Astas had – det har såmænd nok nogle mere personlige årsager – men at vi så let liker et had mod debattører. De snart få som gør sig umage for at bevare en nødvendig debat og holder fanen højt.
Henrik Day Poulsen har sine meningers mod. Noget er jeg enig i andet ikke. Det gælder vel egentlig for langt de fleste. Selv min mand kan jeg være rygende uenig med. Men vi har faktisk (fortsat) lov til at være uenige i dette land med demokrati og ytringsfrihed. Det er i mine øjne ligefrem en dyd, som vi skal værne om.
Henrik Day Poulsen står da i det mindste ved sine meninger. Han står om nogen rank i stormvejr! Så kan man bruge sin ytringsfrihed til at argumentere imod hans argumenter. Gå ind i debatten. Bruge sit intellekt og vid til en reel debat. Men pointen er nok, at det gider de færreste, når alt kommer til alt. Tør måske ikke. Har måske ej heller argumenterne. Eller den nødvendige viden. Hvad ved jeg. Tag dog ikke fejl af, at netop selvsamme nethad og netmobning er medvirkende til, at mange debattører i mindre og mindre grad gider/tør/orker at debattere mere. Det er et stort anslag mod demokratiet og ytringsfriheden.
Så når vi taler om nethad og netmobning, er det altså ikke kun Brian eller Ahmed, som sidder skummelt bag deres skærm og lader hadet rase mod alt og alle, der måtte mene, tro eller føle noget andet. Nej selvsamme nethad finder såmænd også sted blandt kunstnere, digtere og forfattere. Det er da dybt deprimerende!
Henrik Day Poulsen har skrevet især to rigtig gode bøger om psykopati – som ikke mindst har væsentlige missioner. Især ´Hverdagens psykopater 2´, som omhandler vold mod kvinder, ligger mit hjerte meget nært. Henrik Day Poulsen er iøvrigt herlig at diskutere med. Bølgerne går højt og netop sådanne diskussioner er medvirkende til, at vi alle flytter os. Den ene eller anden vej. Men flytter os gør vi altid efter en god debat og diskussion.
