Jeg sov dårligt i nat. Øv. Og jeg som elsker at sove godt. Jeg havde for mange onde drømme.

Det var koncerten med U2 søndag aften i Royal Arena der vendte tilbage som onde drømme. Ikke alene kom vi ud til en parkeringsbøde på parkeringspladsen foran Royal Arena. Der må sidde nogen der klasker sig godt og grundigt på lårene med en hånlig og pengegrisk latter, hver gang der er koncert. Nå – men det var nu nok snarere koncerten, der gav mig mareridt.

Det var rent politisk vækkelsesmøde. Med staveplade. Tingene blev skåret ud i pap. Det synes jeg reelt var øv at give en mindre formue for. Tangerende bondefangeri.

Jeg er enig med U2 i, at en del krige har bragt landene i knæ. Og at krigene er skabt og holdt ved lige af mænd! Og fortsat er.

Men så kørte der ellers forskellige animationsfilm og ikke mindst flere indslag med Poul AKA Bono – hvor vi skulle forstå, at folk der ikke bakker op om imigranterne, er regelret onde mennesker. Djævlens værk kort sagt. Her viste U2 så klip med gummibåde proppede med unge mænd (som jeg kunne se var ved at skubbe andre ned og vist endda allerede havde formået at skubbe andre ned). Disse mænd repræsenterede angiveligt freden (selvom de ikke kan opretholde fred i eget land). Så var der klip af sammenstød med den yderste højrefløj. Disse unge mænd var hæslige selvfølgelig og tæt på den ækle nazisme. Det var kort sagt ret sort hvidt. At dømme ud fra stemningen i salen var der flere som mig selv, der ikke var helt forberedte på, at de havde betalt penge for at komme til et politisk vækkelsesmøde. Helt ufrivilligt endda.

Senere gav Bono den atter gazz og publikum sang begejstret med i kor. Ja nu var det så meget tæt på at både Bono og forsamlingene heilede. Det gjorde de nok ikke – men det så ærligt talt lidt skræmmende ud og fik mig til at gyse.

Hen mod slutningen af koncerten sneg der sig en ung kvinde ind i videoerne. Med soldaterhjelm på. Hvad skulle vi egentlig med hende? For mig var hun uhyggelig. Fandme nej om vi kvinder skal have soldaterhjelm på og jeg kunne på ingen måde associere mig med hende. Ville heller ikke. Også selv om Bono til sidst lovpriste kvinder og fik formanet os om, at ingen er lige før alle er lige. Enig. Men det holdt godt nok hårdt at komme dertil og store dele af propagandaen rungede hult og havde jeg gerne været foruden. Jeg kom egentlig bare for at høre noget godt og medrivende musik.

Tak for hyldesten til Kim Larsen.

Men hey, Bono, hvor mange imigranter bor der egentlig på D´Angleterre? Næste gang må du gerne varsko mig på forhånd, så gider jeg nemlig ikke betale en formue for et politisk vækkelsesmøde og en støtte til os kvinder, som virker forloren.