Ligrøveri – det er reelt hvad vi er vidne til i Ukraine disse dage. Usle og grådige mænd. Intet andet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer i tanke om, da min mor tilbragte sin sidste tid på Silkeborg Sygehus. Hun havde et Rolex-ur, som var hende meget kært og som vi havde foræret hende nogle år forinden. Det ur blev kastet rundt med. Smidt af personalet i spytbakker, krus og på gulvet. Vi fandt det ofte de meste mærkelige steder hos hende. Jeg var lidt bekymret for, om nogen ville tage det fine og smukke ur fra min hjælpeløse, elskede mor – men i erkendelsen af, at det ur var hende så dyrebar en følgesvend, forblev uret hos hende. Indtil alt syntes ligegyldigt og alene tabet og sorgen fyldte alle tanker og optog hvert et hjerteslag. Da blev uret ganske ligegyldigt. Alligevel er jeg glad for, at ingen stjal uret fra min mor. For i dag bruger jeg det selv på de meget mørke dage, hvor jeg har brug for at min elskede og savnede mor kommer helt tæt på (omend det gerne går helt af sig selv og uden urets hjælp). Til ligrøverne er der kun at sige – må de få deres straf og finde deres plads i helvede. Og må deres mødre skamme sig!