Man kan med sindsro sige, at de sidste dage har været hektiske.

Jeg vil ikke her gentage alle mine argumenter for, at vi IKKE er på vej ind i en bragende corona-epidemi. Dagens sidste procentuelle tal af smittede ifht testede har vist et fortsat lille fald fra i går. Men nu lader vi lige tallene og corona være.

Jeg vil hellere tale om tonen. Det er tankevækkende, hvor mange, som skriver utroligt grimt om andre – også mig og min datter Mai. Det siger selvfølgelig mere om dem, som skriver så ækelt. Men sådan er det og det indhenter dem selv. Plus jeg selvfølgelig er meget bekymret for, hvordan selvsamme voksne mennesker opdrager deres egne børn. Hvis det er repræsentativt for hvilken opdragelse børnene får pt hjemme – må vi stå overfor en kæmpe mobbebølge. Ulykkeligt. Meget ulykkeligt for de børn, som det kommer til at ramme.

Mange af jer skriver personligt til mig – og flere ringer dagligt. Det er også en tid, hvor man selvfølgelig finder ud af hvem der er ens venner – og hvem man troede var ens venner – og så får man heldigvis nye venner :-). Tak for alle jeres søde beskeder. De bliver læst med glæde – også selv om jeg ikke når at få svaret jer alle. Husk det varmer, tak for opbakningen og jeres forstandighed. Rart at vide, at vi ikke er alene. Næste skridt er så, at I også tør at give lyd i det offentlige rum.

Det er hårdt arbejde at svømme mod strømmen. Men jeg føler mig forpligtet ud fra min lægefaglige viden og indsigt. Og jeg forbliver meget bekymret for alle de alvorligt syge mennesker, som for tiden ikke får deres planlagte undersøgelser, udredes korrekt, ikke får deres genoptræning osv. Det er utroligt ulykkeligt og en meget høj pris der betales herfor. Cost-benefit hænger på ingen måder sammen og det har alvorlige konsekvenser for i vejen svært syge mennesker og handicappede. Det piner mig rigtigt meget – samtidig med at jeg kan se, hvor spinkel tal-dokumentation regeringen har ifht testede og smittede. Religion og tro synes at vinde over viden og fakta. Det havde jeg på ingen måde forventet i 2020.

Heldigvis har jeg meget kærlighed i mit liv – ikke mindst fra min mand og børn. Når alt kommer til alt – må jeg (igen) tåle latterliggørelsen og modstanden – for at vi ender i enighed. Om et stykke tid vil alle sige det samme….jeg ser allerede en tydelig tendens bare de sidste dage. Vi må følge regeringens regler – sådan er det – men det er jo ikke ensbetydende med, at man ikke må kritisere deres handling.

Tak for jer – og tak for jeres engagement. Husk tonen – og så bliver alt bragt. Uenighed er en dyd i et demokratisk samfund og vi har fortsat ret til at være uenige. Selv om en del ser ud til at have glemt det.