Vi har netop været vidne til en meget stor tragedie – hvor en kvindelig ansat er blevet stukket ihjel med en 23 cm lang kniv af en 30-årig beboer på det socialpsykiatriske center Lindegården ved Roskilde.
Jeg ryster opgivende på hovedet. Ikke alene over det tragiske tab, men også over den fuldstændig rundforvirrede debat, som vi er vidne til, når det gælder psykiatrien.
Det er få uger siden, at vi var vidne til, at psykiater Lars Søndergaard fik midlertidigt indskrænket sit virke af Sundhedsstyrelsen. De var bekymret for hans (og vel retfærdigvis mange andre psykiateres) medicinering ved psykoser, hvor de mente, at der forekom medicinering i for store doser. Ulvekoret nøje orkestreret af Dagens Medicin fik sikret, at Lars Søndergaard blev godt og grundigt slagtet. Ingen – som i overhovedet INGEN – interesserede sig for, at der på samme tid som Lars Søndergaard har arbejdet på Slagelse psykiatriske afdeling har været et ganske markant fald i arbejdsskader blandt de ansatte. De ansattes (og medpatienters) sikkerhed var i diskussionen omkring Lars Søndergaard fuldstændig ignoreret. Åbenlyst ligegyldig. Herregud – et liv fra eller til. Nej, her var der en psykiater, som ulvekoblet igen kunne kaste sig frådende over. Og det skal jeg love for at de fik gjort. Godt og grundigt.
Hvad har sagen fra Roskilde med Lars Søndergaard at gøre? Rigtig meget endda. For netop denne 30-årige nu drabsmand er et godt eksempel på en svært psykisk syg, som åbenlyst IKKE var tilstrækkeligt medicineret og dermed til fare for ikke mindst de ansatte. Og nu har gjort sig til drabsmand.
Når psykiatere medicinerer psykotiske patienter gør de det for netop at undgå at patienterne er farlige for omgivelserne og sig selv. En behandling langt størsteparten er dybt taknemmelige for, når de er godt ude af deres psykose igen og da taknemmelige for, at de i deres sindsyge IKKE slog en medpatient eller ansat ihjel. Ej heller slog dem fordærvet.
Jeg er ret sikker på, at heksejagten på Lars Søndergaard helt naturligt har affødt en stigende frygt blandt psykiatere for rettidig og tilstrækkelig behandling af de dårligst psykisk syge. Jeg er samtidig alvorlig bange for at selvsamme behandlingsfrygt blandt psykiatere, som selvfølgelig frygter samme heksejagt, vil medføre, at dette tilfælde risikerer at blive et af mange. Ganske enkelt fordi at de svært psykisk syge patienter/borgere ikke er tilstrækkeligt behandlet og i nogle tilfælde ligefrem undermedicineret. Med meget alvorlige sikkerhedsproblemer til følge. Jeg forstår godt, hvis den aktuelle situation får mange ansatte til at bævre for deres sikkerhed. Medpatienternes sikkerhed. Selv er jeg taknemmelig for, at jeg IKKE arbejder inden for psykiatrien. Den er ganske enkelt i frit fald. Bistået af rundtossede politikere.
Ps – ALLE lødige kommentarer er meget velkomne. Injurierende meninger om mig eller andre på bloggen fjernes omgående. Jeg skal gerne understrege, at jeg INTET har med medicinalindustrien at gøre og personligt aldrig selv ordinerer medicin til psykisk syge. Men jeg ser med stor bekymring på hele psykiatriens ve og vel – og ikke mindst de mange kollegaers vilkår, som arbejder indenfor området.
Kan medicinen til psykiatriske patienter det, der står i medicin-katalogerne?
Det er ikke mit indtryk.
Vi har brug for bedre medicin, mener jeg.
Venlig hilsen Lis Lendal
Som jeg har forstået den tragiske sag fra Roskilde, var problemet ikke, at den pågældende patient havde fået ordineret for lidt medicin, men at vedkommende slet ikke tog sin medicin. Det er en helt anden problemstilling, end om psykiatere ordinerer for meget medicin til psykotiske patienter. Virker som om at du bruger sagen fra Roskilde som stråmand til at forsvare, at nogle psykiatere ordinerer for meget medicin.
VB udtrykker ret præcist de tanker som mange kolleger i psykiatrien tumler med for tiden.
Personligt vil jeg ikke kunne varetage en stilling i akutpsykiatrien. Ikke kun af frygt for egen sikkerhed, men først og fremmest fordi den gældende medicinforskrækkelse også ville bringe mig i konflikt med lægeløftets bud om at lindre mine medmenneskers/patienters lidelse.
Jeg kunne ikke drømme om at bruge sagen som ´stråmand´- jeg mener helt oprigtigt, at der er noget helt galt fat med psykiatrien. Netop dårlig compliance – hvor patienten ikke tager/får tilstrækkeligt medicin (måske slet ingen) er jo netop undermedicinering. Så kan man kalde det hvad man vil. Foranlediget af psykiateren. Foranlediget af patienten selv. Eller måske begge dele.
Ansatte indenfor psykiatrien har god grund til at være bekymret for deres egen sikkerhed – og jeg savner da, at de respektive fagforeninger går meget mere ind i diskussionerne. Jeg undrer mig da også fortsat over, at ingen fagforeninger tog fat i problemstillingen med markant faldende antal arbejdsskader på Slagelse psykiatriske sygehus. Det er dog en uhyre væsentlig udvikling. Personligt ville jeg være meget lettet, hvis det var tilfældet for min daglige arbejdsplads – at arbejdsskaderne var faldende. Hvorfor blev det nærmest tiet ihjel? Da Lars Søndergaard blev kørt over ende? Det forbliver mig en stor gåde.
Hvor er det nogle gode pointer du fremhæver. Generelt er sikkerheden for personale og patienter ikke prioriteret højt på de psykiatriske afdelinger. I Slagelse er der udsted straks påbud til samtlige almene psykiatriske afdelinger af Arbejdstilsynet.
Man har så fra ledelsens side bedt en advokat se på om det nu er rimeligt, og endda ifølge medier udtalt at: Arbejdstilsynet kører en kampagne mod alene-arbejde. Det siger noget om hvor alvorligt man tager sikkerheden.
Det er blevet tiltagende råt, at arbejde i psykiatrien i takt med at sengepladserne er blevet lukket. Dødstrusler fra patienter er noget vi ofte udsættes for. Pt er meget forsigtigt medicineret, hvilket ikke altid er tilstrækkeligt, set med mine øjne.
Det er som om det i disse tider er tabu at sige at nogle patienter i deres psykose, kan være endog meget farlige, Man accepterer at der findes et sted som Sikringen, men ser helt bort fra at patienter , der kommer der, ofte har haft mange indlæggelser på almindelige afdelinger inden.
Det er ubegribeligt at det ikke er tilladt at give farlige og meget syge patienter den nødvendige medicin. Vi mærker i det daglige en tilbageholdenhed fra lægeside, med hensyn til medicinering, hvilket igen giver flere opkørte situationer, og forlængede indlæggelser.
Jeg arbejder i hospitals psykiatrien og ved hvordan det er.Ikke særligt sikkert hverken for pt eller personale.Pt går rundt i lange perioder uden medicin svær forpinte,lange indlæggelse.Personalet må kun visitere pt for stoffer og våben mm ved begrundet mistanke og der skal en læge ind over.
Nu er focus på bæltefrie afd,og fint bæltefix skal ned,men konsekvensen er vi ofte ligger 4-5 mennesker oven på en pt i op til 3 timer.
Jeg er glad på mine egne vegne jeg kun har få år tilbage på arbejdsmarkedet,men mine stakkels unge kollegaer og de mange pt der bliver ladt i stikken er taberne
Vi skal så heller ikke glemme at ud over de 5 der er slået i hjel blev 2 kollegaer knivstukket meget alvorligt på et andet bosted og på Odense psyk blev 3 personer alvorligt stukket ned i afd
Ja Gitte – jeg forstår godt jeres/dine frustrationer. Der er alt alt for lidt fokus på medpatienters og ikke mindst personalets sikkerhed. Det har ligesom forstummet sig i politikernes ´medicin/lægelede´ for det er sådan jeg tolker det. Jeg forstår desværre godt, at gode folk flygter fra specialet eller slet ikke vælger det. Så de allermest sårbare patienter bliver endnu mere sårbare. Men at gå på arbejde og risikere sit liv…det er jeg helt overbevist om, at ingen af jer mener er arbejdet værd. Trods alt.
Havde der i forbindelse med heksejagten på Lars Søndergaard været langt mere fokus på årsagen til den medicinske behandling og de nødvendige akutte doseringer som værn mod ikke mindst vold og drab, havde vi været et helt andet sted nu. Men den forstand og indsigt savnede såvel frådende journalister som involverede politikere. Og nu sidder I så mange og retmæssigt bævrer for sikkerheden. Med god ret. Det er en meget trist og ulykkelig affære. I må rejse problemstillingen indenfor jeres respektive fagforeninger.