Vi har netop været vidne til en meget stor tragedie – hvor en kvindelig ansat er blevet stukket ihjel med en 23 cm lang kniv af en 30-årig beboer på det socialpsykiatriske center Lindegården ved Roskilde.

Jeg ryster opgivende på hovedet. Ikke alene over det tragiske tab, men også over den fuldstændig rundforvirrede debat, som vi er vidne til, når det gælder psykiatrien.

Det er få uger siden, at vi var vidne til, at psykiater Lars Søndergaard fik midlertidigt indskrænket sit virke af Sundhedsstyrelsen. De var bekymret for hans (og vel retfærdigvis mange andre psykiateres) medicinering ved psykoser, hvor de mente, at der forekom medicinering i for store doser. Ulvekoret nøje orkestreret af Dagens Medicin fik sikret, at Lars Søndergaard blev godt og grundigt slagtet. Ingen – som i overhovedet INGEN – interesserede sig for, at der på samme tid som Lars Søndergaard har arbejdet på Slagelse psykiatriske afdeling har været et ganske markant fald i arbejdsskader blandt de ansatte. De ansattes (og medpatienters) sikkerhed var i diskussionen omkring Lars Søndergaard fuldstændig ignoreret. Åbenlyst ligegyldig. Herregud – et liv fra eller til. Nej, her var der en psykiater, som ulvekoblet igen kunne kaste sig frådende over. Og det skal jeg love for at de fik gjort. Godt og grundigt.

Hvad har sagen fra Roskilde med Lars Søndergaard at gøre? Rigtig meget endda. For netop denne 30-årige nu drabsmand er et godt eksempel på en svært psykisk syg, som åbenlyst IKKE var tilstrækkeligt medicineret og dermed til fare for ikke mindst de ansatte. Og nu har gjort sig til drabsmand.

Når psykiatere medicinerer psykotiske patienter gør de det for netop at undgå at patienterne er farlige for omgivelserne og sig selv. En behandling langt størsteparten er dybt taknemmelige for, når de er godt ude af deres psykose igen og da taknemmelige for, at de i deres sindsyge IKKE slog en medpatient eller ansat ihjel. Ej heller slog dem fordærvet.

Jeg er ret sikker på, at heksejagten på Lars Søndergaard helt naturligt har affødt en stigende frygt blandt psykiatere for rettidig og tilstrækkelig behandling af de dårligst psykisk syge. Jeg er samtidig alvorlig bange for at selvsamme behandlingsfrygt blandt psykiatere, som selvfølgelig frygter samme heksejagt, vil medføre, at dette tilfælde risikerer at blive et af mange. Ganske enkelt fordi at de svært psykisk syge patienter/borgere ikke er tilstrækkeligt behandlet og i nogle tilfælde ligefrem undermedicineret. Med meget alvorlige sikkerhedsproblemer til følge. Jeg forstår godt, hvis den aktuelle situation får mange ansatte til at bævre for deres sikkerhed. Medpatienternes sikkerhed. Selv er jeg taknemmelig for, at jeg IKKE arbejder inden for psykiatrien. Den er ganske enkelt i frit fald. Bistået af rundtossede politikere.

Ps – ALLE lødige kommentarer er meget velkomne. Injurierende meninger om mig eller andre på bloggen fjernes omgående. Jeg skal gerne understrege, at jeg INTET har med medicinalindustrien at gøre og personligt aldrig selv ordinerer medicin til psykisk syge. Men jeg ser med stor bekymring på hele psykiatriens ve og vel – og ikke mindst de mange kollegaers vilkår, som arbejder indenfor området.